Du er her
Interview
|
01. sep 2017

Andreas søgte 100 jobs uden at få et

“Jeg er villig til at flytte og gøre hvad som helst for at få et job som gymnasielærer," siger Andreas Lauritzen.

Efter at have sendt mere end 100 ansøgninger til mange af landets gymnasier, står Andreas Lauritzen stadig uden drømmejobbet som gymnasielærer.
Af: Anne-Sophie Søgaard Møller

At være gymnasielærer havde aldrig stået højt på Andreas Lauritzens liste over, hvad han ville lave, når han blev stor.  Men da han som studerende havde brug for et job, begyndte han at undervise unge. Det forelskede han sig hurtigt i og fandt ud af, at det var den vej, han ville gå. Han ville være gymnasielærer.

For to år siden, da Andreas Lauritzen blev færdiguddannet, blev han ansat i et vikariat på Frederiksberg HF Kursus og var igen heldig sidste år. Men i løbet af foråret indså han, at der ikke var plads til ham i dette skoleår. Derfor begyndte han at skrive ansøgninger til gymnasier i hele landet.

“Jeg har søgt alle jobs, der har været slået op i Danmark - omkring 50-60. Og så har jeg sendt en uopfordret ansøgning til alle gymnasier i hovedstadsområdet. Jeg vil gætte på, at det også er omkring 50. Lige nu kan jeg ikke gøre mere, fordi der ikke er mere at søge,” siger Andreas Lauritzen sukkende. Han ligner en, der næsten har givet op.

Gymnasieskolen.dk har skrevet om, hvor svært det er at få arbejde som gymnasielærer i en tid med nedskæringer og færre elever, og at det især er de nyuddannede, der bliver ramt.

Læs: Det er blevet sværere at få job som gymnasielærer

Ofrer alt
Det er ikke geografien, der begrænser Andreas Lauritzen. Han ser ikke noget problem i at skifte storbyen ud med en mindre by.

“Jeg er villig til at flytte og gøre hvad som helst for at få et job som gymnasielærer. Dét at undervise er blevet en del af min personlighed og en slags hobby. Det er meget nedslående, at man ikke kan få lov til at dyrke den hobby. Den mulighed er der bare ikke på grund af nedskæringer,” siger Andreas Lauritzen frustreret.

Han er ikke et eneste sekund i tvivl om, at gymnasiet er det sted, han allerhelst vil arbejde.

“Gymnasiet har noget at byde på i forhold til eleverne, som man ikke finder andre steder. Når man træder ind i et lokale med gymnasieelever, oplever man, at der er en vilje og en lyst til at lære, som jeg ikke har set andre steder,” siger Andreas Lauritzen. Han snakker ud fra erfaring.

Trods sin korte tid som færdiguddannet har han mange års undervisningserfaring. Han har både undervist på en folkeskole, en erhvervsskole, en ungdomsskole og i en 10. klasse. De seneste syv år har han undervist på Ungdomsskolen Amager.

Kun ét fag
Andreas Lauritzen har ikke fået en eneste positiv tilbagemelding på de mange jobs, han har søgt.

Selv tror han, at det skyldes, at han kun har engelsk som fag. Men det var andre tider, da han studerede, og derfor strejfede det ham ikke at læse et sidefag. Men det gør det nu, fortæller han.

“Det er et kæmpe problem, at jeg kun har ét fag. Jeg tror, at det er det, der i høj grad vælger mig fra, når jeg søger. Så jeg har virkelig overvejet at læse et sidefag,” siger han.

Andreas Lauritzen har allerede gjort sig nogle overvejelser om, at sidefaget skal være dansk, da han ikke regner med, at det er et fag, der bliver skåret i fremover.

Farvel til sektoren
Lige nu har Andreas Lauritzen sat søgningen efter et job som gymnasielærer på standby.

“Jeg vil ikke udelukke, at jeg søger igen, men jeg har forladt sektoren og fundet et andet lærerjob, som jeg faktisk er rigtig glad for,” siger han.

En uopfordret ansøgning til Next Uddannelse København gav ham for tre uger siden et deltidsjob det næste halve år, hvor han skal undervise på grundforløbet på erhvervsuddannelsen. Ved siden af underviser han på ungdomsskolen.

Planen lige nu er at finde et fast arbejde, der har med undervisning at gøre. Det vil give ham luft til, at han om aftenen kan læse et sidefag.

“Lige så snart muligheden byder sig, vil jeg kaste mig over at læse et sidefag. Og så håber jeg på, at det ændrer sig i sektoren, og at der bliver mulighed for at søge en fast stilling hurtigst muligt,” siger Andreas Lauritzen.

Kommentarer

0
You must have Javascript enabled to use this form.