Du er her
Debatindlæg |
11. maj 2017

De forkætrede færdigheder

Af: Asger Wille

Et lille spøgelse fra 00’erne antog i de forgangne uger skikkelse af Rane Willerslev og deltog på ny i diskussionen om, hvad vi skal leve af i fremtiden. Da den populære forsker i ugens løb blev udnævnt som direktør for Nationalmuseet, fik han naturligt nok taletid i medierne. Og denne taletid brugte han blandt andet til endnu gang at fortælle, at han som barn ikke var god til at stave, men alligevel er blevet eliteforsker, at det danske uddannelsessystem bør dumpe, fordi det lægger vægt på færdigheder, og at vi i fremtiden skal leve af innovation.

Der er sådan set ikke noget nyt i tankerne. Vi har hørt dem før, for de lyder som sagt som et ekko fra 00’erne. Willerslev opstiller en modsætning mellem færdigheder på den ene side og faglighed, kreativitet og innovation på den anden side. Enten skaber man bogholdere (og det gør vi for tiden, mener han), eller også skaber vi vildskab og innovation. Denne dualisme er besynderlig, men den har, tror jeg, sin baggrund i mindst to misforståelser, som Willerslev ikke er alene om. De kan spores i flere uddannelsespolitiske tiltag, fx Folkeskolereformen, og de findes hos mange af de uddannelsespolitiske ordførere på både den ene og anden side i Folketinget.

Den ene misforståelse er forestillingen om, at vi kan forudsige fremtiden så præcist, at vi kan vide, at Danmark i fremtiden skal leve af fx innovation. Den misforståelse har skabt en utilitaristisk tilgang til uddannelse, som har været en fast bestanddel af den uddannelsespolitiske dagsorden i mange år og i særdeleshed siden den radikale folketingsgruppe forlæste sig på Richard Floridas bog om den kreative klasse. Forestillingen om, hvad vi skal leve af i fremtiden, har det dog med at ændre sig og være farvet af de diskussioner, som er oppe i tiden og en idé om, at vi netop nu – lige nu – befinder os i situation, hvor alting forandrer sig hurtigere og vildere end nogensinde før. I 00’erne handlede det om, at vi skal leve af idéer og innovation i fremtiden. I 10’erne har det i lyset af finanskrisen oftere handlet om, at vi skal uddanne færre humanister og undgå et nyt PISA-chok.
Førstnævnte fandt bl.a. sin form i gymnasiereformen af 2005 og i enkelte partiers ønske om, at innovation skal indgå i så mange aktiviteter i gymnasiet som muligt. Sidstnævnte finder sin form i Folkeskolereformen, fremdriftsreformen og begrænsningen af dobbeltuddannelse. Nu begynder økonomien at bedres langsomt, og så handler det nok en gang om singularitet, robotter, disruption og innovation.

Den anden misforståelse drejer sig om de såkaldte færdigheder. De bliver enten afvist som uvæsentlig udenadslære, eller også bliver de genstand for nationale test. Willerslev selv mener ikke, at færdigheder er særlig vigtige, jf. hans egne vanskeligheder med at stave. Ligeledes mener han, at der undervises ud fra en fejlfinderkultur, som hæmmer den kreativitet og innovation, vi skal leve af. Den modsatte part mener, at det polemisk sagt handler om, at eleverne skal kunne de ting, som måles i en PISA-test.

Begge parter deler de to misforståelser. Willerslev og de, han anklager, tager udgangspunkt i tanken om, at man kan forudsige fremtiden. Og de tager ligeledes udgangspunkt i en mere eller mindre bevidst tanke om, at uddannelse i Danmark ikke længere primært sigter mod at sætte den enkelte fri. Det handler i stedet om at uddanne til et arbejdsmarked. Javel, det er sat en anelse på spidsen, men grundlinjerne er åbenlyst til stede. Og det er sådan set ligegyldigt, om der er tale om Antorinis folkeskoleprojekt med nationale test eller innovationens frontkæmpere. På overfladen taler sidstnævnte gruppe om at sætte vildskaben og kreativiteten fri, mens førstnævnte gruppe er optaget af grundlæggende færdigheder, som kan bruges til noget. Imidlertid taler begge grupperinger om uddannelse fra en position, som ikke har den enkeltes frigørelse som sigte, men i stedet samfundets og statens behov.

Færdigheder er hverken ligegyldige eller det eneste vigtige i en uddannelse.
Færdigheder er det fundament, man kan bygge på. Det er blandt andet konkret viden. Og konkret viden er afgørende for muligheden for at sætte sig fri af andres magtudøvelse over én. Uden færdigheder bliver de færreste voldsomt innovative, med mindre de som Willerslev kommer fra en anerkendt forskerfamilie. Ligeledes bliver man ikke voldsomt kreativ, blot fordi man har opøvet grundlæggende færdigheder. Men man får en sikkerhed i sin kommunikation, analyse og bearbejdning af stoffet. Og med den sikkerhed får eleven et overskud, som giver grundlag for at arbejde med komplekse problemstillinger. Færdigheder og kreativitet er ikke modsætninger eller enten-eller. Derfor er det vigtigt, at man ikke opretholder denne kunstige dualisme i uddannelsessystemet. Vi har alle mødt elever, der kommer fra såkaldt uddannelsesfremmede hjem, som ikke besidder grundlæggende færdigheder i dansk og matematik. Det gør dem sjældent kreative… Det gør dem som regel lidt fortabte. 

I et tilstræbt meritokratisk samfund som vores snyder vi børnene for muligheden for at skabe sig et godt liv, hvis vi ikke giver dem de grundlæggende færdigheder. Det er deres mulighed for at skabe sig et sikkert ståsted. Derfra kan de bevæge sig mod analyse, vurdering, refleksion og i visse sammenhænge innovation. Men vigtigst af alt er frigørelsen og muligheden for at tage kvalificerede beslutninger i eget liv.

Asger Wille
Lærer og it-vejleder på Køge Gymnasium

Medlem af GL's hovedbestyrelse for Liste 2

Kommentarer

1
You must have Javascript enabled to use this form.
Rikke-Line Gabelgaards billede

Rikke-Line Gabelgaard

Asger Wille - her rammer du hovedet på sømmet. Som spansklærer har jeg også svært ved at se hvad jeg skal lære eleverne andet end at tale og skrive spansk. Det er absurd med den negative diskurs omkring færdigheder. Tak for en super artikel.