Nyhed

GL går i sympatiblokade mod sprogcenter

Virksomheden A2B, der driver sprogcentre over hele landet, vil ikke indgå overenskomst med Lærernes Centralorganisation.

14. februar 2017 af Hanne Hellisen
GL's medlemmer må ikke søge eller lade sig ansætte i stillinger ved A2B's sprogcentre, så længe sympatiblokaden varer.

GL har varslet sympatiblokade mod A2B’s sprogvirksomhed med virkning fra den 9. februar 2017. Det sker som følge af, at Lærernes Centralorganisation (LC) har blokeret for nyansættelser af sine medlemmer i underviserstillinger i virksomheden, da LC og A2B ikke kan blive enige om en overenskomst.

Formand for GL, Annette Nordstrøm Hansen, fortæller, at hovedbestyrelsen i GL har valgt at støtte LC’s kamp for at få tegnet en overenskomst med A2B, så lærerne får ordentlige løn- og pensionsvilkår.

”Vi synes, det er vigtigt, at alt arbejde er overenskomstdækket. Derfor har vi valgt at være solidariske med vores kollegaer i de øvrige lærerorganisationer,” siger Annette Nordstrøm Hansen om sympatiblokaden.

”Det er en bred blokade, der er blevet tilsluttet af en lang række lærerorganisationer, så vi har ikke været i tvivl om, at vi selvfølgelig også skal være med.”

Forhandlinger siden 2012
A2B har overenskomst med HK, og virksomheden har valgt også at anvende denne overenskomst til deres lærere på sprogcentrene. Lærernes Centralorganisation har imidlertid forsøgt at lande en overenskomstaftale for underviserne hos A2B siden 2012, men disse forhandlinger brød sammen i december.

Derfor har Lærernes Centralorganisation, hvis medlemmer blandt andet tæller Uddannelsesforbundet og Danmarks Lærerforening, iværksat en blokade mod A2B fra 1. januar. Det betyder, at disse fagforeningsmedlemmer ikke må søge arbejde hos A2B.

Siden har Dansk Magisterforening besluttet at deltage i en sympatiblokade for at støtte LC’s ønske om at indgå en overenskomst.

Medlemmer må ikke søge arbejde
GL’s sympatiblokade betyder, at GL's medlemmer må ikke søge eller lade sig ansætte i stillinger ved A2B's sprogcentre fra den 9. februar 2017. A2B har sprogcentre med danskuddannelse i Hjørring, Rebild, Mors, Solrød, Maribo, Jammerbugt, Aarhus, Fredericia og Birkerød. A2B omtaler deres undervisere som sprogkonsulenter, men det ændrer ikke på blokaden, da de ansatte arbejder som danskundervisere.

A2B er en del af virksomheden ASB og udover at drive sprogcentre, arbejder de med at bringe ledige i arbejde eller uddannelse. Dette arbejde er ikke omfattet af blokaden.

Læs mere om blokaden hos Uddannelsesforbundet eller på GL's hjemmeside.

Tilføj kommentar

Brugeroplysninger
Email-adressen vises ikke på sitet, men gør det muligt for os at kontakte forfatteren.
Kommentér uden forsinkelse.
Brug Facebook
log ind eller registrer
dig her.
By submitting this form, you accept the Mollom privacy policy.