TEMA

”Fravalgt”

Dette skoleår har for Simon Pors Knudsen været mere følelsesmæssigt turbulent end normalt. Først blev han afskediget, så blev han ansat som årsvikar et andet sted, men for kort tid siden fik han sit gamle job tilbage igen.

20. juni 2016 af Malene Romme-Mølby

”Det sker ikke for mig. Det må jeg indrømme, at jeg havde tænkt, da jeg hørte om afskedigelserne. Selvom jeg vidste, at der var en reel risiko for, at det var mig, der blev afskediget. Det er nok lidt som med trafikulykker – man tror kun, at de sker for alle andre end en selv. Men denne gang blev jeg ramt. Jeg var en af de afskedigede lærere på Århus Akademi.

Jeg havde netop overstået dagens undervisning og sad i min bil på skolens parkeringsplads. Da jeg så, at der var kommet mail, vidste jeg godt, hvad klokken var slået. ’Fuck’, tænkte jeg. Jeg var en af de seks lærere, som ledelsen havde valgt at afskedige på grund af faldende elevtal og nedskæringer. Man havde selv kunnet vælge, om man ville have beskeden ansigt til ansigt eller per mail. Jeg havde egentlig valgt, at jeg ville have beskeden ved et møde, men i sidste øjeblik skiftede jeg mening, fordi jeg forestillede mig, hvor underligt det ville være at forlade rektors kontor og gå ud på skolen med sådan en besked. Så nu sad jeg alene i bilen med følelsen af at være fravalgt.”

De skal ikke få mig ned med nakken
”Jeg har hele tiden haft det sådan med fyringerne, at det var forståeligt med tanke på elevnedgangen, men fyringen af mig specifikt tog jeg personligt. Jeg blev vred: ’De kan rende mig. Bare vent, til de ser alt det, som de går glip af,' tænkte jeg.

Da jeg kom hjem, var der heldigvis et par timer, indtil ungerne skulle hentes. Først sad jeg bare og kiggede ud i luften og tænkte: ’Hvad stiller jeg op nu?’ Men så blev jeg ramt af følelsen af vreden igen. ’De skal ikke få mig ned med nakken,’ tænkte jeg og gik i gang med at forberede mig til partshøringen.

Jeg ventede hele eftermiddagen på, at ledelsen ville melde noget ud, men skrev til sidst til rektor, der fortalte, at ledelsen ville lade det være op til hver enkelt, hvordan man ville fortælle om afskedigelsen. For at undgå rygter skrev jeg selv ud til alle mine kolleger og fortalte, at jeg var blevet afskediget. Det føltes godt at gøre noget aktivt, og jeg fik så mange søde beskeder både fra kolleger, som jeg er tæt på, og fra nogle, som jeg ikke kender så godt. Det var rart.”

I klub med pariaerne
”Derefter var det indimellem svært at finde gejsten til at undervise igen, men jeg mandede mig op, for det var jo ikke elevernes skyld. Ubevidst dannede vi afskedigede lærere en nedtursklub, hvor vi kunne brokke os og få luft sammen med andre pariaer. Jeg overvejede, om jeg skulle søge helt væk fra faget. Det var barskt.

Men så begyndte der at blive slået stillinger op. Jeg søgte 14 stillinger, blev kaldt til fire samtaler og endte med et årsvikariat på en god skole. Jeg nåede dog ikke at starte. Pludselig meldte ledelsen ud, at skolen havde fået flere elevansøgninger end forventet, så der skulle regnes på, hvilke afskedigelser der kunne trækkes tilbage. Jeg regnede ikke med, at det var mig, men blev kaldt til samtale hos vicerektoren, der spurgte, om jeg var interesseret i at blive. Det var jeg. Så her knap en måned før skoleåret slutter, skal jeg alligevel ikke tage afsked med skolen og kollegerne.

Det har været et følelsesmæssigt turbulent skoleår, siden det blev meldt ud i efteråret, at der skulle afskediges lærere. Jeg har oplevet så mange op- og nedture. Nu føles det lidt som stort ståhej for ingenting.”

Mit stærkeste minde

Skoleåret er snart forbi. Nogle oplevelser er allerede glemt, andre har brændt sig fast. Fire gymnasielærere fortæller her om det, de især husker tilbage på.
 

Tilføj kommentar

Brugeroplysninger
Email-adressen vises ikke på sitet, men gør det muligt for os at kontakte forfatteren.
Kommentér uden forsinkelse.
Brug Facebook
log ind eller registrer
dig her.
By submitting this form, you accept the Mollom privacy policy.