Du er her
Interview
|
24. jun 2013

Adam Price: Min gymnasietid

Foto: 
Det var i dansktimerne i gymnasiet, at manuskriptforfatter og tv-kok Adam Price for første gang mærkede glæden ved at fortælle historier – og han har den stadig.
Af: Tina Rasmussen

Hvad husker du bedst fra din gymnasietid?
"At det var en meget dannende tid for den personlighed, man kommer til at bebo i sit voksenliv. Jeg oplevede det som en rejse - fra at være nærmest et barn i 9. klasse til at være nærmest voksen. Med kæreste, studenterhue og et studievalg efter 3.g. Det var meget vigtige år."

Hvad husker du især fra undervisningen?
"At den var ekstremt kvalificeret i forhold til folkeskolen. Ikke at vi ikke havde haft fine lærere i folkeskolen, men gymnasiet var virkelig noget andet. Jeg oplevede for første gang, at det at gå i skole kunne være svært. At selve stoffet kunne være svært. Vi prøvede blandt andet kræfter med unge gymnasielærer-aspiranter, der medbragte de opgaver, de selv havde kæmpet med på universitetet – og som var alt for vanskelige rent tekst- og analysemæssigt. Men det var samtidig meget inspirerende at blive presset til sit yderste."

Var der en lærer, der betød noget særligt for dig?
"Jeg husker alle de vigtige lærere meget tydeligt. Men jeg tror, at min dansklærer, Søren Søgaard, var den, der havde størst betydning. Han brændte for litteratur, og det var ikke lige meget, hvad man skrev i sine stile. Der var højt til loftet i de timer – og jeg fik for første gang en ret klar fornemmelse af, at jeg på en eller anden måde nok gerne ville have med historier at gøre i mit voksenliv."

Hvad var det bedste og værste ved at gå i gymnasiet?
"Jeg hører til de irriterende mennesker, der faktisk elskede at gå i skole, så jeg husker ikke meget, der var virkelig skidt eller angstprovokerende. I hvert fald ikke fagligt. Men socialt var 1.g nok det sværeste år. Det handlede nok mest om at blive accepteret af gruppen – at blive en del af den og ikke stå udenfor og banke på ruden. Det tog et år. Fra 2.g og frem husker jeg gymnasiet som en virkelig fantastisk tid."

Har din gymnasietid haft indflydelse på det, du laver i dag?
"Jeg opdagede for alvor glæden ved litteratur og fortælling i gymnasiet. Den glæde har jeg bevaret hele livet – og det at fortælle historier er jo også blevet mit fag. Så jeg har vel egentlig meget at takke mine gymnasieår for."

 

 

 

 

 

Kommentarer

0
You must have Javascript enabled to use this form.