Artikel
Formanden om OK 15: Vi kan bruge det til noget
Annettenordstrøm

Formanden om OK 15: Vi kan bruge det til noget

GL’s formand glæder sig over, at Moderniseringsstyrelsen nu vil sætte fokus på at få tidsregistreringssystemet til at fungere. Men hun har ikke armene hævet over hovedet.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Formand for GL Annette Nordstrøm Hansen brugte blandt andet weekenden på at evaluere de 33 timers overenskomstforhandlinger, som endte fredag eftermiddag.

”Jeg synes, det bedste ved OK-resultatet er, at Moderniseringsstyrelsen erkender, at der er problemer ude på en række skoler, og dem er vi nødt til at tage fat på sammen. Jeg sidder ikke med hænderne højt hævet over hovedet, men jeg tror på, at den aftale kan være med til at ændre nogle ting til det positive ude på skolerne,” siger Annette Nordstrøm Hansen.

GL’s krav om at få skrevet præciseringer ind i overenskomsten om godkendelse af tidsregistring blev ikke til noget. Til gengæld fik arbejdsgiverne heller ikke deres krav igennem. Der blev således ikke pillet ved aftaleretten om løn, som betyder at tillidsrepræsentanten har krav på at forhandle løn for medlemmerne. Arbejdsgiverne ønskede også at pille ved fagtillæggene og forringe ansættelsesreglerne for vikarer, men det blev også afvist.

Læs: OK-forhandlinger slut

”Arbejdsgiverne ville ikke skrive nye regler ind i overenskomsten om arbejdstid. Vi har prøvet alt hvad vi kunne. Til gengæld har arbejdsgiverne heller ikke fået deres krav igennem, og det er jeg glad for,” siger Annette Nordstrøm Hansen på sit kontor på Vesterbrogade i København efter en weekend med hvile og evaluering.

Til gengæld gik Moderniseringsstyrelsen til sidst med til at lave en indsats for at få tidsregistreringssystemet til at fungere på alle skoler. Moderniseringsstyrelsen har blandt andet forpligtet sig til at udsende en ny vejledning til skolerne, hvor det præciseres hvad hensigten med tidsregistrering er, godkendelsesprocedurer, dialogen om opgaverne og så videre. Der skal blandt andet også afholdes dialogmøder på flere skoler og laves et projekt om dialog og samarbejde på skolerne.

Mere fokus på tidsregistrering
Hvad mener du, GL kan bruge resultatet til?

”Jeg tror, der vil komme mere klarhed over godkendelsesproceduren af lærernes arbejde i forbindelse med tidsregistrering. Vi har brug for at få sat mere spot på, hvordan systemet skal fungere.”

Er der ikke en risiko for, at de ledere, som i forvejen ikke tager tidsregistrering alvorligt, vil være ligeglade?

”Jeg tror, det betyder noget, at Moderniseringsstyrelsen også lægger en form for pres på at få systemet til at fungere. Det her står dog ikke alene. GL og GL’s sekretariat vil fortsat arbejde på at få løst de problemer, som er på de enkelte skoler. Det arbejde bliver der også sat turbo på,” siger Annette Nordstrøm Hansen.

Flere er imod
Inden forhandlingerne sluttede i fredags fik Annette Nordstrøm Hansen – i mod sædvane – tid til at fremlægge resultatet for GL’s hovedbestyrelse. Et flertal i hovedbestyrelsen gav udtryk for, at de ville anbefale et ja til resultatet. Men fire medlemmer fra Liste 1, formandens egen liste, anbefalede et nej.

Hvordan har du det med, at fire medlemmer fra din egen liste anbefaler et nej til det resultat, du har forhandlet hjem?

”Jeg kan godt forstå deres argumentation. Vi fik ikke det vi gik efter, derfor har de valgt at anbefale et nej. Det er ikke det samme som at sige, at de ikke synes, vi skal bruge det, vi har fået.”

Føler du, de har tillid til dig?

”Ja, de har i hvert fald ikke sagt andet. Jeg opfatter det ikke som en kritik af mig eller vores forhandlingsdelegation. Jeg har heller ikke hørt nogle sige, at vi ikke har gjort alt, hvad vi kunne. Jeg anbefaler et ja til resultatet, fordi jeg mener, det kan bruges til noget. Andre vurderer, at de vil anbefale et nej.”

Er denne aftale en blåstempling af OK 13?

”Med denne aftale siger jeg ikke, at det var i orden, hvad der skete i 2013. Vi har haft en strategi, hvor vi har gået efter at få nogle forbedringer til glæde for medlemmerne. Strategien har ikke været en kamp mod OK 13. Den strategi har hovedbestyrelsen været enige i, og den er også blevet godkendt af repræsentantskabet.”

Glad for Akademikerne
GL er en del af forhandlingsfællesskabet Akademikerne, som for eksempel også tæller Djøf og IDA (Ingeniørerne i Danmark). Efter OK 13 var der flere medlemmer, som stillede spørgsmålstegn ved om det nu også var klogt at være en del af AC, som Akademikerne hed den gang.

Annette Nordstrøm Hansen har aldrig været i tvivl om, at GL hører til hos Akademikerne. Og efter denne overenskomstforhandling er hun endnu mere sikker.

Hun tvivler på at Moderniseringsstyrelsen var gået med til at sætte fokus på at få tidsregistrering til at fungere, hvis Akademikerne ikke havde lagt et pres på GL’s vegne. Den del af aftalen var også noget af det sidste, som blev skrevet i de 33 timer lange overenskomstforhandlinger.

”De andre organisationer har støttet GL i kravet om at få lavet præciseringer om tidsregistrering. Vi skal i denne omgang være rigtig glade for Akademikerne. Uden det fællesskab tvivler jeg på, at vi var kommet i mål med projektet med Moderniseringsstyrelsen om at sætte ekstra fokus på at få tidsregistreringssytemet til at fungere,” siger Annette Nordstrøm Hansen.  

Læs mere om OK 15-resultatet på GL's hjemmeside

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater