Du er her
Interview
|
01. feb 2011

Cirkushest i hjemmesko

Jens Blendstrups noveller og romaner er næsten fast pensum i gymnasiet - og samtidig er han blevet en populær foredragsholder. Mødet med eleverne har lært ham at være ærlig i forhold til sine tekster. Men bagefter har han brug for at forsvinde. Så det at skrive igen kan blive en opdagelsesrejse.

Af: Tina Rasmussen

Egentlig synes han, at det er noget mærkeligt noget. At hans noveller og romaner nærmest har gjort ham til fast pensum i gymnasiet - og samtidig en populær oplæser og foredragsholder. På den ene side er det inspirerende og spændende. At han bliver konfronteret med det, han har skrevet, og tvunget til at svare på spørgsmål, han måske ellers ikke havde stillet sig selv. Men samtidig forstyrrer det hans arbejde. Hjemme ved computeren på arbejdsværelset skal han have andres meninger og fortolkninger rystet af sig, inden han igen kan begynde at skrive.

"Det er jo en mærkelig blanding af at være cirkushest og en senil type i hjemmesko," indrømmer forfatter Jens Blendstrup selv.

Han bor i et gult byhus på en villavej i Korsør. I forhaven holder en Christiania-cykel, og i det ene vindue tårner en stabel bøger sig op. Indenfor i køkkenalrummet byder han på stempelkaffe.

"Jeg fandt i øvrigt nogle småkager forleden," siger han og sætter en dåse med hjemmebag på bordet med tyrkisgrøn voksdug. To af husets tre katte skændes om, hvem der skal have hjørnet af bænken, mens den ældste datter, Liva, råber "Hej far, vi ses" og smækker hoveddøren.

I hans arbejdsværelse på første sal står computeren tændt. Morgenen er blandt andet gået med at skrive på den roman, han lige nu har begravet sig i. Om en elektriker, der bliver fyret fra sit arbejde.

"Den skal hedde 'Slagterkoner og bagerenker 2', fordi jeg har lavet en etter, der ikke blev til noget," siger han og griner.

I det sidste par uger har han buret sig inde på arbejdsværelset. Lukket alt andet ude. Sådan er det nødt til at være en gang imellem. Især når der i flere måneder har været bud efter ham fra både gymnasier, højskoler og biblioteker.

"Jeg bliver nødt til at have nogle perioder, hvor jeg forsvinder helt. Man bliver sgu så offentlig, når man er ude hele tiden. Det virker ind på fiktionen, og det duer ikke. Når man har snakket meget om sit forfatterskab, bliver det for gennemsigtigt. Når hver eneste lille sten er vendt, hvad er der så at skrive om? Det at skrive er en opdagelsesrejse. Det er vigtigt, at materialet gror til, inden man begynder at skrive, og det kan det kun, hvis man ikke er ude at læse op hele tiden. Der må ikke være nogle klare stier, inden man går i gang."

Men samtidig er han også nødt til at komme ud af skriveboblen. For at møde andre mennesker og føle, at han er en del af samfundet.

"Det betyder meget for mig at komme ud, for jeg er et meget socialt dyr. Jeg kan godt lide det der med at dumpe ned med en faldskærm et sted, optræde og snakke - og så forsvinde igen. Den der attentat-agtige kontakt er ret fed. Og så er det jo en fantastisk gave, at nogen gider at vende og dreje tekster, jeg har skrevet. Det er det, der gør, at de lever endnu."

Ikke ét facit
Alene sidste år har omkring 20 gymnasier landet over haft besøg af forfatteren, som har en forkærlighed for karikaturer og det lidt skæve og føler sig tiltrukket af provinsens og forstædernes enspændere og særlinge. Og som ikke kan skrive om et alvorligt emne uden at bruge humor.

Nogle gange er han ude til fællestimer, andre gange til arrangementer for enkelte klasser. Eleverne har stort set altid læst nogle af hans tekster på forhånd, og han synes, det er spændende at høre deres fortolkninger. Han kan godt huske den tvivl, han selv havde som gymnasieelev i forhold til, om en forfatter nu ville have, at man skulle læse teksten på den ene eller anden måde. Derfor understreger han altid, at der ikke er én måde, der er den rigtige.

"Hvis det er en god fortolkning, så er det jo en rigtig fortolkning. Men en gang imellem kan jeg godt blive irriteret, specielt hvis fortolkningen bliver for bombastisk og ødelægger historiens åbenhed," siger Jens Blendstrup.
Han synes generelt, at eleverne er meget velformulerede og gode til at stille spørgsmål. De vil som regel gerne vide, hvad hans historier handler om, hvordan helt konkrete ting skal forstås, og hvor meget han tænker over de sproglige billeder, han benytter. Og han forstår godt, at eleverne tit jagter hans egen personlige udlægning af teksten.

"Det har jeg ikke spor imod. De skal ofte skrive en opgave, som de skal have en karakter for, så det er vigtigt for dem, at de får et svar. Jeg plejer at gå tilbage og fortælle, hvad det var, der startede novellen for mig. Men jeg husker hele tiden at sige til dem, at der ikke er ét facit."

Nye legoklodser
I begyndelsen af sin forfatterkarriere havde han af og til svært ved at svare på, hvad hans historier handlede om, og det gjorde ham frustreret. Nogle gange kunne han endda høre sig selv sige noget, han på ingen måde havde tænkt, da han skrev den pågældende tekst.

"Det var, som om jeg bare skul­le finde på noget. Jeg byggede nye legoklodser på en historie, der egentlig var bedst i sig selv."

Men blandt andet gennem de mange foredrag på gymnasierne og mødet med eleverne har han lært sig den del af forfatterrollen. Og lært, at han er nødt til at have en ærlighed omkring sine bøger.

"Jeg mener, at man som forfatter har en forpligtelse til at mene noget om det, man skriver. Men det er også okay, hvis man indimellem ikke lige har et præcist svar. Jeg kan godt lide at give eleverne mit eget svar, men også min egen tvivl."

Han har lagt mærke til, at dansklærerne især er glade for de af hans tekster, der har mange fortolkningsmuligheder. I de sidste to-tre år har især romanen "Gud taler ud" og novellesamlingen "Pludselig flæben" været populære. Ikke mindst novellen "Tyngde", der handler om en kvinde, som er så glad, at det bliver for meget for hendes kæreste. Så han binder nogle blylodder om hende.

"Det er de tekster, der har en tydelig symbolik, nogle gange endda grotesk tydelig, som de godt kan lide at bruge," fortæller Jens Blendstrup, der blev cand.mag. i litteraturhistorie og historie, fordi han troede, han skulle være gymnasielærer.

"Jeg troede ikke, at jeg nogensinde ville kunne leve af at skrive."

Roller og tossestemmer
Ude på gymnasierne læser han altid op af sine tekster. Og så er det, cirkushesten kommer op i ham.

"Nogle gange kommer gymnasielærerne hen til mig bagefter og siger: For fanden, hvorfor kan du ikke bare læse dem op normalt? Hvorfor skal du lave den der tossestemme? Men det er jo, fordi jeg godt kan lide at spille roller og underholde - og dementere det højtidelige. Jeg gør meget ud af, at det ikke skal være andægtigt at lytte til poesi. Af og til ville jeg ønske, at jeg bare kunne læse op stille og roligt og seriøst, men jeg kan godt lide det der brud."

Han siger det selv. At han skriver i et mellemland mellem humor og alvor. At det er et valg, han bevidst har truffet.

"For mig er det idealet, når det sjove og alvorlige fusionerer. Livet er ikke dødtrist hele tiden, der er også sjove episoder, og jeg kan godt lide, at der er antihelte i mine historier. Det er jo også et syn på verden. Og jeg har været ovre i den der Michael Strunge-fase, da jeg var ung, og det orker jeg altså ikke mere."

Man kan sagtens nærme sig alvoren gennem humor, understreger Jens Blendstrup og sammenligner det med salt og peber.

"Man skal ikke beskrive salt med salt, og nogle gange er der så drysset lidt mere på af det ene frem for det andet. Men gudskelov er det ikke noget, jeg tænker på, når jeg skriver."

Han er uenig med dem, der mener, at den komiske litteratur er mindre autentisk og seriøs end den mere alvorlige, og han påpeger, at ikke alt, der er humoristisk, er ironisk, det kan også være tragikomisk.

"Alvor for alvorens skyld er kedeligt. Der skal være sprækker i sproget, og her synes jeg, at humor er en god ting. "

 

 

Om Jens Blendstrup
Født 1968 i Århus. Uddannet cand.mag. i litteraturhistorie og historie. Er forfatter, dramatiker og skribent. Debuterede med novellesamlingen "Mennesker i en mistbænk" i 1994. Fik sit store gennembrud med romanen "Gud taler ud" i 2004. Har desuden blandt andet udgivet novellesamlingerne "Laterna vagina" og "Pludselig flæben" samt romanen "Bombaygryde". Optræder desuden sammen med litteraturkritikeren Lars Bukdahl - som han blev ven med i gymnasiet - med noget, han kalder litterær hypnose; en blanding af dilettantkomedie, oplæsning og dans. Lysten til at eksperimentere med oplæsningsformen får han blandt andet styret i Frodegruppen 40, hvor han optræder med sin egen lyrik akkompagneret af diverse musikalske arrangementer.

 

 

Thomas Lind Laursen
Underviser i dansk på Århus Statsgymnasium

"Vi havde Jens Blendstrup ude til et arrangement for alle vores 1.g'ere. Inden havde de læst en del af hans noveller og uddrag af "Gud taler ud". Det var en rigtig vellykket dag. Litteraturen blev lige pludselig levende på en anden måde. Det fungerede især godt, at eleverne kom kreativt på banen. Det gav en særlig dialog. Jens Blendstrup havde på forhånd skrevet en novelle, hvor slutningen manglede. Den skulle eleverne skrive og have med på dagen. Gruppevis læste de slutningerne højt for hinanden, og til sidst blev den bedste valgt. At det var Jens Blendstrup, der responderede på det, de havde skrevet, betød rigtig meget for eleverne. Til sidst læste han sin egen slutning op, og eleverne stillede ham en masse spørgsmål. Det var både sjovt, kreativt og fagligt dybt relevant."

 

 

Claus Nielsen
Formand for Dansklærerforeningen

"Det har i mange år været populært at få forfattere ud på skolerne. Og den tendens, tror jeg helt klart, vil fortsætte. Også selvom reformen i 2005 jo ændrede danskfaget, så der kom mere vægt på sprog end på litteratur. For eleverne er det meget givtigt. De får et ansigt, en krop og en stemme på forfatteren, og jeg er helt sikker på, at det animerer dem til at læse teksterne."

 

Kommentarer

0
You must have Javascript enabled to use this form.