Reportage

Flere tusinde lærere giver feedback på nye læreplaner

Lærernes interesse for at deltage i udformningen af læreplaner er overvældende. 103 historielærere diskuterede de nye læreplaner på Hvidovre Gymnasium.

16. december 2016 af Johan Rasmussen
På Hvidovre Gymnasium mødte 103 historielærere op for at give input og feedback på et udkast til den nye læreplan i faget. På 127 møder om læreplaner har der indtil videre 5.000 tilmeldinger. Foto: Johan Rasmussen.

Lyden af 103 historielærere, som diskuterer den nye læreplan for historie, fylder lokalet på Hvidovre Gymnasium.

Lærerne har for kort tid siden fået udleveret et udkast til den nye læreplan, og efter at lærerne koncentreret har læst siderne og lyttet på fagkonsulenten i historie Christian Vollmond, bliver der nu diskuteret eksamensformer og opgaver hen over bordene.

Dialogmødet på Hvidovre Gymnasium er ét af 127 møder over hele landet, hvor lærere bliver præsenteret for et udkast til de nye læreplaner og derefter kan komme med input og feedback til den fagkonsulent, som står i spidsen for de enkelte læreplansgrupper, der er nedsat af Undervisningsministeriet.

Ikke færre end 5.000 tilmeldinger er der kommer til de 127 møder, som Undervisningsministeriet er vært for.
GL’s kursusafdeling GL-E, som organiserer møderne, melder om en overvældende interesse for at få lov til at blande sig i fremtidens læreplaner.

 


Nysgerrighed og påvirkning
I det tætpakkede lokale på Hvidovre Gymnasium deltager lærerne, både fordi de er nysgerrige i at få et indblik i udarbejdelsen af de nye læreplaner, men også for at påvirke processen.

Der er for eksempel en ivrig snak om den nye skriftlige dimension i historie på stx, som nu bliver en del af faget. Og der er mange spørgsmål om prøveformerne i historie.

“Det er ekstremt vigtigt, at lærerne er med, når man laver ændringer i et fag. Der er stor forskel på at anskue ting fra ministeriel hold og ud fra, hvad der foregår i selve klasserummet,” siger Rasmus Mikkelsen fra Borupgaard Gymnasium.

Han forventer, at læreplansgruppen og i sidste ende ministeriet vil lytte til lærerne - eller i hvert fald til dele af lærernes input.

“Jeg er sikker på, at man vil lytte til elementer og tage lærernes input seriøst i gruppen, som arbejder med læreplanerne. Men der er selvfølgelig nogle ting, der er politisk besluttet, og som vi ikke kan røre ved,” siger Rasmus Mikkelsen, inden han fortsætter diskussionen ved bordet.

Hemmelige læreplaner
Fagkonsulent Christian Vollmond har en stak nummererede udkast til læreplaner med, og han understreger, at lærerne skal aflevere dem tilbage, når mødet slutter. Udkastene er nemlig ikke officielle, men er en del af processen med at udarbejde de læreplaner, som forventes at være færdige i foråret.

Bodil Fogh fra Frederikssund Gymnasium er nysgerrig efter at se “tankerne” i den nye læreplan og ønsker også at påvirke arbejdet.

“Det er os, som kommer til at sidde ude på skolerne og implementere læreplanerne. Derfor er vi meget optagede af, hvilke tanker læreplansgruppen har, og hvad der kan lade sig gøre i forhold til, hvor mange timer - eller hvor få timer -  vi har,” siger Bodil Fogh.

Det er også hendes indtryk, at læreplansgruppen reelt vil lytte til dagens input og feedback fra lærerne.

Interessen for den nye læreplan er stor, men mødet har en fast bagkant. En stor gruppe religionslærere står på spring uden for døren for at høre om den nye læreplan for deres fag.

Undervisningsministeriet har givet gymnasieskolen.dk lov til at overvære mødet på betingelse af ikke at skrive om indholdet af udkastet til den nye læreplan. 

 

 

 

 

 

Nye læreplaner i alle fag

  • Med den nye gymnasiereform skal der skrives op mod 200 nye læreplaner.
  • Undervisningsministeriet har nedsat grupper, som skriver læreplaner.
  • På dialogmøder bliver lærernes feedback og input inddraget.
  • Bekendtgørelsen med læreplaner sendes til høring i begyndelsen af det nye år.
  • Læreplanerne er endelig færdige i foråret.  

 

Tilføj kommentar

Brugeroplysninger
Email-adressen vises ikke på sitet, men gør det muligt for os at kontakte forfatteren.
Kommentér uden forsinkelse.
Brug Facebook
log ind eller registrer
dig her.
By submitting this form, you accept the Mollom privacy policy.