Nedskæringer

”Man kan få folk med”

Som lærer er man en god formidler, og man kan motivere folk. Og så er man vant til at overholde deadlines, siger Carl Emmanuel Larsen, der har undervist på Roskilde Katedralskole. I dag er han direktør.

12. februar 2016 af Tina Rasmussen

Den tidligere gymnasielærer er ikke i tvivl. At håndtere pressede situationer og planlægge sin tid optimalt er noget af det, man er rigtig god til, når man har været underviser.

”Som lærer er der hele tiden masser af deadlines, så det bliver man god til at tackle. Der er undervisning, møder, opgaver, der skal rettes, og så videre. Man lærer at tage tingene i den rækkefølge, de kommer, og koncentrere sig fuldt ud om det, man er i gang med,” siger Carl Emmanuel Larsen.

I fire år underviste han i idræt og historie på Roskilde Katedralskole. I dag er han direktør og ejer af Paul Petersens Idrætsinstitut i København, der er en privat, SU-godkendt uddannelsesinstitution, hvor man kan blive idrætslærer og friluftsinstruktør.

Springet tog han for to år siden. Han var rigtig glad for at undervise, men savnede en bedre ledelse.

”Og så var stillingen på Paul Petersens Idrætsinstitut et drømmejob. Her kan jeg forme uddannelsen, lige som jeg vil."


Vant til flerfaglighed
Som gymnasielærer har man mange kompetencer, man kan slå på, hvis man har lyst til at finde et job i en anden branche, mener Carl Emmanuel Larsen. Blandt andet er man en god formidler, påpeger han.

”Man er vant til at stille sig op foran en gruppe og formidle noget stof. Man kan få folk med. Man er også vant til at motivere eleverne til at lære og gøre det bedre. De evner kan bruges i mange slags job.”

Når man har været en del af et lærerkollegium, er man desuden god til at arbejde sammen med folk, der har en anden faglig baggrund end én selv, fastslår den tidligere idræts- og historielærer.

”Man ved, at der er andre verdener end ens egen, og man har fået et indblik i dem. Det er en god kvalifikation at have med videre,” siger Carl Emmanuel Larsen.

Se det som en ny start
Han ved godt, at det er hårdt at blive fyret, sådan som en del gymnasielærere bliver for tiden. Og at det er noget helt andet, når beslutningen om at søge et nyt job uden for gymnasiesektoren er ens egen. Alligevel opfordrer han til, at man prøver at se fyresedlen som en ny start i stedet for et nederlag.

”Man har så mange gode ting med i tasken, når man har en universitetsuddannelse. Måske er det en god anledning til at gøre op med sig selv, hvad der er vigtigst for én i forhold til et nyt job? Var det drømmejobbet, man havde, eller kan man blive udfordret mere et andet sted? Gymnasiet er en lille verden – for mange vil det være sundt at prøve noget andet,” siger Carl Emmanuel Larsen.  
 

Karriereskift

Flere gymnasielærere bliver i denne tid fyret. Nogle overvejer måske at kigge mod andre brancher, når de skal finde et nyt job. Men hvilke kompetencer har man egentlig som gymnasielærer? Tre tidligere gymnasielærere giver her deres bud.

Carl Emmanuel Larsen

Carl Emmanuel Larsen

Navn: Carl Emmanuel Larsen.
Job: Direktør og ejer af Paul Petersens Idrætsinstitut.
Har tidligere undervist i idræt og historie på Roskilde Katedralskole.

Tilføj kommentar

Brugeroplysninger
Email-adressen vises ikke på sitet, men gør det muligt for os at kontakte forfatteren.
Kommentér uden forsinkelse.
Brug Facebook
log ind eller registrer
dig her.
By submitting this form, you accept the Mollom privacy policy.