Du er her
Nyhed
|
21. aug 2013

Du skal blive mere end dig selv

I dag handler dannelse om at blive en del af noget større, siger idéhistoriker og filosof Lars-Henrik Schmidt. Han efterlyser mere fokus på dannelse i gymnasiet. For de unge skal forberedes til livet – ikke kun til en videregående uddannelse.
Af: Tina Rasmussen

Lyden af børnehavebørn strømmer ind gennem det åbne vindue i den gamle, gule villa på Frederiksberg. De er opslugt af hinkeruder og fangeleg og ved ikke, at de allerede har taget hul på en dannelsesrejse, der vil vare resten af deres liv. 
Men hvad er dannelse egentlig i dag? Hvad er det for færdigheder, vi skal ruste vores børn og unge med, så de kan blive hele mennesker, aktive samfundsborgere og relevant arbejdskraft i fremtiden? 
Lars-Henrik Schmidt, der er professor i filosofi på Institut for Uddannelse og Pædagogik ved Aarhus Universitet, har et bud. 
Det er ham, der har budt indenfor på sit arbejdsværelse i Frederiksberg-villaen. Fyldte bogreoler dækker væggene fra gulv til loft og vidner om, at han har beskæftiget sig professionelt med dannelse i årtier. 
Han er ikke i tvivl om, at vi har vinket farvel til et klart, fælles dannelsesideal. Nok kan de fleste blive enige om, at dannelse i dag er mere end græske guder, kongerækken og litterære klassikere. Men herfra hører enigheden op. 
”I uddannelsesverdenen er vi langtfra enige om, hvad definitionen på dannelse er i dag,” siger Lars-Henrik Schmidt, da vi sidder på hver sin side af et stort arbejdsbord i midten af rummet. 
”Men det er vigtigt, at vi diskuterer det, for vilkårene for dannelse ændrer sig, i takt med at samfundet ændrer sig,” tilføjer han. 

Gør som Jesus 
For Lars-Henrik Schmidt er det afgørende at kende de gamle dannelsesforestillinger for at kunne tænke dannelse på ny.  
Ordet dannelse udspringer fra det tyske ord bildung, som i anden halvdel af 1700-tallet blev brugt af de såkaldt nyhumanistiske tænkere i Tyskland anført af sprogforskeren og universitetsgrundlæggeren Wilhelm von Humboldt. Ordet dækker over den proces, den enkelte gennemgår for at udvikle sig i samklang med det almenmenneskelige. Nyhumanisterne mente, at klassisk græsk kultur var det mest fuldendte udtryk for humanitet, og derfor handlede dannelse dengang især om at sætte sig ind i de græske og latinske klassikere. 
”Bildung er i sin oprindelige form ’Jesus til efterfølgelse’ – altså forbilledlig. Det er det, der er baggrunden for dannelsesidealet i den tyske filosofi, som vi lægger os op ad. Man skal i princippet gøre som Jesus,” fortæller Lars-Henrik Schmidt. 
Men dannelsesbegrebet er også påvirket af begrebet paideia i den græske kultur og humanitas i den romersk-kristne kultur, påpeger han.  
”Fælles for de begreber var, at man skulle efterligne de gamles mønster, altså antikkens mønster. Det afgørende ved humanitas var, at man skulle huske på, at ethvert andet menneske kunne være Jesus. Man skulle altså omgås andre, som om det var Jesus,” siger Lars-Henrik Schmidt og tilføjer: 
”For det moderne menneske er det blevet omskrevet til, at man skal omgås andre, som om det var dig, der var i den andens situation. For at gøre det skal man kunne skride ud af sig selv og identificere sig med det andet menneske.”

Splintret kultur 
I løbet af 1800-tallet blev den klassiske dannelse suppleret og udfordret af en mere moderne og national dannelse, hvor kendskab til fædrelandets historie og litteratur, moderne sprog og kultur, naturvidenskab, jura og samfundsforhold indgik. Herhjemme fik kultusminister Johan Nicolai Madvig i 1850 skrevet ind i lovgivningen, at undervisningen i gymnasiet skal være almendannende. 
En anden vigtig person i dannelsens Danmarkshistorie er imidlertid Emma Gad, som i 1918 udgav den berømte bog Takt og Tone. Her var fokus ikke på paratviden om kultur og videnskab, men derimod på omgangsformer, pli og etikette. I den traditionelle borgerlige dannelsestænkning indgår nemlig ikke kun indsigt, men også gode manerer som at kunne danse engelsk vals og holde rigtigt på vinglasset. 
Men i dag er tidligere tiders faste dannelsesidealer i den grad udfordret – konsensus er væk. 
”Vores kultur er splintret. Vi kan ikke tale om ’den danske ånd’, som vi kunne tidligere,” siger Lars-Henrik Schmidt. 
På den ene side af nutidens dannelseskløft står de traditionstro, der stadig tillægger det nationale fællesskab, den antikke og europæiske kulturhistorie, den store litteratur og gode manerer stor vægt. På den anden side står modernisterne, der ser dannelse som et individuelt identitetsprojekt. Det handler ikke længere om at blive noget alment, men om at skille sig ud. Det handler om den enkeltes personlige smag og evne til at begå sig i en kompliceret verden. Man skal blive sig selv og dermed blive noget særligt.

Alt kan danne 
Det er typisk klassiske højskole-, gymnasie- og universitetsfolk, som betoner ånd og national sammenhængskraft, og den kreative klasse, som betoner originalitet og selvudvikling. 
Lars-Henrik Schmidt placerer sig et sted i midten. Han mener, at der stadig er noget basal viden, der skal være på plads. Et samfund må have en portion viden som fælles gods, hvis det ikke skal smuldre. På den anden side er dannelsesbegrebet nødt til at følge med tiden. Derfor må vi i dag tale om en ”utraditionel dannelse” og om selvdannelse.   
”Der er ingen tvivl om, at dannelse i dag er et individuelt identitetsprojekt, men ifølge min overbevisning skal det ligge i forlængelse af den klassiske dannelsesforestilling,” siger han. 
For Lars-Henrik Schmidt er dannelse i dag den proces, hvor man overskrider sin egen verden og involverer sig med en større verden. Dannelse er en ”individualitetsoverskridende individualitetsforsikring”, som han udtrykker det. Grundsubstansen er, at man skal blive sig selv og dermed blive mere end sig selv. 
”Man dannes ved at blive en del af noget større. Man bliver til ved at blive til for andre. Den udvidelse er ikke et tab af identitet, men derimod en forsikring af identitet. Samtidig med at du bliver mere end dig selv, bliver du også mere dig selv. Det er denne balance mellem respekt og overskridelse, der er en utraditionel – ikke antitraditionel – dannelsesdefinition.” 
I dag er vilkåret, at alt i princippet kan danne, forklarer han. Technomusik, litteratur, at stå på en bjergtop. Men forudsætningen for dannelse er bevægelse. Det handler ikke om, hvor meget viden man har, men om hvad man bruger den til, og om man vover at sætte den på spil. 
”Meget intelligente folk kan være decideret udannede, fordi de har skyklapper på, mens købmanden, der sælger kaffe, kan være dannet, hvis han interesserer sig for, hvor kaffen er dyrket, hvordan den er ristet, hvem der ejer plantagen, og hvordan arbejdsforholdene er,” siger Lars-Henrik Schmidt. 

Ryd op i fagrækken 
Undervisningen i gymnasiet skal både give eleverne almendannelse og forberede dem på at læse videre. Men i dag fylder det studieforberedende langt mere end det almendannende, mener Lars-Henrik Schmidt. 
”Dannelsesdimensionen i gymnasiet er under pres. Der er for stort fokus på, hvad universiteterne efterspørger, og på erhvervsrelevante kompetencer. Det hele kan ikke gøres op i det, der kan måles og vejes, og træning i videregående uddannelsesteknikker.” 
Han anbefaler, at gymnasiet opprioriterer dannelsesdimensionen. De unge skal forberedes til livet – ikke kun til en videregående uddannelse. 
”Formålet med uddannelsessystemet er livsduelighed – ikke arbejdsduelighed. Gymnasiet skal først og fremmest åbne horisonter og gøre de unge nysgerrige og modne,” siger han og fortsætter: 
”Det er et spørgsmål om, at man respekterer spild. Rousseau (fransk filosof, red.) sagde, at det gælder om at spilde tid for at vinde tid. Ikke alt, hvad man lærer i ungdomsårene, er nyttigt nu og her.” 
Desuden kritiserer Lars-Henrik Schmidt gymnasiet for ikke at have nytænkt, hvad dannelse er i dag. 
Fagrækken viser, at gymnasiet stadig er gennemsyret af de klassiske dannelsesidealer og fag, som universitetet har forladt, mener han. 
”Fagene passer ikke til vores virkelighed. I stedet for at holde stædigt fast i fagene bør man tænke mere i, hvilke sager man mener, de unge skal kunne forholde sig til i fremtiden.”  
Hvis han var undervisningsminister, ville han nedsætte en kommission, så der kunne bliver ryddet op i fagrækken.   
”Indholdet i gymnasiet skal gentænkes. Man skal være meget mere præcis, i forhold til hvilke fag der er brug for. Det er ikke nok, at de unge lærer at lære. Det afgørende spørgsmål er, hvad det er, de skal lære. Det handler om et tidssvarende curriculum og ikke om didaktik,” siger Lars-Henrik Schmidt.  

Kommentarer

0
You must have Javascript enabled to use this form.

Annoncer