Nyhed

Fyrede lærere drømmer kun om nyt lærerjob

Hver fjerde af de afskedigede gymnasielærere, der har fulgt et karriereforløb hos MA, har fået nyt arbejde. Bortset fra en enkelt er de alle blevet lærere igen.

20. oktober 2016 af Tina Rasmussen
”Når vi møder gymnasielærerne, er deres mål at blive lærere igen. De har svært ved at se sig selv som andet,” siger Petrine Hahn, der er karriererådgiver i Magistrenes A-kasse. Foto: Shutterstock.

Fra fyret til nyt job.

Sådan er det gået for 18 ud af de 73 afskedigede gymnasielærere, der har taget imod tilbuddet om et karriereforløb i Magistrenes A-kasse (MA).

17 ud af de 18 er blevet gymnasielærere igen – flere dog kun på deltid og som vikar. Kun en enkelt har forladt undervisningsverdenen og er blevet udviklingskonsulent i en kommune.

”Når vi møder gymnasielærerne, er deres mål at blive lærere igen. De har svært ved at se sig selv som andet,” siger Petrine Hahn, der er karriererådgiver i MA.

Hun beskriver deres identitet som gymnasielærere som ”meget stærk”.

”At være gymnasielærer er ikke et tilfældigt arbejde, det er noget, man er. De vil hellere pendle rigtig langt for at kunne blive ved med at undervise end at skulle være noget andet,” siger hun.

Slut med lav ledighed
I mange år har ledigheden blandt gymnasielærere været lav. Men det er slut. Nu betyder nedskæringerne i gymnasiesektoren afskedigelser. På blot et år er der blevet 1.000 færre lærere på landets gymnasier og VUC-centre, viser nye tal fra Gymnasieskolernes Lærerforening (GL).

Læs: Nedskæringer har kostet 1.000 lærerjobs

Karriereforløbet er et tilbud fra GL til medlemmer, der har mistet deres job. Det trådte i kraft i februar og kører fortsat. Formålet er at hjælpe de afskedigede lærere i arbejde igen – også gerne uden for gymnasiesektoren.

Læs: Jobkrise: GL støtter ledige væk fra sektoren

Vigtigt at finde nye veje
Det er kombinationen af aktuelle fyringer og dystre fremtidsudsigter, der gør, at karriereforløbet også er møntet på at skaffe lærerne job i andre brancher.

Udspillet til finansloven viser, at regeringen som ventet vil fortsætte nedskæringerne på de gymnasiale uddannelser. Samtidig vil der mange steder i landet blive færre unge i de kommende år, og også karakterkravet, der træder i kraft i august 2019, kan betyde færre elever.

”Derfor er det vigtigt, at lærerne opdager nye oplagte veje uden for gymnasiesektoren. Det kan karriereforløbet hjælpe dem til,” siger Petrine Hahn.

Kompetencer skal ’oversættes’
I karriereforløbet får lærerne først en introduktionssamtale med den karriererådgiver, der kommer til at følge dem gennem hele forløbet, og to workshops om kompetenceafklaring og jobsøgning. Derefter følger individuelle karrieresamtaler og mulighed for at deltage i en netværksgruppe, hvor de kan udveksle erfaringer med andre gymnasielærere.

Ifølge Petrine Hahn bliver der gjort meget ud af at hjælpe lærerne til at beskrive deres kompetencer på en generel måde.

”Når man arbejder med kompetenceafklaring, skal man først finde ud af, hvad man kan, så ’oversætte’ det og til sidst se på, hvor det kan anvendes på det aktuelle arbejdsmarked,” fortæller hun.

Men det er en svær opgave for lærerne, fordi de aldrig har tænkt på at bruge deres kompetencer et andet sted.

”Når man har gjort noget på rygraden i mange år, så tænker man ikke på, hvad man kan. Når lærerne har stået i klasselokalet, har de jo ikke tænkt: Det her er rigtig godt på mit cv, når jeg en dag skal søge job i en privat virksomhed," siger Petrine Hahn.

Projektleder-værktøjer
Hun kan godt forstå, at det kan være svært for lærerne at skulle vende blikket mod andre brancher. Men faktisk vil de have gode jobmuligheder for flere af de kompetencer, man har som gymnasielærer, kan bruges i mange andre sammenhænge, fastslår MA's karriererådgiver.

”Gymnasielærere har blandt andet stærke kompetencer, når det handler om formidling, planlægning og samarbejde," siger Petrine Hahn.

Det er kompetencer, man blandt andet kan bruge som uddannelseskonsulent i private og offentlige virksomheder, studievejleder og i generelle akademiske job, hvor man arbejder med formidling, uddannelse, HR og administration.

Også lærernes evne til klasseledelse er et godt kort, vurderer hun.

”Gymnasielærere har faktisk alle de værktøjer, som moderne projektledelse kræver,” siger Petrine Hahn, der tror, at lærerne undervurderer, hvor selvstændigt de faktisk arbejder.

Ikke fritstillede
Hun glæder sig naturligvis over, at 17 af de opsagte lærere har fundet et nyt job som gymnasielærer. Men det vil ikke kunne lykkes for alle, og derfor er lærerne nødt til at søge bredere, hvis de vil i arbejde igen.  

”Der vil være en gruppe opsagte lærere, der ikke får et lærerjob igen lige foreløbigt, og som skal finde en anden vej,” siger Petrine Hahn.

De lærere, der gennemførte karriereforløbet i foråret, var endnu ikke fritstillet. Det har gjort det ekstra svært for dem at tænke i nye baner, påpeger hun.

”Når man stadig går på arbejde, og 3.a skal til eksamen, er det ekstra svært at se sig selv som noget andet. Nogle er først nu ved at indstille sig på at skulle finde et nyt arbejde,” siger Petrine Hahn.

Hjælp til fyrede lærere

  • Fyrede gymnasielærere kan få hjælp til at finde et nyt job – også udenfor gymnasiesektoren.  
  • GL tilbyder et såkaldt karriereforløb. Det indeholder en introduktionssamtale med en personlig karriererådgiver, workshops om kompetenceafklaring og jobsøgning, individuelle karrieresamtaler og mulighed for at udveksle erfaringer med andre gymnasielærere i en netværksgruppe.
  • Karriereforløbet foregår hos MA og finder sted i både København og Aarhus.
  • Tilbuddet gælder kun for medlemmer af GL.
  • Udover karriereforløbet tilbyder GL også tilskud på op til 15.000 kroner til kurser, som kan hjælpe medlemmer til et nyt job, 5.000 kroner oven i dagpengene om måneden i et år og psykologsamtaler.

Tilføj kommentar

Brugeroplysninger
Email-adressen vises ikke på sitet, men gør det muligt for os at kontakte forfatteren.
Kommentér uden forsinkelse.
Brug Facebook
log ind eller registrer
dig her.
By submitting this form, you accept the Mollom privacy policy.