Du er her
TEMA
|
21. nov 2011

Et land to historier

Fakta bokse om (freds)aftaler og flygtninge + To tidslinjer - en palæstinensisk og en jødisk udgave.
Af: Malene Romme-Mølby

Palæstina:

1947: England overdrager mandatet over Palæstina til FN, der senere på året vedtager en delingsplan. Jøderne skal have 56 procent af Palæstina og palæstinenserne 43 procent af landet. Området omkring Jerusalem og Betlehem skal være international zone. Palæstinenserne og de andre arabiske lande nægter at anerkende planen på grund af misforholdet i aftalen.

1948: Nakba betyder katastrofe på arabisk, og det er, hvad palæstinenserne kalder israelernes uafhængighedskrig. Katastrofen består i israelernes ødelæggelse, fordrivelse og plyndring af palæstinenserne. Den mest kendte er nok massakren i Deir Yassin.

1950: Jordan annekterer Vestbredden, men anneksionen blev aldrig accepteret af palæstinenserne, og i 1988 opgiver Jordan anneksionen.

1958: Palæstinensiske studenter med blandt andre Yassir Arafat opretter organisationen al-Fatah i Kuwait.

1964: PLO bliver oprettet på det første arabiske topmøde.

1974: PLO bliver af de arabiske lande anerkendt som eneste lovlige repræsentant for palæstinenserne. Senere samme år opnår PLO international anerkendelse med Yassir Arafats optræden på FN's generalforsamling.

1987: Første intifada, den palæstinensiske opstand, imod israelsk besættelse.En af grundene til at israelerne deltog i Osloaftalerne.

1994: Det Palæstinensiske Selvstyre etableres med en aftale om, at en endelig løsning på forholdet mellem Det Palæstinensiske Selvstyre og Israel skal foreligge i løbet af fem år.

2000: Ariel Sharon besøger Tempelbjerget, og palæstinensernes opstand Al-Aqsa-intifadaen bryder ud efter års fejlslagne fredsaftaler og undertrykkelse af det palæstinensiske folk.

2002: Israelere påbegynder første del af bygningen af muren vest for Jenin. Palæstinensisk jord konfiskeres for at gøre plads.

2004: Den Internationale Domstol i Haag fastslår, at den israelske mur på Vestbredden er i strid med folkeretten og menneskerettighederne.

 

Israel:

1947: 660.000 jøder og 1.250.000 arabere i Palæstina.

1948: Jøderne accepterer FN's delingsplan, og den israelske stat oprettes. Samme dag påbegynder de arabiske nabostater, Syrien, Jordan, Irak og Egypten, krig imod den nye stat.

1949: Efter et års krig afbrudt af våbenhviler er de arabiske hære blevet drevet tilbage, og der underskrives våbenhvileaftaler mellem Israel og Syrien, Jordan, Libanon og Egypten. 80 procent af Palæstina tilhører nu Israel.

1967: Efter en del terrorangreb på Israel fra Jordan, syrisk artilleribeskydning og arabisk militær langs Israels grænser vælger Israel at angribe Egypten og Syrien. På seks dage har Israel erobret Sinaihalvøen, Gazastriben, Vestbredden og Golanhøjderne. Israel annekterer Øst-jerusalem.

1972: PLO angriber de israelske sportsfolk ved De Olympiske Lege i München. 11 israelere bliver dræbt.

1973: På den jødiske helligdag Yom Kippur angribes Israel af Syrien og Egypten. Efter en måneds krig underskriver de våbenhvileaftale.

1990: Og årene frem gransker de såkaldte nye historikere som fx Ilan Pappé gamle dokumenter og vidneudtalelser, og det giver anledning til at omskrive den israelske historie. De mener bl.a. at palæstinenserne blev fordrevet i 1948, og at der var tale om en etnisk udrensning. Israel har tidligere påstået, at de flygtede frivilligt. Der officielle Israel anderkender ikke omskrivningen.

1996: Den israelske premiereminister Yitzhak Rabin bliver myrdet af en israelsk højreekstremist.

1997: Den israelske ministerielle komite for Jerusalem beslutter at bygge en ny bosættelse, Har Homa på bjergtoppen Jabal Abu Ghneim i Østjerusalem. Dette blev mødt af stærke palæstinensiske og internationale protester og fører til, at forhandlingerne om yderligere israelske tilbagetrækninger går i stå.

1999: Ehud Barak nægter at fortsætte Osloprocessen efter sit valg til premierminister.

2000: Ehud Barak godkender projektet om at bygge et afspærringshegn for at beskytte israelerne mod terrorangreb.

2005: Israel rømmer bosættelserne i Gaza.

Fakta: (Freds)Aftaler

Osloaftalen (Principaftalen) 1993
Al-Fatah indgår aftalen med Israel, hvor PLO ved formanden Yassir Arafat formelt anerkender staten Israel som en legitim stat i Mellemøsten med ret til at leve i sikkerhed bag internationalt og gensidigt anerkendte grænser.

Israel anerkender samtidig PLO som eneste legitime repræsentant for det palæstinensiske folk og derfor også den bevægelse, man i henhold til aftalen i løbet af fem år skulle indgå en endelig fredsaftale med. Ifølge aftalen skal Jerusalems fremtid forhandles i en senere fase. Jerusalems status, flygtninges mulighed for at vende tilbage og bosættelserne er svære forhandlingsknuder i freden.

Kampen mellem palæstinensere og israelere foregår uafladeligt. Primært ved israelsk nybyggeri, jordkonfiskationer og nye vejanlæg, der svækker det arabiske præg på byen. Arafat og palæstinenserne begynder at blive usikre på israelernes reelle hensigter, da israelerne ikke lever op til deres forpligtelser.

Oslo 2 1995
handler blandt andet om israelsk tilbage­trækning fra Vestbredden, hvilket også sker med undtagelse af Hebron, der først bliver delvist rømmet over et år efter planen og først på baggrund af en helt ny aftale, som udover Hebron stort set gentager køreplanen for yderligere israelsk tilbagetrækning. Også denne tilbagetrækning går i stå, og igen skal der en ny aftale til, nemlig Wyeaftalen i 1998.

Men israelerne opfylder ikke sine forpligtelser i form af tilbagetrækning og løsladelse af palæstinensiske fanger fra israelske fængsler. Hvorimod palæstinenserne rent faktisk gennemfører indsamling af ulovlige håndvåben og for anden gang sletter formuleringerne om udslettelse af staten Israel fra PLO's charter.

Camp David, 2000
I et forsøg på at bryde den fastlåste situation inviterer præsident Bill Clinton Yassir Arafat og Ehud Barak til en ny forhandlingsrunde i Camp David, men forhandlingerne bryder i sidste ende sammen på spørgsmålet om Jerusalem.

Køreplan for fred, 2002
Udfærdiget af EU, siden godkendt af USA, Rusland, FN og EU. Køreplanen for Fred er ikke nogen særlig præcis plan. Det vigtigste aspekt af planen er, at den fastlægger nødvendigheden af en uafhængig, levedygtig palæstinensisk stat ved slutningen af 2005 side om side med Israel.

Ariel Sharon er imod køreplanen for fred, men vil ikke selv bryde våbenhvilen. I stedet sender han den israelske hær efter højtstående Hamasmedlemmer, for eksempel en minister, der blev dræbt. Til sidst meddeler de palæstinensiske organisationer, at våbenhvilen er død. Og det er Køreplan for Fred også.

 

Fakta: Flygtninge
Op imod 800.000 ud af 1,4 millioner palæstinensere følte sig tvunget ud af deres landsbyer i 1948-49. En del palæstinensere blev borgere i Israel, en stor del blev ved annekteringen af Vestbredden i 1950 formelt jordanske statsborgere og resten blev flygtninge enten registreret i UNRWA eller også som statsløse palæstinensere.

Efter årtusindskiftet er den palæstinensiske flygtningebefolkning vokset til cirka 5 millioner, som hovedsageligt lever spredt i Libanon, Syrien og Jordan. Men efterhånden er en del flygtet videre til Europa - herunder Danmark.

I forbindelse med kampene i 1948-49 vedtog FN's generalforsamling, at flygtningene har ret til at vende tilbage til deres landsbyer og til kompensation for mistet privat ejendom.

Israel har gennem alle årene nægtet flygtningene ret til at vende hjem og har heller ikke kompenseret dem for deres omfattende økonomiske tab. Halvdelen af de tre millioner palæstinensere i Gaza og på Vestbredden er flygtninge. FN's organisation for palæstinensiske flygtninge, UNRWA, har registreret 4.448.429 flygtninge.

Heraf bor 1.327.772 i 58 officielle flygtningelejre på Vestbredden og Gazastriben, i Libanon, Syrien og Jordan. Det svarer til, at 29,8 procent af de registrerede flygtninge bor i lejre. På Vestbredden bor 186.479 ud af 722.302 svarende til 25,8 procent af flygtningene i lejre. 47 procent af flygtningene i Gazastriben bor i lejre.

Fakta: Bosættelser
Bosættelser er store boligprojekter eller byer bygget på jord besat af Israel på Vestbredden, i Jerusalem og i Gaza. Ifølge internationale konventioner er bosættelserne ulovlige, men en del bosættelser er godkendt og opført med den israelske regerings billigelse.

Der er cirka 205 bosættelser på Vestbredden. Ved flere af fredsforhandlingerne har der været aftalt et stop for nye bosættelser, alligevel har 15 nye bosættelses-forposter fået byggetilladelse på Vestbredden, siden Ariel Sharon kom til magten i 2001.

27 nye bosættelsesforposter er blevet bygget, siden Wyeaftalen blev underskrevet i 1998, 11 af disse er blevet etableret siden 2001.

Man hører ofte om religiøse ekstreme bosættere, men de udgør dog kun 30 procent af bosættelserne. Hovedparten af bosættere kan man kalde for bekvemmelighedsbosættere, og de er flyttet til bosættelserne af økonomiske grunde. Den israelske regering har nemlig gjort det attraktivt at flytte dertil med billig bolig og lavere skat.

KILDER: www.palaestina-info.dk, www.palestineremembered.com, FN, Folkekirkens Nødhjælp.

 

Kommentarer

0
You must have Javascript enabled to use this form.

Annoncer