Artikel
Efter møde med ministeren: GL-formand stadig bekymret
undervisningsministeriet3

Efter møde med ministeren: GL-formand stadig bekymret

Undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) har efter et møde med GL-formand Annette Nordstrøm Hansen stadig fuld tiltro til, at de bebudede besparelser kan gennemføres uden kvalitetsforringelser på uddannelserne.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Det bliver ikke let, men ikke desto mindre er det muligt at fastholde kvaliteten på ungdomsuddannelserne, selvom der skal skæres ned.

Den melding står undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) fast på. Fredag morgen mødtes hun med GL-formand Annette Nordstrøm Hansen og formand for Danske Gymnasier Anne-Birgitte Rasmussen i Undervisningsministeriet til en drøftelse af de planlagte nedskæringer.

Her forelagde Annette Nordstrøm Hansen sin kritik af regeringens spareplaner for ministeren, der dog stadig ikke mener, at nedskæringerne vil påvirke undervisningskvaliteten.

”Det var et godt møde, hvor jeg blev informeret om GL’s holdninger til nedskæringerne og de udfordringer, vi står over for. Med det sagt, så føler jeg mig stadig overbevist om, at det kan lade sig gøre at gennemføre effektiviseringerne, uden at det giver forringelser på uddannelserne,” siger Ellen Trane Nørby til gymnasieskolen.dk

Fuld tiltro til ledelserne
Undervisningsministeren holder i samme åndedrag fast i, at uddannelsessektoren generelt har en sund økonomi.

”Vi ved, at mange af gymnasierne klarer sig fint og har pæne overskud. Det bliver ikke en nem øvelse, men jeg har fuld tiltro til, at de dygtige ledelser på landets uddannelsesinstitutioner kan løfte opgaven,” siger hun.

Men når både rektorer, lærere og elever mener, at besparelserne ikke kan gennemføres uden markante forringelser af uddannelserne, er det så ikke noget, man skal tage alvorligt?

”Vi tager det absolut alvorligt, men jeg synes, at man ude på skolerne i første omgang skal se på, hvor der kan spares. Nogle af de mindre gymnasier er måske lidt mere udfordrede end de store, men netop derfor har vi også hævet grundtilskuddet med 1 million kroner,” siger Ellen Trane Nørby.

GL-formand er bekymret
Annette Nordstrøm Hansen føler sig dog ikke umiddelbart beroliget efter mødet med undervisningsministeren.

”Det var udmærket at kunne fremlægge kritikpunkterne for ministeren, men min bekymring er ikke blevet mindre. Vi frygter især, at nedskæringerne vil få store konsekvenser for gymnasierne uden for de større byer,” siger Annette Nordstrøm Hansen.

Hun mener ikke, at nedskæringer kan gennemføres, uden at det vil medføre forringelser på gymnasieuddannelserne.

”Det er klart, at man ude på gymnasierne nu må i gang med at se på, hvor pengene kan findes. Jeg noterede mig dog, at ministeren selv mente, at lærerfyringer ikke er løsningen, men at ledelserne først skal kigge alle andre steder, før de griber til afskedigelser,” siger Annette Nordstrøm Hansen.

GL-formanden håber derfor, at politikerne vil følge diskussionen om besparelserne nøje.

”Jeg vil absolut opfordre politikerne til at involvere sig i debatten. De nedskæringer, regeringen varsler, er ikke småting og har stor betydning for kvaliteten af vores uddannelser,” siger hun. 

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater