Du er her
Nyhed
|
12. jun 2017

24-timers eksamen forsvinder i historie

Eleverne har stadig 24 timers forberedelse til eksamen i blandt andet samfundsfag, men det er slut nu i historie.

Af: Johan Rasmussen

De nye læreplaner er netop blevet offentliggjort, og de viser, at 24-timers eksamen overlever i flere fag i forhold til regeringens seneste udkast.

Til gengæld står det nu klart, at 24-timers eksamen forsvinder i historie og bliver afløst af 90 minutters forberedelse.

Historielærerforeningen for gymnasiet og hf har kæmpet for at bevare 24-timers eksamen, men forhandlingerne i forligskredsen om gymnasiereformen endte med den nye eksamensform i historie med 90 minutters forberedelse.

“Vi mener, det er et tilbageskridt for historiefaget. Eksamensformen har stor indflydelse på undervisningen, og vi kan godt frygte, at det ender med, at man som lærer giver eleverne nogle præformulerede problemstillinger til de enkelte emner, da der ikke er tid til, at eleverne laver en selvstændig problemformulering til eksamen med 90 minutters forberedelse,” siger David Kyng.

På den måde mener han, at det bliver sværere at gøre eleverne til kritiske historiebrugere, hvilket der ellers er lagt mere vægt på i den nye læreplan.

Fra 49 til 14
I det første udkast til læreplanerne fra Undervisningsministeriet var 24-timers eksamenerne reduceret fra 49 til syv.

Det var en noget kraftigere reduktion i forhold til de anbefalinger, som kom fra de såkaldte læreplansgrupper, som i første omgang havde arbejdet med de enkelte læreplaner.

Forligskredsen for gymnasiereformen har tilsyneladende lyttet til de fleste af anbefalingerne fra læreplansgrupperne, som ønskede at bevare 24-timers eksamen. Og antallet af 24-timers eksamener er nu landet på 14.  

“Fornuften har sejret”
Samfundsfag har blandt andet fået ‘lov’ til at bevare 24-timers eksamen.

“Fornuften har sejret. Med 24-timers eksamen i samfundsfag bliver eleverne testet i at forholde sig til komplicerede problemstillinger, som svarer til det, de bliver udsat for i undervisningen i hverdagen,” siger Jørgen Lassen, som er formand for Foreningen af Lærere i Samfundsfag.

Kan have social slagside
David Kyng fra Historielærerforeningen og hans kolleger skal nu indrette undervisningen efter en eksamen med 90 minutters forberedelse. Eleverne skal på den tid formulere to til tre problemformuleringer på baggrund af et materialesæt på tre til fem normalsider.

“Nogle elever vil bruge meget tid på at læse og forstå materialet, som ofte er vanskelige tekster, og derfor får de svært ved at nå at opstille selvstændige problemformuleringer. 24-timers eksamen er blevet beskyldt for at have social slagside, men det er der netop risiko for med den nye eksamensform, mener jeg,” siger David Kyng.

Kommentarer

2
You must have Javascript enabled to use this form.
Jakob Sørensens billede

Jakob Sørensen

På VUC opfatter man bestemt ikke 24-timersprøver som "forældre-eksamen" - der er ikke mange der kan trække på forældrenes evner i eksamenssammenhæng. Nu skal mine enkeltfagskursister forholde sig til en stor tekstmængde (husk på at antallet af anslag pr. normalside er næste fordoblet) på kort tid - det bliver et blodbad blandt de svage læsere eller sprogligt udfordrede. Hvis de får tekster på maksimal længde nu i forhold til det minimale omfang vi kunne give dem tidligere, så er det kun få hundrede anslag der skiller dem ad. Naturligvis bør vi ikke gå til grænsen, men materialet kan vel også blive for kort? Det kan kun - uanset hvad - gå ud over niveauet og det er ingen vel interesseret i.

Gnaslgufs billede

Finn Fuglsang

Forældre-eksamen blev altså ikke HELT afskaffet ved reformen af deformen fra 2005 . . synd for samf efter min ringe mening, men jeg er jo også en gammel støder, der insisterer på, at mine elever skal præsentere det, DE kan . . fars og mors evner behøver jeg ikke bedømme !!!

Annoncer