Akademikerne går solo til OK 24-forhandlinger

Arbejdsmarkedsforskere og politiske kommentatorer har de seneste dage i landets medier brugt udtryk fra ”usædvanligt” til ”vild udvikling” og ”store sprækker i forhandlingsfællesskabet”, efter det tidligere på måneden blev bekendtgjort, at det akademiske organisationsfællesskab i Akademikerne – også kendt som AC – kort før overenskomstforhandlingerne i begyndelsen af det nye år (OK 24) har valgt ikke at tilslutte sig forhandlingsfællesskabets forhandlingsaftale på det kommunale og regionale område. Akademikerne skal altså hermed forhandle alene og ikke sammen med organisationerne for de andre offentligt ansatte under FH, Fagbevægelsens Hovedorganisation. På det statslige vil man fortsat forhandle sammen med de andre organisationer i CFU, centralorganisationernes fællesudvalg.

Tilfældet skal dog nok ses som et i længere perspektiv enkelt af få – det er nemlig hverken første eller formentlig sidste gang i historien, man vil opleve noget sådan, siger GL-formand Tomas Kepler, der kalder situationen udramatisk. Der er heller ikke tale om, at Akademikerne melder sig ud af selve forhandlingsfællesskabet.

”Vi har i forhandlingsfællesskabet ikke kunnet blive enige om at stille fælles lønkrav, selv om der er blevet investeret meget i at gøre forsøget. Det er ikke anderledes end for enhver anden forsamling af interesseorganisationer – man forsøger at nå kompromiser, men denne gang har det ikke været muligt at få enderne til at mødes, da ambitionerne med hensyn til lønkrav har været tilpas forskellige. Men det har vi prøvet før.”

Bagtæppet, GL-formandens forklaring skal ses i lyset af, er måske ikke den decideret ”perfekte storm”, men i det mindste et uforudset sammentræf af begivenheder som krig i Europa med voldsom inflation til følge siden overenskomstforhandlingerne i 2021, som i forvejen fandt sted i skyggen af Corona-perioden med en vis forsigtighed.

Mens andre organisationer ønsker at bruge lønmidler til andet end lønstigninger til alle, går Akademikerne som tidligere til forhandlingerne med ønsket om så mange centralt aftalt procentuelle lønstigninger som muligt. Ligesom det er opfattelsen, at andre organisationers ønsker til fælles lønkrav bryder med tidligere traditioner og praksis for skævdeling – det vil, efter AC’s vurdering, betyde en markant større skævdeling en tidligere og til fordel for udvalgte gruppe på bekostning af Akademikernes medlemsgrupper og reelt ikke gøre det muligt at indhente deres reallønstab.

Reallønnen skal sikres – også for gymnasielærere
Lønspørgsmålet er af mange på forhånd udråbt som det vigtigste og afgørende i de kommende forhandlinger, og det er da også i høj grad det, Akademikerne har lyttet til blandt medlemmerne, og som har givet mandatet til beslutningen om ikke at tiltræde forhandlingsaftalen.

Men lønnen er ikke alt. Både gymnasielærerne og de andre akademikergrupper har en række interesser, der også fylder. Og efter seneste overenskomstforhandling i 2021 har der, også i GL, været fokus på et spor omkring blandt andet arbejdsmiljø, hvor der skal gøres noget ved det i mange sammenhænge for store arbejdspres med stress og sygemeldinger i kølvandet – for eksempel oplever man lige nu også Djøfs kampagne, der sætter spot på akademikeres arbejdsvilkår i centraladministrationen, som har fået personaleomsætningen til at stikke af.

Det betyder dog ingenlunde, at lønspørgsmålet skal negligeres, fastslår GL-formanden.

”Løn kommer uundgåeligt til at fylde en del i de kommende forhandlinger, og der er vel heller ingen gymnasielærere, der har lyst til at opleve en reallønstilbagegang?” spørger han retorisk og skeler samtidig til det private forlig fra tidligere i år, som bød på et generelt pænt resultat.

”I den sammenhæng har jeg også svært ved at se, at nogen på den anden side af forhandlingsbordet skulle synes, at det er en god idé, at offentligt ansatte akademikere sakker længere bagud på lønnen.”

Tomas Keplers ambition er dog fortsat, at Akademikerne kan levere bredt i forhandlingerne. Nok så vigtigt er også, at de akademiske lønmodtagere ikke skal betale gildet for de gedigne lønstigninger, regeringen med det, dele af fagbevægelsen har kaldt ”utidig indblanding” i den danske forhandlingsmodel, har søsat for særligt udpegede grupper – sygeplejersker, sosu-assistenter, pædagoger og fængselsbetjente.

Akademikerne risikerer at betale de andres fest
Således er der nedsat såkaldte trepartsforhandlinger, der skal fordele tre milliarder kroner mellem de ovennævnte grupper. Og der er en overordentlig stor risiko for, at netop akademikerne kommer til at holde ekstra for i den øvelse. De tre milliarder kommer nemlig hverken fra et pengetræ eller fra den blå luft. Som det tidligere på ugen lød fra Akademikernes formand Lisbeth Lintz i netmediet Zetland:

”En ting er, at vi ikke får del i det, men de tre milliarder, som er basis for denne her løntrepart, er fundet ved besparelser i administrationen i kommuner og regioner. Det betyder jo, at det er besparelser, der er fundet ved at afskedige akademikere og HK’ere.”

Akademikerne har ikke stået i vejen for midlerne til de trængte grupper – men dels er akademikerne faktisk den eneste gruppe, som har et stort efterslæb på mere end 20 procent til det private, dels er der i AC’s øjne med trepartsforhandlingerne netop gjort op med hvilke grupper, der særligt skal tilgodeses. Derfor er holdningen, at der som sagt ikke er grundlag for yderligere skævdeling ved OK24. Hvis arbejdsgiverne har behov for at skævdele, bør det i stedet ske ved de lokale forhandlinger, hvor man kender de konkrete behov for at tilpasse løndannelsen.

GL-formand Tomas Kepler mener imidlertid ikke, at foreningens medlemmer har grund til særlig skepsis over, at Akademikerne som hovedorganisation denne vinter forhandler parallelt med Forhandlingsfællesskabet og ikke som traditionelt sammen med sidstnævnte.

”Jeg har kun grund til at formode, at vi i enighed og fællesskab har valgt den rigtige strategi for at gøre det, vi er sat i verden for, nemlig at varetage vores medlemmers interesser bedst muligt. Havde vi kunnet finde kompromiserne for fælles lønkrav, havde vi stillet det. Men ingen kunne forudse de her hændelser de sidste to år eller trepartsforhandlingerne.”

Han mener i det hele taget ikke, at man skal lægge alt for meget i Akademikernes valg om at gå solo denne gang. Lignende fortilfælde er som nævnt set. Ved OK13 kunne Forhandlingsfællesskabet for eksempel ikke stille et fælles lønkrav på det kommunale område, om end man forhandlede sammen alligevel. På det regionale område var der ikke en fælles forhandlingsaftale, og derfor forhandlede Akademikerne, FOA, Sundhedskartellet og resten af KTO, som Forhandlingsfællesskabet hed dengang, hver for sig, men i samarbejde.

”Endelig er der den ubekendt ved forhandlinger, at man – ligesom i en fodboldkamp – kan have idéer og planer. Men man ved ikke, hvad modstandernes taktik er. Jeg synes ikke, man skal have for store bekymringer på forhånd. Jeg tillader mig i hvert fald at være optimist.”