Artikel
”Alle mine fordomme er væk”
No image

”Alle mine fordomme er væk”

Fra stx i whiskybæltet til VUC i Udkants­danmark – og tilbage igen. Fysik- og matematiklærer Philip Bidstrup har taget turen og er vendt klogere hjem.

Tekst_ gs_redaktor
Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

”Det har været en perlerække af positive oplevelser.”

Philip Bidstrup smiler. Det er hans to år som lærer på VUC Nordjylland i Frederikshavn, han taler om.

Da han begyndte i august 2014, stod hans fordomme ellers i kø. Han var sikker på, at det faglige niveau ville være markant lavere blandt VUC-kursisterne end på Rungsted Gymnasium, hvor han havde undervist i de foregående fire år.

”Jeg tænkte, at det virkelig ville blive op ad bakke,” siger Philip Bidstrup.

I dag er den 37-årige fysik- og matematiklærer blevet klogere.

”Fagligt er der ingen forskel. VUC-kursister og stx-elever kan nå det samme niveau og ende med lige gode karakterer, hvis de vil arbejde for det og finder lysten til at lære. Så i dag er alle mine fordomme væk,” siger han.

Det er ikke forældrenes økonomi eller uddannelsesmæssige baggrund, der er afgørende for, hvor dygtige de unge kan blive. Heller ikke skolens beliggenhed eller fysiske rammer.

”Det afgørende er, at du som lærer formår at motivere dine elever eller kursister – og motivere dig selv til at være kreativ og finde nye indgangsvinkler.”

Philip Bidstrup havnede kun på VUC Nordjylland, fordi hans kone som lægestuderende skulle i turnus i Hjørring. Masser af jobansøgninger til stx, hhx, htx og efterskoler gav intet resultat. Den lille VUC-afdeling i Frederikshavn var en nødløsning.

Her to år senere er han vendt tilbage til lærerværelset i Rungsted. Med en datter på fire år trak det at komme tæt på bedsteforældrene i Nordsjælland igen. Men erfaringerne fra VUC har gjort, at han sagtens kan se sig selv i den verden igen.

”Jeg tror, at mange stx-lærere desværre ikke ser VUC som et reelt alternativ, og det er synd.”

Stod udenfor og græd
Selvom Philip Bidstrup har lært stx-eleverne i Rungsted og VUC-kursisterne i Frederikshavn præcis det samme, er det to meget forskellige job, forklarer han.

På VUC kæmpede mange af kursisterne med personlige problemer. Der var kursister med angst og depression. Unge mødre med tårnhøjt fravær og nogle, der ikke havde råd til at købe en lommeregner.

”Her måtte jeg lade kursisterne komme til mig lidt efter lidt. Lokke dem til at lave opgaverne og rose dem hele vejen igennem. Mange gemmer sig og vil hellere give op,” fortæller Philip Bidstrup.

”Jeg havde en kursist, der startede med at stå uden for døren og græde. Han turde slet ikke komme ind i klassen. Da jeg fik ham ind, fortalte han, at han led af social angst. Så fik han lov til at sidde nede bagerst, og der var ingen, der talte til ham. Langsomt blev han en del af klassen og endte med at få 10 til eksamen.”

For at gøre opgaverne relevante for kursisterne var han meget opmærksom på, hvad de interesserede sig for.

”Der var typisk kun 20 i hver klasse. Så jeg lavede frisøropgaver til dem, der ville være frisør, og til ham, der var ligeglad med det hele og spillede computer på bagerste række, sagde jeg: Gud, spiller du det spil? Det har jeg også spillet. Jeg har i øvrigt nogle sjove matematikøvelser, der kan gøre dig bedre til spillet.”

Kun test på stx
På Rungsted Gymnasium kørte Philip Bidstrup en lidt mere kontant linje, for eksempel testede han jævnligt eleverne.

”Alle vil gerne have et godt karaktergennemsnit, så på stx er test vejen frem. Så bliver det klart for dem, hvad de er gode til, og hvor det halter. Mange er ikke særlig gode til at vurdere, hvor de reelt ligger.”

Test var ikke kun et redskab i timerne. Når Philip Bidstrup stod i baren til skolefesterne, fik eleverne ikke lov til at købe øl, før de havde løst en ligning.

”Først syntes mange, at det var åndssvagt, men så gik der sport i det. Og pludselig skrev de formler på armene, og fodboldholdet hed noget med formler,” fortæller han og griner.

På VUC var test til gengæld et no-go.

”Presser du kursister, der lider af angst, så taber du dem. De slår sig selv i hovedet med resultaterne og siger: Det er også bare mig, der er dum og ikke passer ind. Og så bliver de væk.”

Også i Rungsted var det en udfordring at få motiveret alle. Især fordi en del elever primært er der for festerne og det sociale, som Philip Bidstrup formulerer det. Her var løsningen at bøje reglerne af og til.   

”Jeg har for eksempel accepteret særlige afleveringsvilkår for umotiverede elever – udelukkende for at de skulle føle, at jeg var på deres side. På den måde fik jeg dem til at lave en opgave, de ellers ikke ville have lavet.”

Han er i det hele taget stor tilhænger af forskelsbehandling – altså den positive af slagsen.

”Nogle skal presses, andre skal have plads. Det kan være svært at finde ud af, hvem der er hvem, men det er opgaven – og det er det, der gør lærerjobbet så levende. Jeg elsker det!”

”VUC kan virkelig noget”
I forhold til forældrenes rolle er der også stor forskel på stx og VUC. På Rungsted Gymnasium har langt størstedelen af eleverne forældre, der både økonomisk og fagligt står klar med hjælp.

”Men der er også et stort pres fra mange forældre. Nogle styrer mere eller mindre, hvilke studieretninger deres børn skal tage,” siger Philip Bidstrup.

På VUC må kursisterne i stor udstrækning klare sig selv.

”Det betød, at de brugte lektiecaféen meget og var utrolig gode til at lave studiegrupper – også uden for eksamensperioden. Det kan eleverne i Rungsted blive meget bedre til.”

Han kan stadig huske, hvordan lærere og ledelse den første dag på VUC Nordjylland nærmest bekræftede ham i hans fordomme om det faglige niveau, da de som noget af det første sagde, at han ikke skulle have for store ambitioner.

Derfor havde han et vigtigt budskab, da han i juni sagde farvel til skolen i Frederikshavn. Og han gentager det gerne:

”Kursisterne kan virkelig noget, VUC kan virkelig noget. Det skal de huske – og det skal de sige højt!”

Blå bog - Philip Bidstrup

• Født i 1979.
• Dr.scient. i fysik fra Københavns Universitet i 2008.
• Årsvikar på Århus Stats­gymnasium i 2009-2010.
• Lærer på Rungsted Gymna­sium 2010-2014.
• Lærer på VUC Nordjylland i Frederikshavn 2014-2016.
• Siden 1. august i år igen lærer på Rungsted Gymnasium.

Forandring

Som gymnasielærer går man igennem en hel del forandringer i sit arbejdsliv. De forandringer vil Gymnasieskolen gerne sætte fokus på i en serie. Denne artikel er nummer syv i serien.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater