Blogindlæg

”Survival of the fittest” eller de helt ligeglade

4. januar 2017 af Andrea Lisa Blicker

I ungdomsuddannelserne er mistilliden til lærerne stor. OK 13 og ”normalisering” i gymnasiesektoren var et klart billede på, at ”man” (politikerne/embedsmændene) mente, at ”usynligt arbejde” dvs. forberedelse og opgaveretning ikke rigtigt var arbejde.

Siden OK 13 har lederne fået en helt ny rolle og meget større magt til at lede og fordele arbejdsopgaverne. Problemet er, at arbejdsopgaverne ikke længere er tydeligt defineret med et antal timer eller en akkord, men nu er blevet til et skøn fra ledernes side. Et skøn, som er meget uigennemsigtigt for lærerne de fleste steder.

Efterhånden som tiden går, og nedskæringer presser på, spidser situationen til. Vi får at vide fra mange sider, at vi skal arbejde mere. Som en rektor-bekendt (ikke min egen rektor) sagde til mig for et stykke tid siden, I SKAL jo arbejde mere. Men det er egentlig en misforståelse. Vi skal spare—ja det ved vi. For at skolerne kan spare, kan det være, at hver enkelt lærer skal have flere arbejdsopgaver, men de opgaver skal stadig løses indenfor de 1924 timer, som hver lærer skal arbejde på et år. Dvs. enten skal man løbe væsentlig hurtigere, lave tingene anderledes, forringe kvaliteten af det, man laver, eller en blanding af alle de ovennævnte.

Og så kommer det med mistilliden igen—mange mener faktisk, at vi skal arbejde mere, fordi vi ikke har arbejdet nok. Vores tidsregistrering viser dog, at langt de fleste arbejder det, de skal og mere til—i hvert fald på min skole.  Så nu må det være lederne, der fortæller os, hvordan vi skal klare markant flere arbejdsopgaver på samme tid. Desværre er der ingen facitlister, og ledernes yndlingsforslag er ”fælles forberedelse”. Fælles forberedelse kan være givtig og inspirerende, men er sjældent tidsbesparende—i hvert fald slet ikke i det omfang, som der skal spares.

Det paradoksale ved spareplanerne er, at der samtidigt kommer mange nye/flere krav.

Det forventes af os, at vi udvikler eleverne fagligt og socialt, løfter eleverne fagligt ved forbedret feedback, udvikler undervisning, skaber gode relationer til eleverne, samtidigt med at vi registrerer, dokumenterer og evaluerer alt det, vi gør. Man kunne selvfølgelig argumentere for, at det er en del af lærergerningen—og det er det jo også—men det virker lidt grotesk, at man på den ene side læsser flere opgaver på den enkelte lærer og øger kravene til kvalitet og evaluering, samtidigt med at man tvinger gymnasieskolerne til at spare betydeligt.

Det bekymrende ved ovenstående scenarie er, at der begynder at tegne sig et billede, som er destruktivt, og i sidste ende kan komme til at ødelægge noget, der faktisk har været en stor succes.

Mistillid skaber utilfredshed. Mange gymnasielærere har altid lagt en del gratis ekstraarbejde i deres forberedelse, fordi de elsker deres fag og det, de laver. Når der tvivles på gymnasielærernes indsats, og de tvinges til at blive ”normaliseret”, mister ildsjælene og dygtige, professionelle lærere lysten til at gøre den ekstra indsats.

Det er meget lidt motiverende at blive ”normaliseret”.

De ekstra arbejdsopgaver er kommet på, uden at vi har fået at vide, hvordan vi skal arbejde anderledes. Mange steder har lærerne endda fået det som opgave SELV at finde ud af, hvordan de skal arbejde anderledes for at spare tid. Der rapporteres et stigende antal tilfælde af gymnasielærere, der går ned med stress, ikke mindst på min egne arbejdsplads. Måske bliver det kun de stærkeste, der overlever.

Vi er muligvis i gang med en slags ”evolution” indenfor gymnasieverden, og tanken har nok været, at de, der ikke er ”omstillingsparate” eller ”robuste,” forlader jobbet, går på nedsat tid, bliver fyret, eller makker ret. De har nok regnet med, at det er de stærkeste, der kører gymnasieskolen videre. Jeg tror snarere, det bliver dem, der er ligeglade. For at finde sig i den skamløse mistillid, der bydes gymnasielærere, er man nok nødt til at ruste sig med en facade af ligegyldighed. Jeg advarer stærkt imod, at dygtige, engagerede, motiverede medarbejdere gøres ligeglade alle sammen, det er hverken lærerne, eleverne, skolerne eller samfundet tjent med.

 

 

Andrea Lisa Blicker

  • Fødselsår: 1963.
  • Født og opvokset i Montreal, Canada.
  • Uddannelse: Cand. phil i engelsk, Københavns Universitet.
  • Underviser, kursusleder og studieretningskoordinator på Albertslund Gymnasium.
  • Har 4 børn.

Tilføj kommentar

Brugeroplysninger
Email-adressen vises ikke på sitet, men gør det muligt for os at kontakte forfatteren.
Kommentér uden forsinkelse.
Brug Facebook
log ind eller registrer
dig her.
By submitting this form, you accept the Mollom privacy policy.