Du er her
Nyhed
|
23. jan 2013

Forfulgt af sorgen

"Folk bliver lidt skræmte, når de hører, at min mor er død," fortæller Sofie, Greve Gymnasium

Foto: 
Det trækker lange spor efter et barn, når det mister en forælder. Livet er forandret og mange gange en hård kamp. På Greve Gymnasium hjælper psykotera­peuter og studievejleder de ulykkelige unge videre.
Af: Malene Romme-Mølby

Tårer i hjertet kan ingen se.
To smukke unge piger mødes på studievejlederens kontor. Ikke et hår sidder forkert, ej heller tøjet. De er begge godt i gang med gymnasiet, laver deres lektier og har hver en god og nær vennekreds. Som mange andre unge.

Men under den perfekte overflade er deres hverdag også fyldt med sorg og savn. Bare at stå op om morgenen og gå i skole kan være en kamp uden lige.
For fem måneder siden døde Sofies mor. To år med lungekræft og en blodprop i hjernen sluttede alt for tidligt den unge piges mors liv. 
Signe mistede sin far for fire år siden. To år før havde han fået konstateret en uhelbredelig muskelsvindssygdom. Signe så sin far blive svagere og svagere. Til sidst kunne han hverken spise, drikke eller tale. Han stod over for valget, om han ville leve længere ved at få indopereret en respirator, men uden at kunne andet end at blinke med øjnene. Eller om han ville have taget alt respiratorhjælp fra sig, få en dosis morfin og på den måde ”kvæles”, fordi han ikke kunne trække vejret uden hjælp. Han valgte den sidste løsning. Den 9. december 2008 slukkede lægen for respiratoren. 

”Jeg forstod fuldt ud min fars beslutning, og nu lever han som min vidunderlige himmelfar,” fortæller Signe. 
Fire hårde år er gået. En ny hverdag er kommet til, men tabet og savnet fylder stadig meget i Signes liv.

”Nogle tænker måske, at når nu der er gået fire år, så må jeg være kommet over det. Men jeg synes stadig, at det er rigtig svært. Sorgen forfølger mig,” fortæller Signe.

Savnet fortsætter 
Pigerne går på Greve Gymnasium og har i de seneste tre måneder været med i en tab- og krisegruppe. Den er udbudt af organisationen Livet Tilbage i samarbejde med gymnasiets studievejledere. Bag organisationen står de to psykoterapeuter Sasja Iza Christensen og Tina Mastrup.
Grupperne er for unge, der har mistet en forælder eller har alvorlig sygdom i den nærmeste familie. De to psykoterapeuter afholder grupper på ungdomsuddannelser og uddanner vejledere i selv at varetage samtalegrupper. 

”Når børn mister, er bearbejdningen en tilbagevendende proces. Deres liv forandrer sig, og der bliver ved med at komme nye ting, som de savner deres forældre til,” fortæller Sasja Iza Christensen. 
Signe har også fået nogle nye venner og klassekammerater, siden hendes far døde. Ikke alle kender hendes historie. 

”Det er ikke nemt at snakke om så sorgfyldt en ting. Nogle gange vil jeg gerne kunne lukke den del ned,” siger Signe. 
Det var studievejleder Anders Foged Christensen, der inviterede psykoterapeuterne til skolen. Han havde registreret, hvordan elevers fravær steg ved tab eller anden krise i familien.

”Eleverne er jo ikke dumme. Når de begynder at have mere fravær, er der ofte noget, der trykker dem. Det har store personlige omkostninger for de unge, hvis vi ikke hjælper dem,” siger Anders Foged Christensen. 
Han har haft mange samtaler med elever i krise og kigger nu psykoterapeuterne over skuldrene for selv at blive bedre til at vejlede og støtte de unge.  

”Jeg er jo bare en kompetent amatør, som håber på at kunne få nogle værktøjer til at tage de svære samtaler indimellem,” siger han. 

Ingen konkrete råd 
Der er seks deltagere i gruppen på Greve Gymnasium. De mødes to timer hver anden uge i fire måneder på skolen. Der er ikke et fast designet program for grupperne. Psykoterapeuterne observerer og lytter til deltagerne og tilrettelægger møderne efter deltagernes behov. 

”Til at begynde med gør vi meget ud af at skabe et trygt rum. Vi lægger vægt på, at her er der intet rigtigt eller forkert. De unge skal ikke præstere. Man må være lige nøjagtig, som man er,” siger Tina Mastrup. 
I gruppen startede de med at tale om gode minder om deres afdøde mor eller far. Vigtigste begivenheder og sværeste tid og øjeblik er temaer, som også er blevet drøftet. Emnet sværeste øjeblik sørger psykoterapeuterne altid for at tage med på et tidspunkt i grupperne. 

”Det er sjældent, man får mulighed for at fortælle om det sværeste øjeblik andre steder, fordi det er så svært og følsomt at tale om. Derfor prioriterer vi det tema,” fortæller Tina Mastrup. 
De to psykoterapeuter giver sjældent konkrete råd. De lader i stedet de unge udveksle erfaringer og inspirere hinanden.

”Vi stiller spørgsmål, så den enkelte kan opdage nye sider og svar,” forklarer Tina Mastrup. 
Sasja Iza Christensen uddyber: 

”Vi er igangsættere og inviterer til at dele erfaringer og tanker. Og hvis man har det bedst med at deltage uden at sige noget i starten, så er det også helt i orden.” 
Signe og Sofie synes, at det er rart, at der er en stemning af, at man bare kan byde ind i samtalerne, når man er klar.  

”Jeg har også gået til psykolog, og det kan godt være lidt et pres, fordi man kun sidder to mennesker over for hinanden. Man skal ligesom holde samtalen i gang,” fortæller Signe.

Folk undgår at tale om det  
Sofie blev overrasket over, at der faktisk var fem andre på skolen, der også havde oplevet at miste en mor eller far.

”Det er ikke lige det første, man fortæller, for det er svært at snakke om,” siger hun. 
Sofie har talt med sine nærmeste veninder om tabet af sin mor, men mødet med ligesindede hjælper på en anden måde. 

”Ens venner har jo ikke prøvet at miste og forstår mig nok ikke helt. Men her er alle i samme situation. De kender til mange af følelserne, og hvad der er svært. Jeg bliver også inspireret til, hvordan jeg kan komme videre,” fortæller Sofie. 
Mange skifter også emne, når de hører, at deres forælder er død. 

”Folk bliver lidt skræmte, når de hører, at min mor er død. Så er de hurtige til at lukke emnet og sige, at det behøver vi ikke at tale om,” fortæller Sofie.
Tina Mastrup nikker og siger: 

”Her er åbenhed til, at man kan sige, hvad man vil. Vi gør det klart, at vi godt kan holde til at høre om det. Der bliver ikke skiftet emne, bare fordi det er svært.” 
Inden første møde havde Signe spekuleret på, om det ville være akavet at tale med nogle fra skolen om savnet af faderen. Men det virker meget naturligt, synes hun. 

”Det var rart at se, at det bare var nogle helt normale mennesker. Ikke mærkelige, som man nogle gange føler sig. Vi er faktisk helt almindelige mennesker, der har oplevet noget hårdt,” siger Signe. 
Sofie har det rigtigt godt, hver gang hun har været til et møde.

”Jeg er ofte helt lettet, når jeg har været til møde. Jeg har fået lettet mit hjerte for tanker og følelser,” siger hun. 
Snakken bliver mellem de seks deltagere og psykoterapeuterne. 

”Vi sørger for at lave helt klare aftaler, når vi starter en gruppe op. Det, der bliver delt, kommer ikke videre. Tilliden og tavshed er vigtig,” fortæller Sasja Iza Christensen. 
Aftalerne går blandt andet ud på, om man må henvende sig til hinanden uden for gruppen, og hvad man taler om, hvis man mødes tilfældigt.

En bøhmand foran mit hus 
En af de ting, som pigerne har brugt gruppen til, er at indse, at det ikke er dem, der er noget galt med.
Der er nemlig dage, hvor bare det at stå op og komme i skole er det mest uoverskuelige i verden. Dårlig samvittighed og flovhed over ikke at kunne tage sig sammen præger de unges tanker.  

”Folk kan ikke rigtigt sætte sig ind i, hvor svært det er. De ser ned på en og tolker det som dovenskab. Tidligere har jeg nok også været rigtig hård ved mig selv, fordi jeg troede, at der ikke var nogen grund til, at jeg bare ikke kunne tage mig sammen,” siger Signe.

”Men vi har faktisk en grund,” siger Sofie og fortsætter:  
”Jeg havde også svært ved at finde på, hvad jeg skulle skrive, når jeg havde været fraværende. Nogle gange skrev jeg som fraværsårsag, at der stod en bøhmand foran mit hus,” siger hun og begynder at grine. De bryder alle ud i grin, og Sasja Iza Christensen siger:

”Det er måske i virkeligheden meget præcist formuleret.” 
Fravær og dårligt selvværd rammer ofte de unge, der har mistet en forælder. Derfor ønsker de to psykoterapeuter også, at lærerne er meget opmærksomme på, hvis en elev oplever tab eller krise.

”Sådan en lidt spydig bemærkning om, at ugens gæst er ankommet, gavner bestemt ikke. Vi ved, at det er en hård kamp at møde op – derfor har eleven mere brug for et klap på skulderen,” siger Tina Mastrup. 
Anders Foged Christensen råder eleverne til, at de fortæller om tabet til så mange som muligt – selvom det er svært.
Et ungt menneske, der har mistet en forælder, har nogle gange behov for at trække sig lidt i forhold til fællesskabet.

”Hvis kammeraterne ikke kender årsagen, kan de måske synes, at kammeraten reagerer mærkeligt, og tolke det som en afvisning,” fortæller han.

”Lærerne må også rigtig gerne spørge indimellem, hvordan man har det. Der er nok lidt berøringsangst, men det er faktisk rart at blive spurgt,” siger Sofie.

”Nogle gange har man måske ikke lyst til at fortælle om det på det tidspunkt. Men læreren skal ikke blive stødt – vi vil gerne spørges,” siger Signe. 
Pigernes liv går videre, men det kan stadig være svært at overskue hverdagen, når bøhmanden står foran huset. Tårer i hjertet kan ingen se.    

Kommentarer

0
You must have Javascript enabled to use this form.