Nyhed

En arbejdsplads i krise: Kritikken af ledelsen fortsætter

Det psykiske arbejdsmiljø er i bund på Th. Langs HF & VUC i Silkeborg, mener en række lærere. Efter flere afskedigelser tør ingen længere kritisere ledelsen.

11. oktober 2016 af Johan Rasmussen
Flere medarbejdere beskriver en arbejdsplads med et dårligt psykisk arbejdsmiljø. Modelfoto

Tre til fire lærere græd. Rektor Nanna Skulvad havde netop på et møde med lærerne præsenteret sine “fire hjørneflag”.  En metafor for fire nye tiltag på skolen, som ikke var til diskussion - blandt andet øget tilstedeværelse.

Enkelte rejste sig og kritiserede med bævende stemmer “de fire hjørneflag.”

Episoden med de grædende lærere fra februar måned i år har en række medarbejdere på Th. Langs HF & VUC genfortalt til gymnasieskolen.dk - ingen af dem ønsker dog at stå frem med navn.

Dråben
Lærerne fortæller, at det ikke kun var rektors nye “indiskutable” tiltag, som fik en lille håndfuld lærere til at græde - det var nærmere dråben, som fik bægeret til at flyde over.

Mødet i februar kom efter et hårdt efterår, som kulminerede med, at seks lærere i hf-afdelingen blev afskediget, mens flere medarbejdere i andre afdelinger også mistede deres job.

Mange lærere havde gået og været bange for at miste deres job i efteråret og havde været meget påvirket af, at deres kolleger var blevet opsagt kort før juleferien.

Stemningen var derfor trykket i forvejen, da rektor bankede sine fire hjørneflag i jorden til mødet i februar.

“Timingen var elendig,” fortæller en lærer.

“Det er en typisk måde at lede på for rektor. Hun snakker og snakker og giver udtryk for at ville lytte, men hun har en dagsorden, som skal gennemføres uanset hvad,” siger en anden.

Bange for at sige sin mening
Gymnasieskolen.dk har talt med en række lærere og har læst flere dokumenter om Th. Langs HF & VUC som for eksempel de offentligt tilgængelige referater fra bestyrelsesmøderne.

Lærerne fortæller samstemmende, at de er bange for at sige deres mening eller stikke næsen for langt frem - afskedigelserne har sat sine tydelige spor. Arbejdsglæden er i bund - og lærerne fortæller, at dialogen mellem dem og rektor er rigtig dårlig.

“Rektor har en stil, hvor hun vil bestemme det meste, og der er en pseudodialog,” siger en lærer.

Stemningen er dog også dårlig blandt nogle af lærerne på lærerværelset, og der tales om en knugende fornemmelse i maven blandt nogle lærere. Og det skyldes ikke kun ledelsen.

“Folk er slidte, og nogle lærere strides også internt. Der kommer små bemærkninger ud mellem sidebenene til hinanden,” fortæller en lærer.

Nytårstale med "trussel"
I januar 2015 var lærerne på Th. Langs HF & VUC samlet til nytårskur på skolen. Rektor Nanna Skulvad holdt en meget lang tale, som gymnasieskolen.dk har fået på skrift.

Hun sagde blandt andet, at den enkelte må gøre op med, om den vej vinden blæser, også er den vej, den enkelte kan se sig selv i.

Selv om det er lang tid siden, bliver nytårstalen stadig nævnt, når lærerne over en kop kaffe taler om ledelsen.

“Det blev opfattet som en regulær trussel,” fortæller en lærer.

Og det blev ikke opfattet som en tom trussel. Året før var tre lærere på afdelingen for AVU (Almen Voksenuddannelse) blevet sendt hjem fra arbejde med øjeblikkelig virkning og er ikke blevet set siden.

Flere lærere beskriver situationen som meget dramatisk, og den dag i dag ved medarbejderne på Th. Langs Hf & VUC ikke, hvorfor de tre lærere skulle forlade arbejdspladsen med så kort varsel.

Fra årsrapporten og fra referater fra bestyrelsesmøder fremgår det, at afskedigelserne i alt kostede skolen 1,9 millioner kroner. Ledelsen har over for medarbejderne sagt, at de ikke kan fortælle om afskedigelserne.

“Det har skabt en angst for, at “jeg også kan blive afskediget”, hvis jeg siger noget forkert,” siger en lærer.

Flere lærere fortæller, at det er svært at have tillid til en leder, som står og siger, at den enkelte medarbejder må gøre op med sig selv, om man kan se sig selv i de forandringer, som kommer, få måneder efter at flere medarbejdere er blevet afskediget.

“Det er nok mere en ledelsesstil, som hører hjemme i en anden type virksomhed end på en ungdomsuddannelse,” bemærker en lærer.

“Hvis man skal have medarbejderne med, skal man også motivere dem, og det mangler ofte,” supplerer en anden.

Ledelse og strategi
Flere lærere spekulerer i, at det er en ledelsesstil, som har en afsmitning fra konsulentvirksomheden SGP Consultancy & Agency.

Rektor Nanna Skulvad og Th Langs HF & VUC bruger SGP Consultancy & Agency og virksomhedens CEO Ole Knokgaard til at tale strategi.

Blandt nogle lærere er Ole Knokgaard også omtalt som skyggevicerektor, og selv om ingen ved, hvad han reelt taler med Nanna Skulvad om, så frygter flere lærere, at hans tilgang til virksomhedsstrategi smitter lidt for meget af på Th. Langs HF & VUC.

På forsiden af SGP Consultancy & Agency’s hjemmeside, står der, at SGP Consultancy & Agency tilbyder virksomheder temamøder, som kan “øge performance med 15-25 procent.”

Over for gymnasieskolen.dk afviser Ole Knokgaard dog, at firmaets arbejde med Th. Langs HF & VUC har noget med drift, effektiviseringer eller “performance” at gøre.

Ifølge ham arbejder SGP Consultancy & Agency med ledelsesværktøjer og strategi, og Ole Knokgaard mener, at nogle medarbejdere tillægger ham alt for stor indflydelse på skolen.

Overskud og fyringer
Gymnasieskolen.dk har tidligere skrevet, at Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) har anlagt en voldgiftssag på grund af seks afskedigelser sidste år. Sagen er blevet anlagt, fordi skolens bestyrelse samtidig har budgetteret med et overskud på 1,5 millioner kroner i 2016 og over to millioner kroner i 2017.

Læs: 3 afskedigede lærere står frem: Unødvendigt at vi mistede jobbet

Flere lærere på Th. Langs HF & VUC, som gymnasieskolen.dk har talt med, fortæller, at de er utilfredse med og kede af, at afskedigelsesrunden blev så forholdsvis stor samtidig med, at skolen budgetterer med et stort overskud.

Lærerne beskriver stemningen på skolen som dårlig, og flere bruger ordet krise.

Både rektor og bestyrelse er godt klar over, at lærerne har den holdning, viser referater fra bestyrelsesmøderne.

Gymnasieskolen.dk er i besiddelse af et brev fra juni måned skrevet af skolens to tillidsrepræsentanter på vegne af lærerne til rektor og bestyrelsesformand.

I brevet bruges ordet “krisestemning” blandt kollegerne. Ud over afskedigelserne nævnes også flere initiativer fra ledelsen for eksempel “en form for tvungen tilstedeværelse” og igangsættelsen af “tværinstitutionelle udviklingsarbejder”, som kommer midt i effektiviseringerne på grund af nedskæringer.

Tillidsrepræsentanterne var blevet inviteret til at komme med på bestyrelsesmødet for at fortælle om situationen på hf-afdelingen, men de valgte istedet at skrive det omtalte brev.

Den nuværende og den daværende tillidsrepræsentant, som skrev brevet på vegne af lærerne, har ikke ønsket at medvirke i denne artikel.

Referatet fra bestyrelsesmødet fra juni måned viser dog, at brevet gjorde indtryk på bestyrelsesmedlemmerne.

Et bestyrelsesmedlem mente, “at det er på kanten af, hvad man som tillidsrepræsentant kan tillade sig”.

Men derudover sagde rektor Nanna Skulvad, at hun så på situationen med største alvor, og at der skal handles ved hjælp af professionel hjælp udefra.

Nu er der tilknyttet en erhvervspsykolog til skolen, som snart begynder en proces blandt lærere og ledelse. Derudover skal skolens psykiske arbejdsmiljø også kortlægges.

Der sker noget
Flere lærere anerkender, at erhvervspsykologen er et tegn på, at ledelsen gør noget, men de kilder, gymnasieskolen.dk taler med, er ikke alle optimistiske.

Flere peger på, at der i 2014 blev lavet en arbejdspladsvurdering blandt lærerne, som viste, at der var alvorlige problemer med det psykiske arbejdsmiljø. Men på trods af den viden er det psykiske arbejdsmiljø ikke blevet forbedret ifølge lærerne.

Om det kan lade sig gøre at rette op på det psykiske arbejdsmiljø, må tiden vise. På Th. Langs HF & VUC går hverdagen videre. Afskedigelserne betyder, at der nu er færre lærere til at tage sig af de samme opgaver.

“Det betyder naturligvis, at vi skal løbe stærkere. Flere lærere har fået flere opgaver i porteføljen,” siger en lærer.

Formand for bestyrelsen Peter Lykke-Olesen ønsker ikke at deltage i artiklen og skriver i en mail til gymnasieskolen.dk: "Vi er i gang med en god proces vedrørende blandt andet arbejdsmiljøet på skolen, og jeg ønsker ikke at deltage i nogen offentlig debat herom."

Rektor Nanna Skulvad ønsker ikke at kommentere artiklen på grund af den voldgiftssag, som GL har anlagt mod Th. Langs Hf & VUC. 

Th. Langs Hf & VUC - sagen kort

Tre afskedigede lærere stod for nyligt frem i gymnasieskolen.dk og kritiserede ledelsen for at afskedige dem samtidig med, at skolen budgetterer med et overskud.

GL har anlagt en voldgiftssag om seks afskedigelser på Th. Langs Hf & VUC.

Nu fortæller en række nuværende lærere om det psykiske arbejdsmiljø og ledelsen, men ingen ønsker deres navn frem.

 Kai Just, Annemette Frandsen og Anders Frank blev afskediget fra Th. Langs Hf & VUC

 

Tilføj kommentar

Brugeroplysninger
Email-adressen vises ikke på sitet, men gør det muligt for os at kontakte forfatteren.
Kommentér uden forsinkelse.
Brug Facebook
log ind eller registrer
dig her.
By submitting this form, you accept the Mollom privacy policy.