Nyhed

Eksperter om nedskæringer: Fortællingen handler om eleverne – ikke om lærerne

Skolerne og lærerne skal fortælle, hvad nedskæringerne betyder for samfundet, mener eksperter. At det er synd for lærerne, gider ingen lytte til.

11. marts 2016 af Carl Juul Nielsen
TR-seminar
På scenen til TR-seminaret var fra venstre: Tage Søndergaard Kristensen, Christian Ørsted, Helle Hein og Annette Nordstrøm Hansen Foto: Hung Tien Vu.

Ved tillidsrepræsentanternes seminar i Kolding diskuterede en række arbejdsmarkedseksperter sammen med GL’s formand Annette Nordstrøm Hansen, hvordan gymnasieskolerne skal reagere på de aktuelle nedskæringer over for omverdenen. De tre eksperter var alle enige om, at debatten måtte handle om kvalitetsforringelserne i udannelsen.

”Det skal ikke handle om, at det gør ondt på jer som lærere. Det skal handle om, at det gør ondt på sagen,” sagde forsker i ledelse og ekstern lektor på CBS, Helle Hein.

 Ledelsesrådgiver og forfatter Christian Ørsted udtrykte bekymring for den offentlige sektor, han mente dog, at lærerne også skal være opmærksomme på, at mange andre brancher rammes hårdt i disse år.

”Sammenlignet med eksempelvis Dong er nedskæringerne i uddannelsessektoren nærmest ingenting. De skal finde 17 milliarder. Selv hvis de opsagde alle medarbejdere ville det ikke være nok,” sagde Christian Ørsted og sammenlignede med de to procent nedskæringer, som gymnasierne skal finde i år.

Han var derfor enig med Helle Hein i, at det handler om at kommunikere, at nedskæringer er et problem for samfundet og Danmarks fremtid som uddannelsesnation. Ikke at det er et problem for lærerne og den enkelte skole.

Villig til forandring
Annette Nordstrøm Hansen måtte bryde ind, og rette Christian Ørsted. GL’s formand påpegede, at nedskæringerne ikke kun er på to procent, da der for eksempel også skal skæres yderligere i 2017.

Annette Nordstrøm Hansen frygter, at gymnasiesektorens udfordringer bliver overset i en offentlig sektor, der ”er ved at falde fra hinanden”.

”Politikerne kan ikke bare spare og regne med, at slutresultatet vil være det samme som før,” sagde Annette Nordstrøm.

Professor Tage Søndergaard Kristensen meldte sig enig i Annette Nordstrøm Hansens vurdering. Han savner en uddannelsespolitik, der er helstøbt.

”Det er som om, at der ikke er andre visioner, end at der skal køres længere på literen. Hvis politikerne virkelig ville ændre på udannelsesområdet, burde de bygge det hele op samtidig, og ikke stykvis,” sagde Tage Søndergaard Kristensen.

Usikker fremtid
Alle på scenen var enige om, at fremtiden kunne komme til at bringe flere nedskæringer og udfordringer for sektoren, hvis ikke skolerne bliver bedre til at være dagsordensættende.

”Det er ikke procenterne, der vil gøre ondt på jer i længden, det er den politiske glidebane, vi er på. Der bliver arbejdet videre på skolerne, selvom folk godt ved, at resultatet ikke er tilfredsstillende,” sagde Christian Ørsted og tilføjede:

”Hvis politikerne laver besparelser, og arbejdspladserne formår at finde en løsning, hvor man undgår forringelser, så tænker politikerne, at det var godt, de lavede den besparelse, og så ser det værre ud til næste år. Politikerne er langt fra virkeligheden. Derfor er det vigtigt, at I viser dem, hvad det betyder, når de nedskærer på uddannelsesområdet.”

At politikerne skal holdes op mod deres beslutninger, er Annette Nordstrøm Hansen også enig i. Hun påpegede, at udannelsesminister Ellen Trane Nørby (V) flere gange har nævnt, at hun har tiltro til ledelsen i de danske gymnasier, og på den måde overlader ansvaret til skolerne.

”Politikerne har et ansvar for kvaliteten af vores udannelse. Det skal vi gøre opmærksom på,” sagde Annette Nordstrøm Hansen.  

Tilføj kommentar

Brugeroplysninger
Email-adressen vises ikke på sitet, men gør det muligt for os at kontakte forfatteren.
Kommentér uden forsinkelse.
Brug Facebook
log ind eller registrer
dig her.
By submitting this form, you accept the Mollom privacy policy.