Artikel
Fyrede lærere føler ledelsen straffer kritik
laerer_plaster_for_munden_ytringsfrihed

Fyrede lærere føler ledelsen straffer kritik

Flere afskedigede lærere mener, de har mistet deres job, fordi de har været kritiske og åbenmundede over for ledelsen

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Jeg var kritisk mod ledelsen og stillede for mange spørgsmål om ledelsens strategi. Sådan tænker flere lærere, efter de har mistet jobbet.

I Gymnasieskolernes Lærerforenings sekretariat har konsulenter snakket med flere afskedigede lærere, som mener, at det lige netop er dem, som er blevet ”ofret”, fordi de har været for kritiske over for ledelsen.

”Flere medlemmer sidder tilbage med en oplevelse af, at de mistede jobbet, fordi ledelsen mente, de var ”besværlige,” siger Claus Schreiner Andersen, der er forhandlingschef i GL.

Hos Danske Underviserorganisationers Samråd (DUS) genkender de billedet. Her kan afskedigede lærere få rådgivning og psykologhjælp.

Ifølge Henry Charles Holm har ni ud af ti afskedigede lærere, som DUS har hjulpet, den opfattelse, at de nok har mistet deres job, fordi de har ”sagt noget til ledelsen.”

”De kan huske en eller flere episoder inden for de sidste to år, som de nu hiver frem. Lærerne vil gerne finde en logisk forklaring på, hvorfor lige netop de er blevet fyret,” siger Henry Charles Holm.

Læs: Kritik af ledelsen kostede mig jobbet

Problem for demokratiet
Han kan af gode grunde ikke vurdere, om det er rigtigt, at lærere bliver afskediget, fordi de er kritiske over for ledelsen. Men han mener, det er et problem for skolerne, at lærere kan få tanken, at kritik kan koste dem jobbet.

”I en periode hvor skolerne skal skære ned, vil der være nogle lærere, som ikke har lyst til at åbne munden. Det skaber en afstand mellem lærere og ledelse, og det er et problem for demokratiet og udviklingen på skolen,” siger Henry Charles Holm.

Rådgivningen i DUS har flere konkrete eksempler på lærere, som efter en sygemelding med stress fortæller, at de ikke siger fra over for deres leder, når de begynder på arbejde igen.

”De siger ikke fra over for det, som i første omgang gjorde dem stressede. Flere er bange for, at de så senere bliver valgt ud, når der skal afskediges lærere,” siger Henry Charles Holm.

Svært at bevise
Omkring 100 lærere er blevet afskediget på grund af de nedskæringer, som et flertal i Folketinget har pålagt gymnasierne. Netop den situation gør det meget vanskeligt at bevise, om en lærer bliver afskediget, fordi ledelsen har et horn i siden på dem. Hvis det er tilfældet, er det en usaglig fyring, og det ulovligt.

”Offentligt ansatte har lov til at kritisere ledelsen. I en afskedigelsessag af den karakter vil det dog næsten altid blive påstand mod påstand. Ledelsen vil jo aldrig på skrift eller mundtligt begrunde en afskedigelse med, at en lærer kritiserer ledelsen,” siger Claus Schreiner Andersen, som understreger, at hvis der er berettiget grund til at tro, at der er en sag, så vil GL forfølge den.

Han fortæller også, at nedskæringerne betyder, at dygtige lærere, som gør deres arbejde upåklageligt, mister deres arbejde. Derfor kan det ofte være svært for dem at forstå, at det lige netop er dem, som bliver afskediget.

”Det er en naturlig reaktion at finde en forklaring på, hvorfor lige jeg er blevet fyret. Flere tænker derfor, at det handler om, at de har været kritiske,” siger han.

 

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater