Du er her
Debatindlæg |
07. sep 2017

Fix bare løs - det er ikke forbudt

Af: Eva Kvorning

For år tilbage var jeg censor ved skriftlig spansk til studentereksamen. En opgave viste tydelige tegn på snyd, det var jeg og min medcensor enige om, fagkonsulenten ligeså, og vi indberettede det tjenstligt.
Sagen blev forelagt rektor på elevens skole, og han spurgte elevens spansklærer, hvad hun mente. Heller ikke hun var i tvivl om, at der forelå snyd. Derpå kaldte rektor eleven for sig og spurgte, om han havde snydt. "Nej", lød svaret. Rektor meddelte ministeriet, at eleven over for ham på tro og love havde erklæret, at han ikke havde snydt til den skriftlige eksamen, og dermed var sagen afgjort. Eleven fik sin hue. Gad vidst, hvordan hans videre karriere er forløbet.

Jeg blev mindet om denne erfaring med systemets underkendelse af fire fagpersoner over for en teenagers frækhed, da Metroexpress i foråret 2017 informerede om et frisk initiativ: "Fix min opgave": Gymnasieelever, der ikke aner, hvordan de skal besvare en selvstændig opgave som forberedelse til akademiske studier, kan mod en overkommelig betaling få opgaven skrevet af en af firmaets ansatte.

Den virksomhed forekom mig så indlysende retsstridig, at jeg d. 11. maj sendte nedenstående forslag, dels til undervisningsministeren, dels til forkvinden for rektorforeningen.

"Vedr. firmaet FixMinOpgave’s virksomhed

Frederik Drews erklærer, at han driver en servicevirksomhed.
Men ud fra mit simple retsbegreb må FixMinOpgave betragtes som en falskneri-central på linie med anden illegal virksomhed, såsom fremstilling af falske pas, penge og kørekort.
At aflevere en opgave, som man ikke selv har skrevet, er under alle omstændigheder et falskneri, som ikke kan bagatelliseres til, at det kun går ud over en selv. Hvis det ikke sanktioneres, får det konsekvenser i forhold til andre elever, institutionens troværdighed og den enkelte falskners senere livsløb.

Det forekommer klart ulovligt, at en person afleverer en opgavebesvarelse, som en anden har produceret. Censorernes opgave er at bedømme besvarelsernes faglige kvalitet. De bør ikke belastes med at skulle afsløre og dokumentere snyd, når problemet i dette tilfælde kunne løses ved, at man finder frem til bedragerne ved at kræve, at firmaet udleverer sin kundeliste til rette myndighed, i dette tilfælde undervisningsministeriet, og at de elever, der har afleveret en opgave, de ikke selv har skrevet, bortvises fra eksamen."

Venlig hilsen fra Eva Kvorning
Cand mag.
Lektor emeritus.
Tidl. skriftlig censor."

D. 31. maj fik jeg svar fra Undervisningsministeriet:

"Svar på henvendelse om Fix Min Opgave

Tak for din e-mail til undervisningsminister Merete Riisager om virksomheden Fix min opgave af 11. maj 2017

Ministeren har bedt Styrelsen for Undervisning og Kvalitet om at besvare din e-mail.

"Snyd er helt uacceptabelt, og Undervisningsministeriet tager problemet med snyd i de gymnasiale uddannelser – såvel som i de øvrige uddannelser – meget alvorligt og arbejder på at forbedre mulighederne for at forebygge
og afsløre snyd både i undervisningen og ved prøverne.

Du har helt ret i, at det ikke er hensigtsmæssigt, at et firma kan hjælpe elever ved at lave deres opgavebesvarelser for dem. Som det er nu, er firmaets praksis dog ikke ulovlig, og Undervisningsministeriet kan ikke anmelde eller retsforfølge det.

Vi takker for din henvendelse og vil tage dine betragtninger med videre i arbejdet med at imødegå snyd i de gymnasiale uddannelser.

Med venlig hilsen
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet "

Jeg har den inderligste medfølelse med de kolleger, som stadig lægger arbejde og omtanke i at undervise Danmarks ungdom, selv om de svigtes af systemet.

Kommentarer

2
You must have Javascript enabled to use this form.
Stig Wørmers billede

Stig Wørmer

Nej, det er ikke forbudt at snyde. Det er bare forbudt at blive opdaget i snyd!
Eva Kvornings meningstilkendegivelse burde have 100 pct. tilslutning af alle medlemmer, af alle MF'ere, af alle ministerialfolk......
Men det er som om at det alligevel godt må være lidt tilladt alligevel. FixMinOpgave burde i strafferetslig henseende naturligvis standses, og det kan ikke gå hurtigt nok.
Men hvis juraen siger, at den slags faktisk er lidt i orden alligevel, ikke helt rent i travet, men trods alt må ses på med en vis forståelse (bare snyderiet kan skjules ordentligt), så må vi konstatere, at dette lands ansvarlige på dette område i det mindste er udenfor, ja undskyld udtrykket, pædagogisk rækkevidde.
Man må tage sig til hovedet over det ministerielle svar. Det er undskyldeligt dumt og uansvarligt!

Lene Herler pensionerets billede

Lene Herler pensioneret

Jeg støtter i meget høj grad Eva Kvorning i hendes indlæg og ønske om, at der gribes ind over for snyd.
Også således, at rektorer stillet over for en lødig argumentation foretaget af ansatte kolleger, som konkret påpeger snyd fra en elev, ikke kan affeje en påpegelse ud fra, at eleven erklærer ikke at have snydt.
Eleven har naturligvis en umiddelbar interesse deri, vil gerne have sin eksamen, vil ikke fremtræde som snyder . Men den manglende viden kan jo ramme hårdere på længere sigt . Ligesom det at slippe let derover også er uheldigt .
Endnu vigtigere er det, at så ulødige "hjælpeforanstaltninger" standses. Fup og ikke en relevant læring opnås derigennem.
Og netop selve det at lære, hvordan viden opstår, og selv medvirke til være ansvarlig derfor må opfattes som centralt .
Det burde være en indlysende klar fordring fra underviserne, som burde støttes heri også, på ministerielt og politisk plan.