TEMA

”Den allerbedste anerkendelse er, når bogen virker”

Hvis man mangler materiale, må man skrive det selv. Derfor allierede Heidi Funder sig
med eleverne og skrev en historiebog.

21. marts 2013 af Malene Romme-Mølby

Fra græsrodsprojekt til en bog – sådan beskriver gymnasielærer Heidi Funder, hvordan hun blev forfatter til bogen Skriv Historie. Hun underviser selv i historie og engelsk på Rødkilde Gymnasium i Vejle. 
Idéen til projektet og senere bogen fik hun i 2010, da Undervisningsministeriet kom med nye retningslinjer for skriftlighed. Som mange andre gymnasier havde hendes gymnasium også besøg af forskellige fagpersoner, der fortalte om skriftlighed.  
”Da jeg hørte skriftlighedsguruernes meget abstrakte og teoretiske oplæg om skriftlighed, tænkte jeg, at det her skal jeg have gjort til et konkret håndværk,” siger Heidi Funder. 
Emnet skriftlighed blev også drøftet i faggrupperne. 
”Vi fandt hurtigt ud af, at vi manglede materiale og en systematisk tilgang. Det blev startskuddet for mit eget projekt,” fortæller Heidi Funder. 
Da der var timefagfordeling, fik hun historie i 1., 2. og 3.g, så hun kunne have en form for progression i projektet. 
Heidi Funder satte sig ned og lavede årsplan for historie i alle tre år. Undervisningsbeskrivelserne blev nærstuderet, og hun lavede en plan over, hvornår der allerede var planlagt skriftligt arbejde, og hvornår det ville være naturligt at lade eleverne skrive mere.

Sparring med kolleger og elever 
”Eleverne elsker jo at skrive i historie. Mit fokus for bogen har hele tiden været at hjælpe dem til at blive bedre til at skrive i faget,” siger Heidi Funder.   
Selvom hun står som forfatter, synes hun, at bogen mere er blevet til i et samarbejde med eleverne. De har været gode til at komme med feedback på opgaverne i bogen. 
”Det har været en gave at få indblik i, hvordan eleverne ræsonnerer,” fortæller hun og fortsætter: 
”Benzinen i projektet har været at høre elevernes tanker, for eksempel om hvordan man opbygger et argument.” 
Halvvejs i projektet skulle Heidi Funder holde et kursus, og der fik hun mulighed for at præsentere sit materiale for andre historielærere. 
”Det var meget lærerigt at få andre underviseres tanker om mit arbejde. Jeg fik ros og meget konstruktiv respons, som jeg kunne bruge i mit videre arbejde,” siger Heidi Funder. 
Det blev samtidig klart for hende, at der var flere lærere, som manglede materiale om skriftlighed i historie, og at hendes projekt kunne blive til en bog. 
Ud over kollegerne brugte hun også sin faglige forening og fagkonsulenten til at sparre med. 
”Når man skriver alene, kan man godt blive i tvivl om, hvorvidt man er på rette vej. Derfor var det rart med uformelle og formelle tanker med andre historielærere,” siger hun.

Frihed at være eneforfatter 
Bogen blev til løbende både som en del af forberedelsen til timerne, og når hun havde fri. Hun lavede opgaver til undervisningen, men når hun skulle skrive større tekstdele af bogen, gjorde hun det for det meste i ferier og på fridage. Det krævede mere ro til at fordybe sig. 
Heidi Funder synes, at den største udfordring ved at skrive bogen har været at få tid til det. Men samtidig var fordelen ved at skrive alene, at hun selv var herre over, hvornår projektet skulle realiseres. 
”Når jeg har haft travle perioder på skolen, så har projektet bare ligget stille,” siger Heidi Funder. 
Men det har været en udfordring for hende nogle gange at acceptere, at et kapitel var færdigt og nu skulle over i en anden dimension.  
Samarbejdet med forlaget har været meget fleksibelt, fortæller Heidi Funder. 
”Det var tydeligt, at forlaget kendte til min verden. Det har været en meget positiv proces.” 
Hun synes også, at det har været spændende at samarbejde om bogens grafik. 
”Jeg fik indblik i en ny verden med grafikerne, hvor vi skulle tænke på, hvordan det tørre projekt skulle sælges,” siger hun. 

Den virker 
Heidi Funder har endnu ikke set anmeldelser af sin bog. Tanken om læreres meninger om bogen gør hende ydmyg. 
”Det er forbundet med en vis grad af blufærdighed, at jeg har udstillet mine pædagogiske og faglige tanker,” siger hun. 
Men hun mener dog, at det at udgive en bog er noget andet end for år tilbage: 
”Bøger er ikke længere den endegyldige sandhed – de er starten på en debat,” påpeger hun. 
Det er også en af grundene til, at der i forbindelse med Heidi Funders bog er en hjemmeside. Her kan lærere kommentere og dele flere opgaver med hinanden. 
”Med bogen har jeg bare budt rigtig mange lærere op til en faglig dans,” siger hun. 
Heidi Funder griner lidt af spørgsmålet, om det har været en økonomisk overskudsforretning at skrive bogen. 
”Jeg har ikke opgjort alle mine arbejdstimer – det gør man jo ikke. Jeg tror, at man bliver skuffet, hvis økonomien er drivkraften,” siger hun. 
Men der har også været en anden løn for bogen: den faglige tilfredsstillelse. 
”Jeg bliver så glad, når jeg kan se til eksamen, at mine elever er blevet meget bedre til at argumentere og analysere. Eller når mine kolleger siger det. Det er den allerbedste anerkendelse, når man kan se, at det virker,” siger Heidi Funder.  

Gymnasielærer og forfatter

Tæt samarbejde med kolleger og indblik i elevernes tanker om undervisningen. Gymnasieskolen har talt med tre gymnasielærere om, hvad det giver dem at skrive undervisningsbøger – og hvordan de har grebet arbejdet an.

Heidi Funder

HVOR: 
Underviser i engelsk og historie på Rødkilde Gymnasium.

HVAD: 
Har skrevet Skriv Historie.

HVORNÅR: 
Skriv Historie udkom på Forlaget Columbus i 2012.

 

Tilføj kommentar

Brugeroplysninger
Email-adressen vises ikke på sitet, men gør det muligt for os at kontakte forfatteren.
Kommentér uden forsinkelse.
Brug Facebook
log ind eller registrer
dig her.
By submitting this form, you accept the Mollom privacy policy.