Du er her

Efter sommerferien tager Bodil Fogh og Sara Tanderup hul på den nye rolle som familielærere på Frederikssund Gymnasium.

Foto: 
Jacob Nielsen
TEMA
|
14. jun 2017

Familielærere skal give elever tryg start

Væk med den traditionelle klasseopdeling. På Frederikssund Gymnasium bliver de kommende 1.g’ere fordelt i mindre grupper og får en familielærer. Bodil Fogh og Sara Tanderup har påtaget sig den nye rolle.

Af: Tina Rasmussen

Når de nye 1.g’ere begynder på Frederikssund Gymnasium til august, bliver de ikke fordelt i normale klasser. Skolen har valgt at bryde med den traditionelle opdeling og danner i stedet otte ”familier” med 13-15 elever i hver.

Den nye model skyldes, at reformen forkorter grundforløbet fra seks til tre måneder. Det giver behov for at udfordre den klassiske klassestruktur, mener uddannelsesleder Morten Ravn.

”Vi har i det sidste par år arbejdet meget med elevernes trivsel. Vi var bekymrede for, om vi fortsat kunne sikre en tryg start med den nye reform og et klasseskift efter kun tre måneder. Derfor opstod idéen med de mindre grupper,” fortæller Morten Ravn.

Og så handler det i høj grad også om at sikre, at eleverne får valgt den rigtige studieretning, understreger han.

”Vores håb er, at de kommer til at foretage et mere kvalificeret valg,” siger Morten Ravn.

For otte af skolens lærere betyder den nye struktur samtidig en helt ny rolle. De skal være såkaldte familielærere og får hver en elevfamilie, de skal følge tæt.

Bodil Fogh, der underviser i historie og dansk, er en af de nye familielærere. Hun glæder sig.

”Det bliver luksus at være sammen med en så lille flok elever i forhold til at have 30,” siger hun.

Familielæreren skal være et kendt ansigt, eleverne altid kan gå til. Dansk- og billedkunstlærer Sara Tanderup har også sagt ja til rollen.

”Det er en dejlig opgave at være med til at give de nye elever tryghed og et godt fundament for at være her,” siger hun.

De er enige om, at de små grupper vil øge muligheden for at se den enkelte elev.  

”Jeg tror, at vi får en bedre føling med, hvornår alle er med, og hvem der har brug for lidt ekstra,” siger Sara Tanderup.

Et fagligt valg
Frederikssund Gymnasium sammensætter hver elevfamilie på tværs af køn, etnicitet, faglige interesser og karakterer. Skolen blander også eleverne, i forhold til hvilke grundskoler de kommer fra.

Beslutningen om den nye model er truffet i skolens grundforløbsudvalg, hvor der har siddet repræsentanter for både lærerne og ledelsen.

”Vi har droppet klasserne for at tage grundforløbet alvorligt og sikre, at elevernes valg af studieretning bliver et fagligt valg. Fagene skal være afgørende – ikke hvad klassekammeraterne vælger,” siger Bodil Fogh.

De to lærere har set flere eksempler på, at valget af studieretning mere har handlet om at kunne blive gående i den klasse, man allerede gik i, end om ens faglige interesser og styrker.

Det håber man at undgå med den nye struktur, hvor hver elevfamilie mødes med andre elevfamilier i de forskellige fag, så eleverne lærer hinanden at kende på kryds og tværs.

”I dag lærer de næsten kun deres klassekammerater at kende. Nu kommer en elevfamilie til at møde én elevfamilie i matematik, en anden i engelsk og så videre,” fortæller Sara Tanderup.

Is og studievaner
De otte familielærere blev udpeget i midten af maj og holdt kort efter en fælles arbejdsdag, hvor de definerede, hvad rollen skal indeholde, og udarbejdede et idékatalog med aktiviteter.

Hver familielærer skal mødes med sin elevfamilie i to moduler om ugen. De skal bruges på en blanding af sociale aktiviteter, der skal få eleverne til at falde til på skolen, og aktiviteter, der skal give dem gode studievaner.

En del af de sociale aktiviteter vil være øvelser og redskaber, som skolen allerede har gode erfaringer med. Makkerordninger, navnelege og snakke om klassekultur og fællesskab.

”Men opgaven er ikke kun at være undervisere. Vi skal også være mennesker, som cykler en tur til Jægerspris og spiser is med eleverne,” siger Sara Tanderup og smiler.

De studieforberedende aktiviteter ligner meget skolens koncept for værkstedsundervisningen på hf.  

”Hvordan tager jeg gode noter? Hvordan printer jeg på skolen? Hvilke digitale værktøjer skal jeg kunne bruge? Det er helt lavpraktiske og studietekniske ting, vi tager fat på,” forklarer Bodil Fogh.

Lysten er vigtigst
Det har ikke været svært at finde de otte familielærere. I alt 14 lærere var klar til at påtage sig den nye rolle, fortæller Morten Ravn, der mener, at den vigtigste egenskab for at blive en god familielærer er, at man har lysten til at arbejde med trivsel og vejledning.

Det bliver skolens studievejledere, der skal tage sig af den nye obligatoriske evalueringssamtale i grundforløbet, som skal hjælpe eleverne med at få valgt den rigtige studieretning. Men familielærerne skal også spille en rolle, understreger uddannelseslederen.

”Det er oplagt, at studievejlederne trækker på den viden om eleverne, som familielærerne får,” siger Morten Ravn.

Når eleverne begynder i deres studieretningsklasser til november, slutter familielærernes opgave. Skolens håb er, at der er opstået et fællesskab på tværs af elevfamilierne, som vil fortsætte.

Nyt grundforløb på Frederikssund Gymnasium

•  Eleverne bliver inddelt i ”familier” med 13-15 elever i hver. Hver familie får en lærer, der følger dem særligt tæt.

•  Elevfamilierne mødes på kryds og tværs i de forskellige fag.
•  Formålet er at give eleverne en tryg start og sikre, at de vælger den rigtige studieretning.

Kommentarer

0
You must have Javascript enabled to use this form.