Biologiens FG

BIOLOGI

ons, 06/01/2010 - 07:53
ons, 06/01/2010 - 07:53 -- admin

Bogen på hovedet

Biologiens FG

af Thomas Skadhede, Kirsten Selchau, Kirsten Abildgaard

Forlaget Kats
178+125 s., kr. 299 ekskl. moms
(10 % rabat ved klassesæt - inkl. cd-rom)

Svært at forestille sig, at forkortelsen FG kan volde besvær for den lærer, der behændigt jonglerer med forkortelser - NV, NF, SSO, SRP og det, der er værre: AT. Betyder FG »Forvirrings Gåde« eller »Forvandlings Gimmick«?? - for ligegyldig hvordan man vender og drejer bogen, starter den altid forfra. Halvdelen af bogen er på hovedet. Fysiologi i den ene halvdel. Genetik i den anden. Det er smart. To bøger til én bogs pris, og aldrig problemer med elever, der »troede det var den anden bog«. Men på den måde er stikordsregisteret/registrene og litteraturhenvisning midt i bogen. Der er på den måde fx også to sider 75. Én om hormonsystemet og én om mutationer, så man skal lige huske at skrive, om det er en F-side eller en G-side, når man hygger sig med sin undervisningsbeskrivelse.

Hvert kapitel starter med en slags menu - beskrivelse af, hvad kapitlet indeholder. For den trænede læser kan det være irriterende, man ser jo selv, hvad der kommer, men idéen er god. Den langsomme læser kan beslutte, om det er umagen værd at fortsætte læsningen.

Der er henvisning imellem kapitlerne, ligesom der hele tiden er henvisning til, at man må søge oplysning om dette og hint i andre lærebøger.

Fysiologidelen indledes med et kapitel om celler og indeholder de sædvanlige kapitler om fx fordøjelse og kredsløb, men sandelig også et kapitel om temperaturregulering og døgnrytme.

For mig er det usædvanligt, at bogen indeholder egentlig anatomisk information; nemlig latinske angivelser og navne på knogler og muskler. Det udvalgte stof er moderne med et godt kapitel om idræt og doping. Det oplyser bl.a. om opvarmning og kondition, styrketræning, reaktionsøvelse, pyramide-træningsprogram, kreatin og EPO, så bogen vil sikkert også finde anvendelse i idræt.

Jeg finder det underholdende, at der i disse globale opvarmningstider er nævnt, hvor meget energi det kræver at »skovle sne«. Men jeg mangler at vide, hvordan man måler sin fedtprocent?? Måske meget godt, at det er skjult for en juleoverernæret lektor.

Genetikdelen indeholder de sædvanlige kapitler bl.a. om dna, arv og genteknologi og derudover et helt komplet kapitel om udviklingslære med omtale af kreationisme og menneskets relation til aberne. Et altid interessant emne for unge sjæle - er mennesker nøgne aber eller Guds eget design?

Der er hjælp til det eksperimentelle arbejde, fx forklaring på, hvorfor man bruger NaCl i det gængse forsøg, hvor man isolerer dna fra løg. For den lærer, der forlod universitetet i det forrige århundrede, er der meget interessant nyt stof. Fx betydning af ncRNA og RNAi, ds RNA, mi RNA, RISC og RITS ved regulering af gener, hvor relation til kræft er trukket. Ikke den sædvanlige Lac-operon-historie, der er interessant for bakterier, men måske ikke umiddelbart fængende for en ung elev.

Eksemplerne på brug af biologien er nutidige. Fx nævner forfatterne under omtale af alu-elementer, der kan adskille dyrevæv fra menneskevæv, at adskillelsen kan bruges i forbindelse med »terrorangreb« - Gud fri os for at skulle bruge den viden her i rolige DK.

Der er tilsyneladende en uhensigtsmæssig trend, at i takt med at mange elever arbejder mindre og har vanskeligt ved at kapere svært stof, bliver lærebøgerne mere omfattende. Selvfølgelig fordi viden om biologi bliver større. Men det er alt sammen rigtigt spændende, og den arbejdsomme elev (og lærer) er godt hjulpet med viden fra denne bog.

Bogen er skrevet med talesprogsagtige korte sætninger med forklaring af de svære ord fx »sarko=kød«, »biceps=to hoveder« og kun sjældent falder man i skriftlighedens langeordssump (»vanddampsmætte«) eller bruger sætningskonstruktionstunge formuleringer (»den i lungerne optagne ilt«) - ingen er fuldkomne.

Der er sproglig nydannelse. Jeg er i hvert fald endnu ikke stødt på, at transskriptionen kaldes »afstøbning«. Det er genialt. Andre steder er det genialt enkelt. For selvfølgelig er kromatografipapir ikke andet end »trækpapir«.

Meget hensigtsmæssigt er der ofte forklaring på, hvordan fagordene udtales, fx 3 (læses: 3-mærke-enden).

Der er omhyggelige henvisninger til illustrationer og udstrakt service i form af bemærkning, hvis den tilhørende figur står på næste side eller foregående side.

Illustrationerne er mange og gode, fx er den altid svære proteinsyntese illustreret med indtil flere gode illustrationer. Afsnittet om leveren er måske faldet så godt ud pga. de gode tegninger.

Generelt understøtter illustrationerne udmærket teksten.
Der er fx en god oversigt over forskellige hormontyper, ligesom beta-cellernes udskillelse af insulin er enkelt illustreret.

Mange figurer minder mig om noget, jeg har set før - geniale figurer kan jo kun opfindes én gang. Og der er ikke noget forkert i at gengive noget godt. Det er det, vi hele tiden beder eleverne om.

Meget få figurer giver anledning til forvirring - har centralnervesystemet indvirkning på bugspytkirtlen??, og den flerfarvede illustration af immunforsvaret minder ved overfladisk betragtning om et turistkort over U-Bahn-nettet i Berlin!!! Begge dele må studeres nærmere.

Bogen er trykt på glittet papir, som understregningsivrige elever nok vil have svært ved at ødelægge de første par år. Den er i solid indbinding og stort format.

Med køb af klassesæt følger cd-rom med bogens figurer samlet kapitelvis som PowerPoint 2007-version.

Bogen er ikke til C-niveau. Dele kan evt. bruges som inspirerende start på SRP eller SSO eller start på et AT-forløb, men den er primært til A- og B-niveau, hvor der tidligere er udkommet en Biologiens AB (Biokemi og Økologi).
Ud over forfatterne synes jeg, Charlotte Lytzen bør nævnes for nogle fremragende og finurlige fotos, som kapitlerne indledes med.

Hovedindtrykket er, at bogen er velskrevet, velkomponeret, velillustreret. Så måske betyder FG Faglig Grundbog, Fortrinlig Gennemgribende, Fortræffelig Granskende, Fungerer Godt, Faktisk God - jeg har i hvert fald lært en masse, og hvad andet kan man ønske sig af en lærebog om Fysiologi-Genetik - en FG-bog.

Lis Ravnsted-Larsen

Karakter: 
0
Vis karakter: 
Vis karakteren

Kommentarer

søn, 03/02/2013 - 22:36
Mads Ole Lind

Har købt bog og cd, og skal bruge figurer fra cd, men mangler et password pga skrivebeskyttelse til kap 3 fysiologi.
Det er lidt anstrengende. Kan ikke huske koden for 3 år siden. Hvad gør jeg

man, 04/02/2013 - 11:02
Malene Romme-Mølby
Jeg ville kontakte forlaget

Tilføj kommentar

Brugeroplysninger
Email-adressen vises ikke på sitet, men gør det muligt for os at kontakte forfatteren.
By submitting this form, you accept the Mollom privacy policy.