Du er her
Debatindlæg |
09. okt 2017

Efter ”Søren og Mette i benlås”

Af: Mikael Busch

Vil OK18 blive afviklet i et nyt forhandlingsklima?

"Du er ikke levebrødspolitiker, du vil mere, du vil forandre, du vil gøre verden og Danmark til et bedre sted at leve.” Ordene faldt i departementschefens tale, da der var overdragelsesforretning i Finansministeriet i sommeren 2015. Bjarne Corydon gik af, og Claus Hjort Frederiksen genindtog ministerembedet. De pæne ord var møntet på den afgående minister, som blev helt rørt. Det skortede heller ikke på ros til Corydon, da han fire år tidligere – relativt ukendt i offentligheden – indtog landets næstmest magtfulde ministerium. Under overskriften ”Avisbud blev en af Danmarks mægtigste” roste Stefan Hermann, en personlig ven, som samtidig er en af de mest centrale aktører i uddannelses-Danmark, den nye minister med disse smukke ord: ”Ordholdende, udholdende og ’i besiddelse af en enorm råstyrke. Han går ikke efter at snyde folk.”

I dag er der blevet længere mellem roserne til manden med den tilforladelige basrøst, der er opvokset på kanten af ghettoen i Kolding. Efter Dong-affæren og den efterhånden stærke dokumentation af det urene trav forud for lærerlockouten i 2013, fremstår de rosende udsagn om Corydon i et noget andet lys. De har snarere mindelser om de pinlige citater, der undertiden trækkes frem for at dokumentere prominente kulturpersonligheders og politikeres ungdommelige vildfarelser i form af Stalin- eller Mao-dyrkelse.

Efter Anders-Peter Mathiasens velskrevne og velresearchede bog Søren og Mette i benlås er der omsider sat en ny dagsorden. Nu står det lysende klart, at Corydon var hovedskurken i komplottet mod landets undervisere i 2013. Nu kan Corydon ikke længere slippe afsted med at påstå, at ”skolereformen er det, jeg er allermest stolt af.” Nu er bevisbyrden endelig ved at blive vendt om. Man kan undre sig over, at Danmarks Lærerforening skulle hyre en journalist for at dokumentere komplottet. Hvorfor har den såkaldte 4. statsmagt ikke for længst – af egen drift – gravet mere i sagen?  

Var sagen ikke relevant nok? Var den ikke principiel nok? Var den for kedelig? Eller synes store dele af medieklassen, stiltiende, at det var helt i orden at suspendere den danske model i 2013? Så fik underviserne endelig som fortjent?

Det skal blive interessant, om OK18 bliver afviklet i et andet klima end de sidste to overenskomstforhandlinger.

Af Mikael Busch
Medlem af GL’s hovedbestyrelse for Liste 2

 

Kommentarer

4
You must have Javascript enabled to use this form.
Niels Chr. Sauers billede

Niels Chr. Sauer

GL-ledelsens rolle i 2013 er en skamplet på foreningen. Håber gymnasielærerne har fået renset ud i toppen.

Tomas Keplers billede

Tomas Kepler

Kære Niels Chr. Sauer,
GL's overenskomst fra 2013, som nu igen bruges mod folkeskolelærerne, blev ikke vel modtaget af medlemmerne (85% "nej" ud af de afgivne stemmer), og ved det efterfølgende hovedbestyrelsesvalg fik foreningen ny politisk ledelse. I den nuværende hovedbestyrelse er der kun tre medlemmer tilbage, som også var en del af den daværende hovedbestyrelse. To af disse var og er meget kritiske overfor OK13 og GL's ageren, og anbefalede medlemmerne at stemme nej.
Venlig hilsen
Tomas Kepler, medlem af hovedbestyrelsen i GL

Tomas Keplers billede

Tomas Kepler

Rettelse, det er selvfølgelig 4 medlemmer af den nuværende hovedbestyrelse som også var med tilbage i '13, hvoraf de 3 anbefalede et nej.

Burkhard Sievers

Kære Niels Christian!
Tak for sidst – jeg husker stadigvæk vores fælles optræden i Bochum ved en fagforeningskongres i 2012 om inklusion.
Du har skrevet en lille kommentar på vores fagforeningsside. Vi forstår godt din og DLF’s frustration. Men din bebrejdelse er ikke fair. GL har i 2013, 2015 og 2018 indgået forhandlingsfællesskab med AC, som så mange gange før. INGEN i GL, hverken i hovedbestyrelsen eller blandt medlemmerne, har ønsket OK 13. Men repræsentantskabet og hovedbestyrelsen har vurderet, at vi ikke ville kunne opnå bedre forhandlingsresultater ved at stå udenfor AC. Ca. ⅓ af vores medlemmer arbejder på erhvervsgymnasier og er på AC-overenskomsten, ikke på GL-overenskomsten. På det punkt adskiller GL sig fra DLF.
Under OK13 blev der forhandlet med en pistol for panden.
Vi blev kørt over af arbejdsgiverne og reelt kunne vi kun tage stilling til, om vi ville tage en lønforhøjelse eller lade være - alle vores forslag til arbejdstidsmodeller blev fejet af bordet. Forhandlingsfællesskabet sikrede os en lønstigning, tidsregistrering og mulighed for at indgå lokale aftaler, men kunne ikke sikre vores aftaleret på arbejdstid, mod vores ønske. Resultatet er utilfredsstillende – det er vi alle enige om.
Den daværende regering lavede en svinestreg, da de efterfølgende fremhævede GL’s afpressede underskrift til at slå folkeskolelærerne i hovedet med. Det har vi forsøgt at tilbagevise på det kraftigste, men mediernes rolle har DLF jo også en vis erfaring med. Det er ikke let at trænge igennem.
At denne fejlagtige fremstilling af forløbet nu bliver gentaget af nuværende politikere, gør ikke udsagnet mere rigtigt. Vi vil gøre alt for at forklare offentligheden, at OK 13 ikke var en ligeværdig forhandling. GL har ligesom DLF ikke kunnet få modparten med på reelle forhandlinger om arbejdstid siden 2013 (og i 2013). Derfor ser vi med stor interesse og sympati på den nyeste solidaritet blandt fagforeningerne, der betinger sig reelle forhandlinger på lærerområdet. Vi har en fælles interesse.

Med venlig hilsen
Burkhard Sievers medlem af GL’s hovedbestyrelse