Nyhed

Årets studenter sætter ny rekord

Omkring 46.000 unge får i disse dage studenterhuen på hovedet. Det er 4.000 flere end sidste år, viser nye tal.

20. juni 2013 af Tina Rasmussen

Antallet af studenter er højere end nogensinde før. I år dimitterer cirka 46.000 unge fra en af de fire gymnasiale uddannelser. Det er 4.000 flere i forhold til sidste år – og dermed ny rekord. Det viser nye tal fra Ministeriet for Børn og Undervisning.

Hovedparten af årets studenter - cirka 27.400 - kommer fra landets almene gymnasier.

I 2008 blev i alt 32.634 studenter. Det betyder, at der på blot fem år er sket en stigning på knap 30 procent.

Flest piger
Lidt mere end halvdelen af årets studenter er piger. I det almene gymnasium og på hf udgør pigerne henholdsvis 61 procent og 57 procent, mens drengene med 75 procent udgør hovedparten af studenterne på htx. Det betyder, at der i 2013 dimitterer cirka 25.000 piger og 21.000 drenge fra de gymnasiale uddannelser.

Omkring 4.200 af studenterne årgang 2013 – næsten 10 procent – har en anden etnisk baggrund end dansk.

Veluddannede forældre
De nye studenters forældre er veluddannede. Andelen af studenter fra hjem, hvor mindst én af forældrene har en kort, mellemlang eller lang videregående uddannelse, er næsten dobbelt så stor som andelen af personer med disse uddannelser blandt den 30-69-årige befolkning.

Der vil være omkring 13.600 studenter fra hjem, hvor højeste uddannelse blandt forældrene er en mellemlang videregående uddannelse, og omkring 7.300 studenter fra hjem, hvor den højeste uddannelse blandt forældrene er en lang videregående uddannelse.

De nye tal fra Ministeriet for Børn og Undervisning er en fremskrivning baseret på antallet af elever, der er startet på en gymnasial uddannelse, og den forventede fuldførelsesprocent for uddannelsen.

Se alle tallene for studenterne årgang 2013 her

 

Tilføj kommentar

Brugeroplysninger
Email-adressen vises ikke på sitet, men gør det muligt for os at kontakte forfatteren.
Kommentér uden forsinkelse.
Brug Facebook
log ind eller registrer
dig her.
By submitting this form, you accept the Mollom privacy policy.