Du er her
Nyhed
|
26. mar 2014

GL-formand: Oplagt at ledere overværer undervisningen

GL's formand Annette Nordstrøm Hansen vil have lederne tættere på undervisningen.

Foto: 
Med OK 13 er der brug for mere dialog om den enkelte lærers arbejde. Derfor er det en god idé, hvis lederne ser lærerne undervise, mener Annette Nordstrøm Hansen, formand for GL.
Af: Tina Rasmussen

Det er en rigtig god idé, at lederne på landets gymnasier engang imellem overværer undervisningen og bagefter sparrer med lærerne.

Det siger Annette Nordstrøm Hansen, der er formand for Gymnasieskolernes Lærerforening (GL).

”Vi har i lang tid efterlyst god pædagogisk ledelse. Det kræver, at lederne har en stor viden om lærerne og undervisningen, og derfor er det oplagt, at de kommer ud i klasselokalet,” siger hun.

Klart formål
GL-formanden er overrasket over, at så få ledere i dag går ud i klasselokalerne og ser på lærernes undervisning.

En ny undersøgelse, som Gymnasieskolen har lavet, viser, at kun hver fjerde lærer har en leder, der af og til overværer deres undervisning.

Det skyldes, at lederne synes, at de ikke har tid til det eller behov for det, vurderer Annette Nordstrøm Hansen. Men der kan også være en modstand blandt lærerne, erkender hun.

”Vil man som ledelse gerne overvære undervisningen, er det vigtigt, at man i god tid inden har drøftet det med lærerne. Det skal være tydeligt, hvad formålet er, og hvad ledelsen vil fokusere på. Lærerne må ikke have oplevelsen af, at det er en kontrol.”

Tid til dialog
Når lederen har overværet undervisningen, er det afgørende, at der efterfølgende er tid til en god dialog med læreren, understreger GL’s formand.

”Det er vigtigt, at der er en kvalificeret diskussion bagefter. Det kan for eksempel være om strukturen for timen, elevinddragende undervisning eller behovet for undervisningsdifferentiering. Lærerne må ikke føle, at det er spild af tid,” siger Annette Nordstrøm Hansen.

Brug for efteruddannelse
Men ifølge flere uddannelsesforskere er mange gymnasieledere ikke klædt på til at give pædagogisk feedback, og det er en af grundene til, at så mange af dem undlader at træde ind over dørtærsklen til klasselokalet. Lederne har brug for efteruddannelse, lyder kritikken fra blandt andre professor Lars Qvortrup, Institut for Læring og Filosofi på Aalborg Universitet.

Annette Nordstrøm Hansen er enig:

"Jeg tror, at en del ledere ikke er parate til at påtage sig rollen som pædagogisk leder. De skal evne at gå ind i en diskussion af undervisningen. Det kan en del ledere, men for andre er det svært og kræver efteruddannelse. Sparring med lærerne kræver nyere viden om didaktiske begreber."

Nødvendigt efter OK 13
Ifølge Annette Nordstrøm Hansen er det med OK 13 blevet endnu vigtigere, at lederne får et indblik i hverdagen ude i klasselokalerne.

”Den nye overenskomst gør det nødvendigt at have mere dialog om undervisningen, fordi man skal diskutere, hvad der skal bruges tid på. For at have en fornuftig dialog om den enkelte lærers arbejde, skal lederne tættere på undervisningen,” siger Annette Nordstrøm Hansen og uddyber:

”I øjeblikket oplever en del lærere, at ledelsen indkalder dem og siger: Dit timeforbrug er for højt. Du må forberede dig smartere. Det skaber frustrationer hos lærerne. Her ville det være oplagt, at lederen kendte noget til lærerens klasser og måde at undervise på og mere direkte kunne gå ind i en dialog og se på, om der måske var nogle håndtag, man kunne skrue på.”

Skeptiske lærere
Undersøgelsen bekræfter, at der er en modstand blandt lærerne i forhold til at lukke lederne ind i klassen. 44 procent svarer, at de ikke kunne tænke sig, at en leder overværer deres undervisning. 30 procent er i tvivl.

Tallene viser, hvor vigtigt det er, at ledelsen tager en diskussion med lærerne om formålet, inden de eventuelt åbner døren til klasselokalet, mener GL’s formand.

”Ledelsen er nødt til at få lærerne til at indse, at det vil gavne deres undervisning,” siger Annette Nordstrøm Hansen.  

Hun glæder sig over, at tre ud af fire lærere i undersøgelsen, der har haft besøg af en leder i klassen, er tilfredse.

”Det siger mig, at de har fået noget ud af det og er blevet set for det, de er gode til. Og at de fleste lærere er åbne for at diskutere, om der er steder, hvor de kan gøre det bedre.”

 

 

Kommentarer

1
You must have Javascript enabled to use this form.
Jens Illums billede

Iflg. AN ”skal man …diskutere, hvad der skal bruges tid på.” I lyset af at OK13 uanset eufemismerne fra undervisningsministeren og Moderniseringsstyrelsen vanskeligt kan opfattes som andet end en spareøvelse, forekommer synspunktet om end sympatisk utilgiveligt naivt.

Når AN taler om, at lederen ”skal [kende] noget til lærerens klasser og måde at undervise på og mere direkte kunne gå ind i en dialog og se på, om der måske var nogle håndtag, man kunne skrue på,” synes hun desuden at antage, at lederen skulle være en art superlærer, som kan forholde sig kvalificeret til lærerens undervisning. Denne opfattelse står i skærende kontrast til oplevelsen hos i hvert fald en del af hendes medlemmer, hvis ledere måske i årtier ikke selv har stået i et klasselokale og i nogle tilfælde sågar ingen undervisningserfaring har.

GL burde være i kritisk dialog med en dagsorden, AN synes uden videre at acceptere.

Annoncer