Du er her
TEMA
|
11. sep 2017

Det siger lærerne ...

I spørgeskemaundersøgelsen gav vi lærerne mulighed for at sætte et par ord på kvaliteten af deres undervisning. Her er et udpluk af kommentarerne:
Af: Tina Rasmussen

"Tempoet er skruet i vejret i en grad, hvor det er uholdbart. Og snak om almendannelse, differentiering, individuel elevkontakt og så videre er jo umuligt i de rammer."

"Niveauet i min undervisning er det samme som for to år siden, men jeg arbejder mere, og min feedback på opgaver er blevet ringere."

"Vi leverer fortsat god kvalitet, vi kan jo ikke lade være, vi har stor faglig stolthed. Men vi betaler også prisen i form af stress og manglende glæde og overskud."

"Endnu kan man holde niveauet, men det kræver arbejde ud over det, man får løn for."

"Gymnasiet køres ned, og en hel generation bliver dårligere uddannet."

"Jeg kan mærke, at jeg engagerer mig mindre i den enkelte elev, fordi jeg har flere hold, moduler og elever at undervise på den samme tid."

"Det er min vurdering, at hverken elevernes trivsel eller kvaliteten af den læring, der foregår, lider. Men som underviser føler jeg, at jeg bærer rigtig meget på mine skuldre, og det giver mig et kolossalt dårligt arbejds­miljø, når jeg har så lidt tid til at forberede undervisningen."

"Når der ikke er ressourcer til feedback til den enkelte og til støtte til dem, der har behov, så bliver resultatet dårligere. Det bliver dem, der kan finde ud af det selv, der kommer igennem."

"Når man får flere undervisningstimer, bliver der mindre tid til at tage sig af alle de små, men vigtige sociale opgaver."

"Jeg leverer en dårligere undervisning, da jeg er presset på tid i forberedelsen. Det betyder ikke, at det er en dårlig undervisning, den er bare ikke så god, som den kunne være blevet."

Kommentarer

0
You must have Javascript enabled to use this form.