Interview

Forsker: Vi skal lære elever at læse digitalt

Det er slet ikke så dårligt at læse digitalt, som det har haft ry for, viser ph.d. Eleverne skal blot lære nye læsestrategier for det digitale, og så skal de digitale tekster blive bedre, fortæller Natalia Auer, der er forskeren bag undersøgelsen.

9. december 2014 af Malene Romme-Mølby
Jacob Nielsen

Læsning på tablets og computerskærme er længe blevet kritiseret for at resultere i dårligere læsning.
Digital læsning forhindrer refleksionen, har et af kritikpunkterne lydt.

Men det er ikke helt sandt, fortæller Natalia Auer, der er ved at færdiggøre sin ph.d. om læsestrategier på tablets på Institute of Learning Innovation, University of Leicester.

”Digital læsning kan sagtens fremme refleksion. Det kræver bare nogle andre læsestrategier,” siger Natalia Auer, der også underviser i spansk på Vestegnen HF og VUC.

Læsning på en anden måde
Natalia Auers undersøgelse viser, at digital læsning på den rette måde faktisk kan fremme refleksion.

Problemet med at læse digitalt opstår, fordi de fleste har lært at læse i en papirbog, siger Natalia Auer.

”Det er fint at lære at læse i en papirbog, men man skal bare også lære at læse digitalt materiale. Derfor skal vi lære eleverne nogle nye læsestrategier for digital læsning,” siger hun.

Natalia Auer har været nødt til selv at lave sit digitale undervisningsmateriale, fordi mange i-bøger ikke understøtter de processer, der fremmer refleksion.

”Mange i-bøger afspejler kognitiv individuel læring på det laveste taksonomiske niveau ifølge Bloms taksonomiske model,” forklarer Natalia Auer og uddyber:

”Hvis man ønsker at understøtte refleksion af det læste, så skal vi op på et højere taksonomisk niveau.”

Tekster der fremmer refleksion
Natalia Auer fik mexicanske forskere og studerende til at producere nogle tekster om Mexico og unge. På den måde var hun sikker på, at hun ikke ville få problemer med ophavsretten til materialet. Derefter brugte hun iBooks Author til at skabe en digital bog, som de studerende som en del af hendes undersøgelse kunne læse i. 

I iBooks Author kan man indsætte tekst, film og billeder.
Natalia Auer lagde vægt på, at undervisningsmaterialet skulle fremme refleksion. Det prioriterede hun ved at sørge for, at der ved hver faglig tekst indgik øvelser, samt at de studerende kunne overstrege, søge, tage noter og lave resumer.

Nye læsestrategier hjalp eleverne
De studerende blev også introduceret for adskillige læsestrategier ved hver tekst.
Det satte de studerende pris på, blandt andet sagde en studerende:

”Jo flere læsestrategier jeg kendte, jo lettere blev det at læse digitalt.”

De studerende fik også begrundelser for læsestrategien.

"Forskningen viser, at det ikke er nok at sige til eleverne, at de skal bruge en bestemt læsestrategi - man er nødt til at begrunde, hvorfor de skal bruge den i en tekst,” siger Natalia Auer.

Undersøgelsen viste, at de studerende faktisk brugte forskellige metakognitive og kognitive læsestrategier, når de brugte hendes specieldesignede undervisningsmateriale.

”De brugte kognitive og metakognitive strategier – det vil sige, at læsningen af de digitale tekster har fået de studerende til at reflektere over indholdet,” forklarer Natalia Auer. 

Forfejlet kritik
Kritikken af digital læsning er blandt andet blev understøttet af en norsk undersøgelse lavet af professor Anne Mangen på Lesesenteret ved Stavanger Universitet.
Undersøgelsen viste, at forståelsen af en tekst var dårligere hos elever, som læste på skærm, end elever, der læste på papir.

Men Natalia Auer har set nærmere på undersøgelsen og mener, at man ikke umiddelbart kan konkludere, at læsning på papir er bedre end på skærm. Det skyldes, at teksten, som eleverne skulle læse digitalt, var en scannet pdf-fil.

”En scannet pdf er jo ikke en digital tekst. Den udnytter slet ikke de muligheder, som en rigtig digital tekst har med indholdsfortegnelse, søgefunktion, overstregning og inddragelse af andre medier,” understreger Natalia Auer.

Skal også lære at tage digitale noter
En anden amerikansk undersøgelse er også blevet fremført som bevis for, at elever tager bedre noter i hånden end digitalt. Men det stiller Natalia Auer også spørgsmålstegn ved.

”Det er lidt det samme, som at vi skal lære eleverne at læse digitalt, så skal vi også lære dem at tage noter digitalt, så de ikke bare transskriberer,” siger Natalia Auer og uddyber:

”Eleverne skal lære at lokalisere centrale punkter og lave noter med deres egne ord, for derved reflekterer de over stoffet og får organiseret en form for struktur.”

It-forbud er forkert
Det ærgrer Natalia Auer, at nogle lærere foreslår at forbyde it i undervisningen.

”Det samfund, som eleverne bevæger sig ind i, er et informationssamfund, hvor alt er digitalt. Derfor skal de lære at læse og håndtere information på nettet,” siger Natalia Auer og tilføjer:

”De, som har evnen til at finde og håndtere informationer til at løse problemer med, vil klare sig godt i fremtidens informationssamfund.”  

Natalias gode råd til digital læsning

  • Lær eleverne om læsestrategier for digital læsning.
  • Hvis eleverne læser på computerskærm, skal de lære at indstille den, så linjerne ikke bliver for lange. For eksempel maksimalt 16 ord per linje. 
  • Brug i-bøger med aktiviter - det forhindrer passiv læsning. Læsning skal være aktiv, så eleverne tænker, mens de læser.
  • Sørg for, at eleverne ikke arbejder med computer hele tiden. Varier undervisningen.

Digital læsning

Gymnasieskolen zoomer ind på digital læsning: fordele, ulemper, erfaringer og forskning.
Se mere på gymnasieskolen.dk under digital læsning.

Kommentarer

man, 15/12/2014 - 10:03
Karin Eckersberg
Praxis

Hvor kan man læse mere om Natalia Auers forskning? Det lyder meget interessant og relevant, at vi nu får undersøgt dette ud fra en multimodal vinkel. Tiltrængt.

Tilføj kommentar

Brugeroplysninger
Email-adressen vises ikke på sitet, men gør det muligt for os at kontakte forfatteren.
Kommentér uden forsinkelse.
Brug Facebook
log ind eller registrer
dig her.
By submitting this form, you accept the Mollom privacy policy.