Blogindlæg

Føler du dig kompetent og utilstrækkelig?

Problemet er, at selvom jobbet som underviser på sin vis er fleksibelt, er det også meget ufleksibelt, når det kommer til sygdom og lærerfravær, skriver gymnasielærer Eva Borchorst Mejnertz.

20. februar 2013 af Eva Borchorst Mejnertz

Eva Borchorst Mejnertz

 

  • Jeg er 32 år og mor til to dejlige unger på 1 og 5 år.
  • Som handlekraftig og ambitiøs idealist og stærk fortaler for en kulturbaseret anerkendelse og motivation sidder jeg i overført betydning sjældent stille.
  • Efter 5 års studier i bl.a. Canada har jeg et stort netværk, som jeg ofte gør brug af som frivillighedsvejleder og gymnasielærer i samfundsfag, engelsk og innovation på Aarhus Katedralskole.
  • Faglige ambitioner og arbejdsomhed desuagtet er jeg familiemennesket og bofællesskabsbarnet, der prioriterer børnene, og den verden vi efterlader dem, over alt andet.
  • Mennesker opbygges bedst ved at fokusere på det positive, og kreativitet, empati og handlekraft er kompetencer, jeg prioriterer højt. Jeg tror på det moderne eventyr og mener, at integritet bedst udtrykkes ved måden, vi behandler dem, som intet kan gøre for os. Jeg er derfor engageret i en række netværk, der arbejder målrettet for bl.a. social og miljømæssig bæredygtighed

 

Hvor er det bare synd for dig! Min mand siger det, mine børn siger det, mine elever siger det, mine venner siger det. Men erkende det vil jeg ikke.

Overrislet med sygdom i vintermånederne er vi mange gymnasielærere, der er. Måske særligt de af os, der har små børn. Først bliver den ene syg, så den anden og så tager du også lige selv en tur på langs. En uge tilbage på arbejde og så er vi på den igen. I bedste fald bliver det en måned med en hel del afbrydelser i undervisningen til gene for både dine elever og dig selv.

En veninde, der også underviser, skrev forleden på Facebook: ”Hold fast en morgen ... det ene øjeblik ro, fred og hygge. Det næste total kaos som kun pottetræning kombineret med gravidkvalme kan medføre. Tak til den lille for en særdeles aktiv rolle og en tak til manden for hans nogenlunde kølige overblik (kun afbrudt af momentvis hysterisk latter)”. Sytten likes og seks kommentarer sætter tankerne i gang. Scenariet vækker i den grad genklang hos mange. Især den momentvise hysteriske latter trænger igennem til mig. Hvor er det langt ude nogle gange, men hvad kan vi gøre? Life must go on.

Problemet er, at selvom jobbet som underviser på sin vis er fleksibelt, er det også meget ufleksibelt når det kommer til sygdom og lærerfravær. Der er kontant afregning ved kasse 1, når vi er uoplagte, småsyge eller bagud med at rette afleveringer. Eleverne kender godt deres rettigheder og har store ambitioner. De ved ikke, hvad der venter dem, eller hvad de vil, så karaktererne er vigtige. Hvis nu. Kommer vi som lærere til at gøre vore elever utrygge i forhold til deres karakterer, og hvor godt de er forberedt til eksamen, er vi ilde stedt.

Derfor blev jeg både overrasket og glad, da mine elever efter over en uges sygdom skrev til mig, at de var rigtig kede af, at jeg måtte døje med al den sygdom. Tilmed at de ønskede mig god bedring og god weekend og så meget frem til mine guldkorn, når undervisningen kom op at stå igen. En sjældent set gave i mine øjne. Gerne mere af det! Som undervisere modtager vi ikke en overflod af direkte komplimenter og ser sjældent elever med overskud til at se udover deres egne umiddelbare behov og ambitioner. Mine første år som underviser viste mig desværre, at få dages fravær kan resultere i en klage på rektors bord, hvis eleverne ikke føler, at de er første prioritet.

Lige efter nytår meddelte en ny kollega sin opsigelse pga. stress. Hun skrev, at hun efter længere tids kamp med at få hverdagen til at hænge sammen måtte kaste håndklædet i ringen. Dermed havnede hun på den lange liste over kvinder, der har måttet opgive at forene et stressende arbejde som gymnasielærer med små børn og en hverdag, der skal fungere. Til gengæld er der håb forude. For med opsigelsen kommer der forhåbentligt en lykkeligere hverdag – en hverdag der fungerer.

Dog er der rigtig mange af os, der fortsat alt for ofte må bide i de sure æbler (der er en del) og fortsætte kampen for at få hverdagen til at hænge sammen. Hvad gør vi, når barnets første og anden sygedag slet ikke er nok, og bedsteforældrene stadig har drøn på karriereren eller bor alt for langt væk? Hvad gør vi, når vi er hjælpeløst bagud med at rette afleveringer, og eleverne tydeligvis er utilfredse? Hvad gør vi, når vi trods høj faglighed og åbenlys kompetence føler os utilstrækkelige og mest af alt har lyst til at løbe skrigene væk?

Det findes der antageligt mange svar på derude. Personligt har jeg det svært med at sætte mig med hænderne i skødet trods anmassende anfald af apati og selvmedlidenhed. Vel mener jeg, at det indimellem er urimeligt hårdt, men hvad nytter denne erkendelse af, at “det er synd for mig”? Jeg tror, der er rigtig mange kolleger, der ligger inde med delvise svar på, hvordan vi får det til at fungere. Det må kunne lade sig gøre at få hverdagen med de små og jævnligt syge børn til at hænge sammen med fuldtidsjobbet som underviser. Måske kan vi i endnu højere grad hjælpe hinanden? I januar skrev jeg i desperation ud til mine venner og spurgte, om der var nogen, der ville være med til at danne en selvhjælpsgruppe for forældre, der snart ikke orker mere. Nu spørger jeg her, en anelse mere seriøst, om ikke vi netop skal bruge dette problem som et afsæt for at finde løsninger i fællesskab. Mange delvise løsninger forenet er måske netop vejen frem.

Tilføj kommentar

Brugeroplysninger
Email-adressen vises ikke på sitet, men gør det muligt for os at kontakte forfatteren.
Kommentér uden forsinkelse.
Brug Facebook
log ind eller registrer
dig her.
By submitting this form, you accept the Mollom privacy policy.