Du er her
TEMA
| 18. nov 2011

Fanget i et bur

Palæstinenserne vil optages i det fine selskab i FN. Men hvordan er livet egentlig for palæstinenserne inde bag muren?
Af: HolaKo

Et land, to folk. 520 kilometer betonmur. Flygtningelejre fra 1948. Selvmordsbomber. Separate veje og love for de to folk. 64 år efter at FN vedtog en delingsplan for Palæstina, er der stadig ikke skyggen af fred. Fagbladet Gymnasieskolen har fulgt i hælene på et rektornetværk og nogle gymnasielærere til Vestbredden i Det Palæstinensiske Selvstyre.

"Turens overordnede formål er at sætte det kulturmøde, som vi som skolefolk erfarer i dagligdagen med vore tokulturelle elever og deres familier, i perspektiv," fortæller Jens Thodberg Bertelsen, der er en af arrangørerne af turen og rektor på Odense Katedralskole.

Men hvor de danske skolefolk betoner kulturmødet, så virker det, som om kulturmødet skal undgås mellem israelerne og palæstinenserne. Siden 2002 har Israel været i gang med at bygge et såkaldt sikkerhedshegn omkring Vestbredden, der ellers er en del af Det Palæstinensiske Selvstyre.

Andre kalder det op til otte meter høje betontunge bygningsværk for apartheid-muren. Den er planlagt til at blive 810 kilometer lang. På trods af at det er den israelske regering, der bygger muren, har de placeret 85 procent af muren på Vestbredden. Der har ingen høring været om placering af muren, som snor sig zigzag blandt andet efter jødiske bosættelser og vand. Den adskiller palæstinensiske bønder fra deres jord, deler landsbyer eller lukker dem helt inde.

Byen Qalqiliya er et eksempel på det. Den største hovedvej og adskillige indfaldsveje til byen er lukket, og byen er omringet af den otte meter høje betonmur med militære checkpointer og pigtråd. Nu er der kun to indgange til byen.

Tidligere var byen kendt som Vestbreddens brødkurv, men for at gøre plads til muren har israelerne konfiskeret cirka 50 procent af indbyggernes jord og 19 brønde svarende til 30 procent af byens vandforsyning. Det før så aktive forretningsstrøg ved byens tidligere hovedvej ligger øde hen. Vejen stopper brat ved muren. Muren har enorme konsekvenser for det palæstinensiske folk, men den har også betydning for israelerne.

Ifølge økonomen Dawood Hammoudeh fra græsrodsbevægelsen Stop the Wall er muren en del af en større israelsk plan, der grundlæggende går ud på, at Israel skal bevare magten ved at udbygge den jødiske stat samt at trække sig ud af Gaza og Vestbredden. Dog uden at miste grebet om områdernes økonomi og råderum.
"Israelerne kontrollerer alt på Vestbredden, samtidig med at de kan bruge palæstinenserne som forbrugere og billig arbejdskraft efter deres eget forgodtbefindende," fortæller han.

Forskel på folk
En rapport fra UNCTAD, FN's konference for handel og udvikling, dokumenterede for flere år siden, at den palæstinensiske økonomi siden Oslo-aftalerne har været fuldstændig afhængig af Israel. Samt at de hyppige israelske restriktioner for palæstinensernes bevægelse og grænselukninger medfører en udmatning i de palæstinensiske selvstyreområder.

Et besøg på Vestbredden bekræfter rapporten. Kommer man fra Israel, skal man gennem et checkpoint. Man kan kende et checkpoint på de alenlange køer af biler, der forsøger at passere. For at komme på arbejde, på hospitalet eller på besøg hos familien. Unge kampklædte soldater tjekker hver bil.

Udstyret med et rødbedefarvet pas og israelske nummerplader går det hurtigt. Men palæstinenserne må væbne sig med tålmodighed, imens deres identitetskort bliver tjekket, og bilerne undersøgt. Især på vej ind i Israel bør palæstinenserne tage hjemmefra i god tid.

Videre på Vestbredden er det muligt at benytte sig af de cirka 700 kilometer forholdsvis nylagte veje - hvis man altså ikke er palæstinenser. For så må man holde sig til de knap 300 kilometer veje. Efterhånden som jødiske bosættelser udvides eller opstår rundt omkring på Vestbredden eller omkring Jerusalem, sørger den israelske regering for, at jøderne kan komme let frem igennem Det Palæstinensiske Selvstyre.

Knap så nemt er det for de palæstinensiske byer, som bliver afskåret eller delt af muren eller en ny jødisk hovedvej. Som byen Sinjil, der er blokeret med bunker af skidt og betonblokke. Sådan har det været de sidste 16 år, da byen uheldigvis ligger lige op ad hovedvejen og gennem årene er blevet omringet af bosættelser.

Fra Sinjil ses jødiske bosættelser med de klassiske røde tage spredt ud på hver en større bjergtop.
"Det er bosætternes strategi. De placerer yderposter på forskellige bjergtoppe omkring palæstinensiske landsbyer. Siden udvider de yderposterne, indtil de smelter sammen til kæmpe bosættelser og afskærer eller deler palæstinensiske landsbyer," fortæller Mohammad Othman, der er aktiv menneskerettighedsforkæmper.

Få år tilbage blev han fængslet af den israelske hær, da han kom tilbage fra et besøg i Norge. Han havde været i Oslo for at fortælle om israelernes brud på menneskerettighederne. Han slår blikket ned ved tanken om fængselsopholdet.
"But what can we do: Resist to exist," fastslår han.

Folket tager over
Det israelske center for menneskerettigheder, B'Tselem, kritiserer den israelske håndtering af Vestbredden:
"Israel har skabt et regime af separation og diskrimination med to forskellige lovsystemer i det samme område. Et system for bosætterne, hvor bosættelserne annekteres af Israel og giver bosætterne rettigheder som borgere i en demokratisk stat. Det andet system består af militære love, som systematisk fratager palæstinenserne deres rettigheder og nægter dem nogen som helst virkelig indflydelse på at skabe en politik for deres land. Disse separate systemer forstærker et regime, hvor rettigheder afhænger af den individuelle persons nationale identitet," skriver de i en redegørelse om Israels politik.

Professor i økonomi på Birzeit-universitetet i Ramallah Samia Al-Botmeh sammenligner palæstinensernes situation med de farvedes i Sydafrikas apartheid-tid. Derfor er hun en af drivkræfterne i kampagnen for at boykotte israelske akademiske og kulturelle institutioner.
"Palæstinenserne prøvede freden med Oslo-aftalen. Men det gav os blot yderligere bevægelsesrestriktioner og dårligere adgang til mad, vand, arbejde og uddannelse. Det hele kulminerede med Israels apartheid-mur, der konfiskerede yderligere land," siger hun.

Samia Al-Botmeh er enig i, at de palæstinensiske politiske ledere generelt ikke har udvist den bedste form for lederskab.
"Men de politiske ledere står i et dårligt lys, fordi de stolede på freden," siger hun. Til gengæld udfylder de mange palæstinensiske græsrodsbevægelser det vakuum, som lederne har efterladt. Folket har taget magten i egen hånd. Men der er også brug for aktivitet, for 40 procent af Det Palæstinensiske Selvstyres bruttonationalprodukt består af økonomisk udviklingsstøtte fra Verdensbanken og et utal af donorlande.
"Israelerne besejrede os og puttede os i et bur. Og resten af verden fodrer os. Men vi vil ikke fodres," fastslår Samia Al-Botmeh og understreger, at palæstinenserne har jorden og uddannelser, men mangler friheden.

 

Kommentarer

0
You must have Javascript enabled to use this form.

Annoncer