Nyhed

Danske gymnasielærere skal inspirere egyptiske kolleger

Gymnasieskolernes Lærerforening forsætter sit projekt i Egypten, hvor danske lærere skal inspirere egyptiske kolleger. Du kan komme med.

5. december 2013 af Malene Romme-Mølby
GL-seminar i Cairo om kønsproblemer i uddannelsessystemet

Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) har netop fået bevilget knap 1.000.000 kroner til at forsætte sit skoledialogarbejde i Egypten.
Pengene kommer fra Udenrigsministeriets Det arabiske initiativ, der administreres af Mellemfolkeligt Samvirke.

Fra fritstående events til ændrede tankemåder
Formålet med projektet er at skabe dialog mellem danske og egyptiske lærere. 10 danske gymnasielærere har i løbet af de sidste  to år været i Egypten for at deltage i GL’s fire seminarer med egyptiske kolleger.
Chefkonsulent Hans Laugesen og ansvarlig for GL’s internationale arbejde begrunder fortsættelsen af projektet med, at det tager tid at gøre sine erfaringer, når man arbejder med organisationer og skoler i andre lande.

”To år er ikke længe nok til at sikre en varig indflydelse. Hvis man opgiver et projekt efter to år, så har man haft nogle fritstående events, hvor folk har hygget sig, men hvor man ikke har fået indarbejdet de ændrede tankemåder og rutiner for alvor. Derfor ønsker vi at fortsætte arbejdet,” fortæller Hans Laugesen.

Målet med projektet er at inspirere lærerne og styrke den egyptiske lærerforening. Den nye del af projektet starter i uge ni i 2014, hvor der holdes fire seminarer for lærere, der er medlemmer af den uafhængige egyptiske lærerorganisation ISTT.

Egyptiske og danske elever skal også samarbejde
Hans Laugesen fortæller, at der har været så stor tilfredshed med temaerne ved de tidligere seminarer, at GL gentager tre af dem – nemlig frafald, kønsproblemer i uddannelsessystemet og skoledemokrati.

”Som et nyt emne planlægger vi elevinddragelse. Det vil vi gøre ved at inddrage egyptiske og danske elever i planlægningen af et undervisningsforløb om miljø,” fortæller Hans Laugesen.   

Hverdag i Egypten igen
Nogle af lærerne fra sidste seminarer får lov til at fortsætte i projektet, fordi de brænder for projektet, fortæller Hans Laugesen.
”Men nogle af de deltagende lærere har været bekymrede ved den politiske udvikling i Egypten og ønsker ikke at fortsætte. Derfor hører vi meget gerne fra interesserede lærere,” siger han.

GL har netop afholdt et seminar i Egypten, og Hans Laugesen understreger, at det er gået rigtig fint og trygt. Der har ikke været fare på færde.
”Undtagelsestilstanden er jo ophævet, og hverdagen fungerer,” siger Hans Laugesen.

Sådan deltager du
For at deltage i projektet skal man kunne deltage i et træningsseminar på universitetet i Cairo i uge ni 2014. Her får lærerne indsigt i den pædagogiske metode, som man anvender og uddanner egyptiske lærer til.

”På den måde får de danske lærere en bedre forudsætning for at tage afsætning i de egyptiske læreres hverdag, når de skal instruere dem,” siger Hans Laugesen.

Er du gymnasielærer og ønsker at deltage i projektet, skal du sende en mail til Hans Laugesen på laugesen@gl.org

Tilføj kommentar

Brugeroplysninger
Email-adressen vises ikke på sitet, men gør det muligt for os at kontakte forfatteren.
Kommentér uden forsinkelse.
Brug Facebook
log ind eller registrer
dig her.
By submitting this form, you accept the Mollom privacy policy.