Du er her
26. okt 2007

»Det handler om -demokratisk dannelse«

»Det handler om -demokratisk dannelse«

I forhold til integration er en gymnasielærers vigtigste opgave at danne eleverne, siger Farshad Kholghi, der er aktuel med bogen »Verden er ét land«. Gymnasieskolen har mødt skuespilleren, forfatteren og foredragsholderen til en snak om fundamentalisme, demokrati og ærlighed. Om at stå fast på de grundlæggende værdier i det danske samfund. Og være ligeglad, hvis man bliver kaldt racist.

INTEGRATION > af tina rasmussen >
tina@gl.org > foto: mike kollöffel

»Mine damer og herrer, jeg er et syndigt menneske, jeg ender i helvede. Det gør I ikke ved at lytte til det, jeg siger. I den næste time kommer jeg til at krænke alles religioner. Men tag det som en oplevelse og lyt. Lad være med at gå. Bagefter kan I diskutere med mig og fortælle om jeres sandheder.«

Nogenlunde sådan lyder indledningen, hver gang Farshad Kholghi holder foredrag på folkeskoler, gymnasier og andre uddannelsesinstitutioner rundt omkring i landet. Og det gør han tit.

Humoren er hele tiden med, når den 36-årige iranskfødte skuespiller, forfatter, komiker, foredragsholder og klummeskribent ytrer sig. Samtidig er han skarp i sin kritik af dansk blåøjethed med hensyn til integration og muslimsk fundamentalisme.

»Når nogen vil erstatte Grundloven med den fundamentalistiske version af islam, er det et problem,« siger Farshad Kholghi.

Han er netop nu aktuel med bogen »Verden er ét land«, der handler om hans barndom i det krigshærgede Iran, hans teenageår i Jylland og hans oplevelser i 1990'ernes København. En bog fyldt med minder og meninger. Om integration, religion, fundamentalisme, ytringsfrihed og demokrati.

»Jeg har oplevet nogle ting, og jeg kan se nogle tendenser, som minder mig utroligt meget om de ting, jeg har oplevet i Iran. Derfor er et af mine budskaber med bogen: Hør lige her, kære Ahmed og Fatima, tænk selv, og lad være med at lytte til fanatiske fundamentalister inklusive imamerne, der i det skjulte hader vores demokrati. Lær sproget, få en uddannelse, få et arbejde, vær en del af det her samfund, og lad være med at betragte jer selv som udlændinge.«

Ærlighed er nøgleordet
Som 14-årig flygtede Farshad Khol-ghi sammen med sin mor fra det fundamentalistiske islamiske Iran. Fra Khomeinis præstestyre, krig og forfølgelse af familien, der tilhørte den forbudte Bahai-religion. Det var i 1984. Efter fire måneder i København fik de bevilget asyl af humanitære grunde og landede i Haderslev. Senere fulgte faderen efter. Med hjælp fra Dansk Flygtningehjælp kom Farshad Kholghi på Grindsted Kost- og Realskole og siden på Grindsted Gymnasium og HF. Og blev lynintegreret.

»Det var på kostskolen, jeg fandt ud af, at jeg hverken var bedre eller dårligere end andre, og det var her, jeg for alvor lærte om dansk kultur og danske traditioner,« siger Farshad Kholghi, der blev behandlet på fuldstændig lige fod med skolens øvrige elever.

»Lærerne gav mig respekt, når jeg havde fortjent det, og skideballer, når jeg havde fortjent det. De var ærlige og gik ikke på kompromis med deres egne værdier, fordi jeg sagde: Åh, jeg har oplevet en krig, jeg gider ikke at komme til timen i dag.«

Sådan oplevede han også de tre år i gymnasiet, og netop ærlighed er ifølge Farshad Kholghi nøgleordet for landets folkeskole- og gymnasielærere, der i hverdagen står over for elever med anden etnisk baggrund end dansk. Ærlighed i forhold til elevernes faglige kunnen, men i endnu højere grad i forhold til de grundlæggende værdier i det danske samfund. Lærerne skal naturligvis uddanne, men den største opgave er at danne eleverne, mener han.

»I forhold til integration er 80 procent af folkeskole- og gymnasielærernes opgave at danne eleverne. Det handler om demokratisk dannelse. Imam Abu Laban var uddannet, de folk, der fløj ind i World Trade, var uddannede, og de, der forsøgte at lave terror i London, var uddannede,« siger Farshad Kholghi.

Fint, jeg er racist
Eleverne skal oplyses, de skal diskutere, og lærerne skal ikke være bange for at give eleverne en ordentlig peptalk: Hold op med at betragte dig selv som fremmed. Gør dit yderste. Det er muligt, at du har oplevet diskrimination, men nogle gange er livet uretfærdigt. Hver dag er der folk, der får konstateret en kræftsygdom. Du skal videre ...

»Der er ting, der skal siges. Man skal ikke holde mund, fordi man er nervøs for at krænke Abdallah. Går han ud, er det bare ærgerligt,« siger Farshad Kholghi, der opfordrer lærerne til at være immune, hvis elever beskylder dem for at være racister.

»Fint, jeg er racist, men du skal læse om Darwins udviklingslære, du skal høre foredraget om Holocaust, du skal med på studieturen, du skal i bad, når du har haft idræt, og piger skal ikke gå med tørklæde, for det er kønsdiskriminerende.«

»Vi skal stå fast på de grundlæggende værdier, vi har i Danmark, og vi skal sgu være stolte af dem. Det er de værdier, flygtningene er flygtet til. De skal ikke ændre det til det lort, de er flygtet fra,« siger Farshad Kholghi, der understreger, at han godt er klar over, at mange lærere allerede gør en stor indsats.

Han peger samtidig på vigtigheden af, at lærerne går ind i konkrete episoder og konfronterer eleverne. Det er nødvendigt, hvis man skal forhindre imamerne og ekstremisterne i at hjernevaske andengenerationsindvandrerne til at hade Vesten, mener han.

»Når imamerne siger, at der er blevet dræbt muslimer i Irak og Afghanistan, så gå ind og sig: Prøv og hør her, i dag blev 30 irakere dræbt i Irak, men hvem var det, der dræbte dem? Var det danske soldater? Var det amerikanske soldater? Nej, det var muslimske fundamentalister. Sig det højt. Nuancerne skal frem.«

Farshad Kholghi mener også, at der i langt højere grad skal sættes ind over for forældrene. I bogen lægger han ikke skjul på, hvor taknemmelig han er for, at hans forældre aldrig så sig selv som ofre og videregav den opfattelse til ham, at det var synd for dem, og at de bare skulle sætte sig ned og vente på, at tiderne blev gunstigere.

»Taberne er de børn, hvis forældre siger: Vi kommer fra Pakistan, vi er pakistanere. Helt ærligt, hvis I er så meget pakistanere, så rejs tilbage til Pakistan. Af kærlighed til sit barn skal man sige: Det er os, der kommer fra Pakistan, men du er født i Danmark, du er dansk.«

Han forstår godt, at unge andengenerationsindvandrere kan føle sig frustrerede.

»Det er ligegyldigt, hvor mange integrationsprojekter regeringen laver, hvis man i hele sin barndom har hørt sine forældre sige, at danskerne er racister, og man oven i købet har en religion, der siger: De er ikke bare onde, de er urene. Den forskelsfølelse kommer man aldrig af med.«

Angst med på slæb
I dag bor Farshad Kholghi på Østerbro. Fra stuerne i lejligheden på femte sal er der udsigt til efterårsgrå himmel og træer med gyldne blade. Jazztoner strømmer ud af højtalerne. Der er cremefarvede vægge, kaffe i kopperne og småkager fra Emmerys i skålen. Reolen, der fylder hele den ene væg, er fuld af bøger fra Shakespeares samlede værker og Bibelen over Tolstojs »Krig og fred« til en biografi om Churchill og »Lysmageren« om Poul Henningsen.

Tidligere har han boet på Blågårdsgade på Nørrebro, men måtte flytte efter ganske få uger. En flok andengenerationsindvandrere overfaldt ham, spyttede ham i ansigtet og smadrede hans cykel, fordi han havde medvirket i DR2s satireprogram »OPS - Oplysning om Perkerne til Samfundet«.

»Jeg fik at vide, at jeg lige kunne vove på at gøre grin med islam på tv, og til sidst turde jeg ikke bo der længere,« fortæller han.

Oplevelsen gjorde ham dels bevidst om hans politiske synspunkter, dels tvang den ham til at se den angst i øjnene, som han havde haft med på slæb fra Iran og ignoreret i mange år.

Nok var han fuldt integreret i det danske samfund og på alle måder en succeshistorie, men både på kostskolen og et godt stykke ind i gymnasiet havde han løjet om sin baggrund og opfundet en knap så traumatisk familiehistorie om, at han havde boet i USA og bare var kommet til Danmark ved et tilfælde. For da han besluttede sig for at blive en del af det danske samfund, besluttede han sig samtidig for at fortrænge alt, der havde med fortiden at gøre.

»Det var en måde at overleve på. Jeg var flov over at være flygtning og tage imod almisser, og når jeg så billeder i fjernsynet fra Iran, var det ikke andet end krig og vanvittige, fanatiske mennesker, så jeg flygtede fra min historie,« siger Farshad Kholghi.

Langsomt ændrede det sig. I gymnasiet begyndte det at gå op for ham, at hans baggrund måske også gemte på nogle muligheder, og på universitetet begyndte han at snakke om Iran og åbne op for nogle ting. Men kun på overfladen. De ting, der virkelig gik ham på, tav han fortsat om.
Indtil den majdag i 2001, hvor overfaldet blev det, der prikkede hul på bylden.

»Det var smertefuldt, og jeg røg ned i et kæmpestort sort hul,« siger han.

Siden har samtaler med en psykolog hjulpet ham til at indse, at han nok aldrig kommer helt af med sin angst, men at den kan vendes til noget positivt.

Grund til bekymring
Ifølge Farshad Kholghi er der mange med muslimsk baggrund, som giver deres børn personlig frihed og respekterer demokratiet. Men der er også en gruppe fundamentalister, som arbejder for sharia (islamisk lovgivning), og derfor er der grund til bekymring. Grundlæggende kan fundamentalistisk islam og demokratiske værdier ikke kombineres, og når der dukker 1.000 mænd og kvinder op til et møde med den fundamentalistiske islamiske organisation Hizb-ut-Tahrir, er det 1.000 for mange.

Han mener, at den fundamentalistiske islam ser sig selv som overlegen i forhold til andre religioner. Selvom muslimerne er en minoritet, vil de behandles som en majoritet og kræver særrettigheder, der går imod demokratiets værdier.

»Men der bør vi som samfund stå fast på, at religion er et personligt valg. Det er ikke en naturlov, der står over demokratiet,« siger Farshad Kholghi.

Han kalder integrationen i Danmark for en katastrofe. På grund af berøringsangst, naivitet og godhed. På grund af politikere og meningsdannere, der har tænkt kortsigtet hele vejen igennem.

»Man glemte at blande indvandrerbørn med danske børn, og man fortrængte, at der var tale om helt andre kulturer og religioner. Man har været bange for, at man ved at snakke åbent og ærligt om tingene ville krænke nogen, og man har troet, at alle andre tænker som én selv. Derfor har vi tabt integrationskampen, og derfor er vi ved at tabe terrorkampen,« siger Farshad Kholghi, der understreger, at det ikke er befolkningen, der er naiv.

»Det er de selvbestaltede engle fra venstrefløjen og den intellektuelle kulturradikale elite, der påstår, at de ved bedre, men ikke aner, hvad der foregår. Det er for eksempel Enhedslistens top og Politikens Tøger Seidenfaden.«

Han ryster samtidig på hovedet af, at man går i dialog med imamerne og taler alvorligt om hvad der bør gøres, i stedet for at knytte kontakter til professorer med indsigt i forholdene eller de verdsligt sindede i de pågældende lande.

»Imamerne ved ingenting. Imamerne ønsker ikke demokrati. Ved at give dem mikrofonen blåstempler man dem og gør dem til forbilleder for frustrerede andengenerationsindvandrere.«

Men noget har vi dog lært. Debatten er blevet meget mere åben, vurderer Farshad Kholghi, der mener, at det interessante spørgsmål i forhold til integration ikke er, hvor man kommer fra, men hvor man vil hen.

»Diskussionerne om ‘dem og os' er noget af det vigtigste, man kan have en holdning til i disse år,« siger Farshad Kholghi.

»Verden er ét land« udkom 31. oktober på People's Press.

Farshad Kholghi

Født 1971 i Teheran i Iran. Moderen er tidligere sekretær, faderen er tidligere kommunikationschef i det iranske luftvæsen. Begge er i dag pensioneret og bor i København. Farshad Kholghi kom til Danmark som flygtning i 1984. Studentereksamen fra Grindsted Gymnasium og HF i 1991. Autodidakt skuespiller. Har blandt andet medvirket i »Pizza King« og »Nordkraft« samt tv-serierne »Nikolaj og Julie« og »Forbrydelsen«. Er klummeskribent i MetroXpress, medlem af Berlingske Tidendes »Groft sagt«-debatpanel og foredragsholder. Spiller i øjeblikket trofast ridder i »Knud den kedelige« på Folketeatret i København og skriver på en roman. Bor sammen med sin kæreste på Østerbro.

Kommentarer

0
You must have Javascript enabled to use this form.

Annoncer