Du er her
Debatindlæg |
09. jun 2017

Arbejdet stresser og skader gymnasielærernes privatliv

Af: Kåre Blinkenberg

Vi er ramt af stress, arbejdet stjæler tiden og energien fra privatlivet og alligevel er der ikke tid nok til arbejdsopgaverne, og vi må ofte arbejde over. Oven i købet anerkendes og påskønnes arbejdet ikke af lederen, og hvis vi går ned med stress, er der ikke automatisk et tilbud om behandling.  Dette er desværre virkeligheden for en hel del gymnasielærere.

Oplysningerne kommer fra NFA's undersøgelse af arbejdsmiljø i Danmark, hvor de detaljerede tal nu kan læses i linket her: https://arbejdsmiljoidanmark.nfa.dk/.
Jeg har gennemgået tallene, og opsummeringen ovenfor er de punkter, hvor vi er placeret blandt de mest udsatte jobtyper i landet.

Der er også en del andre forhold, hvor vi ligger værre end gennemsnittet: Angstsymptomer, depressive symptomer, højt tempo, svære tidsfrister, rådighed uden for normal arbejdstid, lav kollegial anerkendelse, at skulle forholde sig til andres problemer (vel ikke dårligt i sig selv, men en risikofaktor), dårlig ledelseskvalitet generelt, uretfærdig behandling af medarbejdere, ikke at vågne udhvilet og at være træt efter arbejdsdagen. Det er alvorlige problemer, og det er derfor vigtigt at prioritere arbejdsmiljøet, og der er altså nok at være opmærksom på ude på skolerne.

Den gode nyhed er, at vi ligger nummer et, når det handler om, at arbejdet giver selvtillid og glæde, og når det gælder lav bekymring for forflyttelse til andet arbejde. Vi er også blandt de bedste i forhold til inddragelse i beslutninger om eget arbejdsmiljø, lav grad af arbejdsrelateret sygdom, at have et vigtigt arbejde og inspirerende og interessante opgaver og indflydelse på disse opgaver, og så er vi ikke i høj grad udsat for mobning, trusler og seksuel chikane. Jeg har i øvrigt slet ikke nævnt det fysiske arbejdsmiljø, hvor vi også naturligt ligger godt. Vi har altså på mange måder et rigtigt godt arbejde, og vi er engagerede medarbejdere, der behandler hinanden pænt, men det ændrer ikke på, at ovenstående problemer skal løses - det kan bl.a. ske med indfrielse af GL's arbejdstidskrav ved OK18, men det bør allerede nu være en prioriteret indsats for arbejdsmiljøarbejdet på de enkelte skoler.

Kommentarer

0
You must have Javascript enabled to use this form.

Annoncer