Du er her
Foto: 
Blogindlæg |
25. jun 2015

Dannelse og web 2.0

Af: Anne Boie Johannesson

Jeg har lige haft det privilegium at være censor på nogle af årets teopædopgaver. Det har været spændende, inspirerende og lærerigt. Jeg synes at de nye lærere formåede at anvende deres almen- og fagdidaktiske viden på en god måde til at reflektere ud fra. Det viste mig klart at pædagogikumuddannelsen blandt andet er med til at kvalificere de didaktiske og pædagogiske refleksioner ved at levere et metasprog og en række teorier, som kandidaterne kan spejle sig i og tage stilling til.

I forbindelse med censormødet var der imidlertid et par spøjse oplevelser. Lars Geer Hammershøj fra DPU holdt oplæg om almendannelse og professionsdannelse. Almendannelse handler i hans optik om livsduelighed, demokrati, medborgerskab m.m., mens professionsdannelse handler om arbejdsduelighed, virksomhedsforståelse, interesser, holdninger m.m. Denne opsplitning ses også i gymnasiet hvor vi skelner mellem almendannelse og studiekompetencer. Men er det egentlig ikke mærkeligt at se det som to forskellige dele? Man skulle jo tro, at det at kunne studere og at have et arbejdsliv også var en del af almendannelsen. Jeg vil hellere se professionsdannelsen som en lille delmængde af almendannelsen end at se dem som to separate størrelser. Ellers ender jeg med en splittet identitet: En del af mig som alment dannet og en del af mig som arbejdende. At være et studerende/arbejdende menneske er vel også en vigtig del af at være et bidragende og livsdueligt samfundsmedlem - eller hvad?

Hammershøj reflekterede også over professionsdannelse i relations til årets teopæd-opgaver. Og her blev jeg overrasket: Han mente ikke at web 2.0 i undervisningen kan bidrage til elevernes dannelse. Han begrundede det med, at det ikke er nok at være elevernes vejleder, hvis de skal dannes. Man skal nemlig være deres underviser, der åbner nye verdener for dem, samtidig med at man selv repræsenterer en efterlignelsesværdig stil. Her er jeg ret uenig. Jeg mener nemlig at web 2.0 blandt andet kan bidrage til at lære eleverne at samarbejde, kommunikere, tage ansvar, give og modtage kritik, netop fordi læreren er vejleder fremfor underviser. At være vejleder udelukker ikke at åbne nye verdener eller at repræsentere en efterlignelsesværdig stil. Web 2.0 i undervisningen kan i mine øjne i høj grad være både almendannende og studieforberedende, og jeg synes at det er trist, når web 2.0 reduceres til noget, der ikke kan bruges til noget fornuftigt. Men det skal selvfølgelig bruges på en reflekteret og velovervejet måde.

Den anden spøjse oplevelse var da Peter Hobel, en af hovedkræfterne bag årets opgaveformuleringer, fortalte om at der var kandidater, der havde spurgt om hvad web 2.0 var. Det blev der grinet en del af, men spørgsmålet er faktisk fornuftigt. Det viser at vi som lidt ældre lærere ikke helt følger med udviklingen. Vi kan huske da nettet var som et kæmpestort leksikon, hvor vi kunne finde alverdens oplysninger. Det var web 1.0. Senere kom der mulighed for at interagere ved  selv at uploade materiale, kommentere andres materialer og i det hele taget kommunikere med andre. Det er det, vi kalder web 2.0. Men for nyere webbrugerne er det en selvfølge at vi interagerer med hinanden på nettet. De er for unge til at huske web 1.0-tiden, og de ville aldrig være interesserede i kun at bruge nettet som leksikon. Betegnelsen web 2.0 er dermed gammeldags og forældet, og når kandidaterne spørger til den, er det ikke udtryk for total uvidenhed, men for at virkeligheden har rykket sig uden at vi andre er fulgt med.

Trods pudsighederne har min oplevelse som teopædcensor været absolut positiv, og jeg håber at jeg får lov til at være med igen til næste år. Tak til kandidaterne for inspirerende læsning!

 

Kommentarer

0
You must have Javascript enabled to use this form.

Annoncer